I
Den mand, hvis sange atter bringer vår
og sender højtid ind i alle unge
svulmende ranke sind og giver røst
til vredens brand, når før den savned tunge,
og ord for deres længsels myge lyst, —
og efter mange år
bevares som et lødigt gyldent smykke,
der lyser stille frem i mindets syn
og glatter rynken om de spændte bryn, —
han vandt en sangers bedste lod og lykke.
II
Jeg husker, da jeg skelned første gang
en røst, der gennem tidens blege tale
som storm i nøgne kviste muntert fór
med duft af blomst og urt fra høj og dale,
mangfoldig, forårsødsel, let og stor;
så kendt og nær den klang,
som selve søens dunkelgrønne snare
soldrukne bølger om os steg og brød,
og klart de stærke havfrusange lød,
der drog vor hu til vovens fryd og fare.
III
Det kendtes let, de skatte, som var hans,
blev ikke vasked’, korn for korn, af gruset;
når blot han peged, slog hans ønske-vånd, —
da klang hver gren af guld, som bjærget hused;
og sorgløs spredte han med åben hånd
sin rigdoms gyldne glans;
lad ske, han utålmodig ej har skillet
sin malm fra sten og slakker mangen stund,
og skåret mønten lidet skarp og rund
og hamret frem et bogstav for et billed.
IV
De unge går mod lyset, men ibag,
når vejen snævres, ser vi, hvor vi famled
på må og få i mørke, skifted sind;
vi lever næsten alle som prins Hamlet,
nøler og drømmer, svinger ud og ind
og ænser ej vor sag;
og dersom det sig stundum så kan skikke,
at én før døden får sin gærning gjort,
bar lykkens medvind ham til målets port;
de fleste hugges ned og når den ikke.
V
Hans liv var stærke sving fra nord til syd
i storm, så søen bag ham sprang og vælded,
og synligt som et skib for hvide sejl;
de blanke malmkanoner trodsig smælded,
der brammed orlogs-pynt i stavn og spejl; —
deraf den larm og lyd
hos folk, der dulgte, hvad i drøm de leged:
hvad skal de brede slag på brystet til,
det ridder-sanger, viking-konge spil?
hans hånd er jo kun blækket, ikke beget.
VI
Og dog der bares mod os over sø
et brus af pure toners dybe strømme,
der perler klare som den rene dugg:
den unge elskovs blomstersarte drømme
med gigers dans og bløde fløjters suk
og duft, der ej skal dø;
og høstens kvad, når angst de blege tanker
på flugt fra verdens fængsels-øde ty
til hvide milde armes blide ly,
og hjærtet tårehedt taknemlig banker. —
VII
Af strand og hede, klit og mark og lund
tog han sit raske, fagre sprog til gave,
der svulmer rundt med modne æblers saft, —
bar højt det høje, adled selv det lave,
og visne ord fik atter lød og kraft;
hans morgenfriske mund
har aldrig dryppet syg og lysten latter;
fra gadens sorte floddynd let han strøg
til åbent hav og sømænds lune spøg,
som byens spinkle vid kun sjælden fatter.
VIII
Han vilde mer end bare være tolk
for egen sorg og fryd og ellers stænge
alverden ude; han var én af dem,
som vi vil savne snart og savne længe,
der havde mod og troskyld at stå frem
som digter for sit folk;
og når hans tale stundum ikke bider
til blods, er fejlen ikke ene hans;
men det blev trangt at synge her til lands,
og store mænd behøver store tider.
IX
Her virker mangen hjærne flink og snild,
og travle hænder slider rapt for brødet;
men alles pande luder dybt mod jord,
og folkets høje manddomsdrift er dødet;
og sparsomt åndens frugt i landet gror,
og ingen hellig ild
slog ned, så folkets tanker steg og flammed;
vi blues knap ved vore ufri kår;
men giftig vædsker rigets gamle sår,
fra den gang rettens arm blev brudt og lammet.
X
De kaldte ham et fløj i vind og vejr.
Sig før: En frygt, der sneg sig som en slange
og bed hans bryst, har nødt ham til at gå
rastløs fra dør til dør og spørge bange
i hus og hytte, hvor han ringed på:
er Danmarks frelse her?
Dog aldrig blev den kolde angst fordrevet:
han så’ det land, han elsked, dybt i nød;
men folket lo kun; og fra sjælen brød
den sorg, der sønlig hulker i »Forskrevet«.
XI
Vi andre har vort ly mod tidens slud
bag kunstens hegn, i fjærne år og lande,
og derhen fører kun en snæver bro;
vi venter ej at røre tidens vande
med vers; da mer og mer vi får den tro,
at ordets magt dør ud,
og undres, når vi mærker nogen prøve
ved sangens kraft at slå en brøst omkuld;
vi véd, hans klare ord dør hen i uld,
og hvem har lyst at tale til de døve?
XII
Måske din kamp vil glemmes; men vi drak
en ædel most i dine bløde sange,
hvis sunde drue ikke dunster bort;
og nu, mens dagens skygger bliver lange,
og solen stråler for vemodig kort,
o sanger, tag vor tak
og mest for hine gyldne melodier,
vi lover liv i unge danskes mund,
sålænge bølgen går i bælt og sund,
til selve Danmarks tunge evig tier.
Oktbr. 1896.