Jo vist er du fortryllende! —
Og mit Liv jeg leve vil
Al din Herlighed hyldende
Ved Sang og Strængespil;
Dig helt afspeilende
I Kjærlighedens Hav;
Der svinder jo det Feilende
Og synker som i Grav;
Thi veed du ei, at Kjærlighed
Er just dit rette Hjem?
Den bærer al din Herlighed
Sødt straalende frem!
Den er det, som klarer jo
Og gjør det Dunkle lyst;
Den er det, som bevarer jo
En Himmel i vort Bryst!
Og naar engang de lægge mig
Paa Dødens kolde Seng,
Med Jordelinet dække mig,
Og stum er Harpens Stræng:
Og alt jeg ligger hyggelig
I Dødens milde Nat,
Og man spørger: „Var han lykkelig?”
Da reiser jeg mig brat
Og svarer høit: „Mig prydede
„Ei Laurens Hæderstegn,
„Ei qvæged eller frydede
„Mig Rigdoms gyldne Regn: —
„Men hun — hun har jo smykket mig
„Med Himlens bedste Navn,
„Og hun — hun har henrykket mig
„Til Salighedens Havn;
„Hun nævnede sin Sanger mig,
„Og selv var hun min Brud, —
„Og intet meer forlanger jeg
„Af Verden eller Gud!”