Din Grav, Holberg, er smuk; vor Wiedevelt har bygget
Dig ret et prægtigt Skrin, af Kirken overskygget.
Godt, at man satte dig blandt gamle Heltes Been;
Dog taler ei din Aand fra disse kolde Steen;
Her gaaer du ei igjen, saalidt som dybt i Lunden,
Ved Aaens grønne Bred, naar Maanen er oprunden;
Ei svæver du i Storm, omsust af Skyers Hær,
Og ei paa Marken gaaer i Lynets blanke Skjær.
Langt snarere man vil dig i en Landsby træffe,
Hvor Porten staaer paa Klem, og alle Hunde bjæffe,
At skue roligt til, foruden Vee og Ak,
Maaskee hos Pigen selv, i Engen, paa en Stak.
Du skræmmer Ingen bort, du smiler, rækker Haanden;
Med Guldsnor om sin Hat, fuldpaaklædt vandrer Aanden.
Og vil man følge dig til Gravens stille Læ,
Da gaaer du langsomt hen, hen til et Hyldetræ.
Opklappet, pyntet nyt, den smalle Høi sig strækker,
Og Arv har hegnet den med tætte Buxbomhækker.
Did gaaer Pernille tidt, bevæget, sælsom rørt,
Om Morgenen, med Sand og Blomster i sit Skjørt.
Men fjernt fra Hyttens Qvist, naar Dæmringen indbryder,
En sagte, dæmpet Klang af Violinen lyder;
I aabent Vindue da Henrik spiller der
Det kjære Instrument, som var hans Holberg kjær.