Nu vi forstaae Horats, Homer,
Og vide, hvad de mene;
Thi af hver Linie man seer,
At ei de sang alene.
En Muse steds’ de tale om;
Nu kjende vi Mamsellen.
Naar vi kun suge Flasken tom,
Vi Musen har i Fælden.
Hvis man en Vise synge vil,
Og Halsen føler Tørke,
En Flaske Viin der strax maa til,
Naar Tonen skal ha’e Styrke.
Item — naar Amor driller os,
Og Hjertet føler Feber,
Viin bedre byder Sorgen Trods,
End alle Apotheker.
Hvis Ares, blodbesudlet styg,
Os kalder udi Kampen,
Man allerbedst paa Bacchi Ryg
Kan krydse gjennem Dampen.
Og hvis Apol os vinker til
At skrive Vers med Ynde,
Man sikkert Musen finde vil
I samme Herres Tønde.
Alt det har vi i Skolen lært,
Med det blev vi Studenter;
Altsaa skal Bacchus være Vært,
Hvor vi vor Glæde henter.
Vivat hver lystig Kammerat,
Som vil vor Viisdom lære!
„Af Glædens Gud blev Ranken sat,
Vi holde den i Ære.”