„Mennesket har og et Bryst,
Og et Hjerte kan han eie,
Synge tør han Sorg og Lyst
Paa sin snevre Vandrings Veie;
Men han lever ei deri,
Som vi!
See, hvor paa den dunkle Jord
Tungt hans Fod og Tanke hæmmes!
Mens vor Flugt har intet Spor —
Let vi svæve, synge, glemmes!
Svæv og hæv dig kjæk og fri
Som vi!”
Flytter sig min Fod end tungt
Og mit Hoved, naar det tænker,
Er dog Hjertet varmt og ungt,
Og i evig stærke Lænker
Føler jeg mig salig fri,
Som I!