1.
Fjernt fra Byens Kummer og Trang,
rundt omhegnet af grønne Vang,
Sygehjemmet sig reiser.
Høit med trofast skjermende Mur,
midt i den evig unge Natur
Kjærlighedsmindet kneiser.
Venligt rinder den lille Aa,
Fuglene glad deres Triller slaae
og dulme den bittre Smerte.
Kvægende Lise, Paradis-Fred
venter Enhver, som hviler sig ved
vor Moder, Naturens Hjerte.
2.
Det høieste Ord, som i Verden er sagt,
er Kjærlighedsordet, det rige.
Det eier en stille, men underfuld Magt —
saa blødt, og saa stærkt tillige.
Og Kjærlighedsordets almægtige „ Bliv!”
har grundet for kommende Dage
et venligt Asyl for det sygnende Liv,
et skjermende Hjem for de Svage.
Den evige Kjærlighed vies nu ind
det Hus, som Kjærlighed bygged.
Det stande — vi Lede med ydmygt Sind —
for Fremtids Storme betrygget!