I.
Kong Christian lægger ned sit Sværd
Med Heltesmiil paa Laurbærkrandsen;
Glad iler han fra Vaabendandsen
Til Kongedaad i Fredens Færd.
I Fredens milde Palmeskygge
Et Lærdomstempel han vil bygge,
Som trodser Tid og Evighed.
Hæng Lauren paa mit Rosenborg
Ved Siden af mit Blod paa Klædet!
Thi ogsaa den med Blod er vædet,
Den vandt jeg gjennem Hjertesorg.
En Krands af Egen vil jeg flætte:
Den kan man paa mit Hoved sætte,
Naar Sceptret lægges paa min Grav.
Den Yngling, som sin Foraarstid
Til Høst paa Aandens Ager øver,
Som stadig grunder, kløgtig prøver,
Og gi’er os Frugten af sin Flid, —
Skal kummerligt om Ly han lede?
Nei! jeg vil bygge ham en Rede,
Vil lette Aandens raske Flugt.
Saa reiste sig den kjære Gaard,
Som gi’er os Ly i Ungdomstiden,
Og som vi aldrig glemme siden,
Mens vi i Danmarks Have faaer.
Der Musen kjærlig os besøger
Og aabner for vort Blik de Bøger,
Som gjemme Seklers Sandhedskorn.
Og kraftig Marv i Muren groer:
Som Christian selv den stod i Kampen;
Og ingen Bombe slukke Lampen,
Der skinner paa Studentens Bord.
Mens meget Nyt i Gruus er svundet,
Staaer fast, hvad Christians Kraft har grundet,
Hans Børs, hans Taarn, hans Rosenborg.
Derfor i Aftnens Høitidsstund
Vi end Kong Christians Gravøl feire;
Begejstret mindes vi hans Seire,
Hans Kamp og Daad i Fredens Lund.
Tohundred Aar hans Navn beundred’;
Men svandt end Millioner hundred,
Sang Danmark dog sin Christian.
II
(Under Linden i Gaarden.)
Her i Lindens Blomsterduft
Slynge vi vor Kjæde.
I den friske Sommerluft
Juble høit vor Glæde!
Himlens Hvælving er vort Tag,
Musens Væg vort Gjerde,
Sjælen i vort Broderlag
Christian den Fjerde.
Alt som Børn vi Christian saae
Paa et herligt Billed
Under Dannebrog at staae,
Kuglen for ham trilled’.
Splinten af den høie Mast
Fløi mod Kongens Øie;
Freidigt, skjøndt hans Øie brast,
Seer han mod det Høie.
Det var Julis første Dag,
Da vor Konge blødte,
Og da Danmarks Orlogsflag
Seir og Hæder mødte.
Samme Dag stod Gaarden her
Under Krandsen færdig.
Tidt den mellem Ild og Sværd
Stod sin Stifter værdig.
Derfor nu vort unge Bryst
Blusser høit i Lue;
Derfor vor Begejstrings Røst
Naaer til Himlens Bue.
Hver, som samles med os her,
Kalde vi vor Broder:
Christian fælles Fader er,
Musen fælles Moder.
Christian fra sin Stjernekyst
Skuer nu vor Kjæde.
Sikkert han med salig Lyst
Seer vor rene Glæde.
Os besjæle da hans Aand
Til ved Daad at mindes!
Værker, reiste ved hans Haand,
Trindt i Danmark findes.