Øjet dvæler gjerne, hvor
I et Huslivs Hygge
Blomstred gjennem lange Aar
En idyllisk Lykke;
Hvor en Hustru’s Trofasthed
I beskeden Stilhed
Mandens Kraft forskjønner ved
Kvindeligheds Mildhed.
Glædens Honning samler hun
Til den kjære Kube:
Livet lignes da med Grund
Ved en Sølvergrube.
Faste Slag paa Herrebud
Slaa de Bjergmænd snilde;
Tømme dog ej Aaren ud
Fra den rige Kilde.
Hvis med glimrende Lyrik
Hjertet kunde tale,
Bedre Røst og Ord da gik
Gjennem disse Sale.
Hjertet er saa tavs en Fugl,
Sorgfuld og i Glæde,
Flygter den i lønligt Skjul,
Naar den helst gad kvæde.
O men Sindet mindes fro
Hver en svunden Sommer,
Eders landlig stille Bo,
Eders Haves Blommer.
Blomsterne med kjærlig Sands
For vort indre Øje
Nu med Egens grønne Krands
Smukt sig sammenføje.