Han var kun en stakkels fattig Student
med luslidt og hullet Kjole.
Lykken havde ham Ryggen vendt,
og Livet tog haardt ham i Skole.
Han brødes med Kummer, Sygdom og Nød
som Skriverdreng hos de Store
og maatte tigge sig Naadsensbrød
fra Herremændenes Borde.
Men dybt i den fattige Skrivers Bryst
luede Guddomsflammen.
Han udsang sin Sorg, og han udsang sin Lyst
til kommende Slægters Gammen.
Og Vaarens Pris sig mod Himlen svang
i Toner liflige, milde;
og Visen om Krambamboli klang
ved det lystige Drikkegilde.
Det brused om Verdens vidtløftige Hav,
der knuser de stolteste Stavne
og fører os Alle i skummende Trav
fra Vuggens til Gravens Havne.
Mens Holbergs mægtige Latter klang
og rensede Foraarsluften,
henaandede Stub sin melodiske Sang
Han var en Svale, der, kviddrende sødt,
paa pilsnare Vinger kommer
og bliver af isnende Kulde mødt,
thi, ak! den gjør ingen Sommer —
en graa lille Lærke, der Triller slaaer
over snebedækkede Dale —
et Forbud i den spirende Vaar
paa Sommerens Nattergale.