Fra saa langt, ja saa langt jeg kan huske tilbage
har jeg elsket de sælsomt bevægende Dage,
der sygeligt, helt ind i Hjærterne, smile,
vort Feberlivs dybe og eneste Hvile.
De slørede Soles langsomme Timer,
de slørede Soles luftige Pragt.
Det er Stilhedens Klokker der hemmeligt kimer.
Med sin løftede Finger staar Stilheden Vagt!
Det er som Oktober ved alt det vi ikke
kender, men drømmer og fabler om.
Oktober har tunge, alvidende Blikke
der fylder en Sjæl som i Somren blev tom.
Oktober er tung af et Hjerte der rummer
Hemmeligheder som vi ikke ved.
Det er Døden der kommer os nær . . . vi forstummer
og søger den grublende Ensomhed.
Er det den Viden Oktober forkynder:
Døden skal dykke os grænseløst ned
i en Tavshed som her ufuldkomment begynder,
i en uanet Verden af Ensomhed . . .