Vi sigte Alle til eet Maal,
Men træffe ikke Alle;
Een haver glemt sin Rømmenaal,
Saa Riflen ei vil knalde;
En Anden sigter ikke ret,
Saa Kuglen gaaer i Luften;
Dog begge Parter skyde slet,
Og skyde mod Fornuften.
Men her i dette Broderlag
Vi Skyttekunsten hædre;
At ramme Sort er ingen Sag,
Og Mange ramme bedre.
Naar Kuglen flyer fra Riflens Rand,
Vips — har den Centrum fundet:
Mon bedre Bytte tænkes kan?
For Bly er Sølvet vundet.
Men hvad det Allerbedste er,
Vi ere Alle Venner;
Og Hver, som tager Sæde her,
Vi for vor Broder kjender.
Og efter gammel nordisk Skik
Vi vore Bægre fylde;
Thi Glæden og den ædle Drik,
De boe paa samme Hylde.
Ei Kronen trykker vores Drot;
Men Venskabskrands ham pryder;
I Vennelag den klæder godt,
Og sødt den Hjertet fryder.
Lev da, vor bolde Konge! glad,
Mens Du maa Sceptret bære!
Vi hylde Dig med ærligt Qvad;
Din Skaal den første være!
Men hele Folket leve maa,
Naar Kongen sig skal fryde;
Hvad nytter det, der Træer staae,
Naar Frugt man ei kan bryde?
Derfor det hele Selskabs Skaal
Med Jubel vi nu qvæder:
Ja, gid Enhver maa naae det Maal,
Som meest hans Hjerte glæder!