Christian Winther (1796–1876)

Den gravitetiske, den tause Fugl,

Som stadigt sidder ved Minervas Side; —

Der langsomt svæver hen i Nattens Skjul

Paa Søvngudindens Spor, naar hun, den blide,

Selv slumrende, et Barn paa hver en Arm,

Hendaler gjennem Sommernatten varm; —

Som sætter sig paa Grenen tidt derude,

Og kiger ind ad Vindvets Rude,

Og seer den unge Pige staae

I søvnløs Stund halv ubevidst og stirre

Paa Sø og Skov, hvis Former sig forvirre

I Nattens ubestemte Graae; —

Hiint Billede paa Dybsind, paa Forstanden,

Der pryder Banneret, vi ære,

Som hver Student, — De veed — maa bære

Om ikke i, saa dog paa Panden;

Hiin Fugl har klækket ud en Flok

Af Børn, som hendes Viisdom arve,

Som bære hendes alvorsfulde Farve,

Og ere lærde, Gud veed! meer end nok.

        Men see! — et andet Kuld hun frembragt har,

Hvis Fjederham har tusinde Couleurer,

Hvis Stemme klinger jublende og klar,

Og tidt et morderligt Spektakel fører,

Der chagrinerer slemt den satte Ugle; —

Og disse kaldes — kan De tænke! — Spøgefugle!

Af dem er sanket her i dette Buur

En Sværm, som kjæk og fuld af Løier

Tør efterligne hiin fortryllende Natur,

Hvis Smiil kun deres Mod forhøier,

Ifald det ellers kan formeres;

(Den slanke Piil kun gracieust sig bøier,

Det Bedste, veed De, bedst parodieres!)

De har det Haab, at ikke reent omsonst

De have lokket Dem til disse Sale;

I Lystighed bestaaer al deres Kunst!

Dem var det da, hvis Sag jeg skulde tale,

Og inderligt dem anbefale

Til Deres Bifald, — Deres Gunst.