Rask hvirvles vi i Tidens store Dands,
Vildt famlende blandt Haabets gyldne Ranker;
Til Kamp, til Lyst gaaer Veien, Hjertet banker —
Da tabes Øieblikkets friske Krands.
Da røver Glemsel det Forgangnes Glands;
Men huld og blid en Mø paa Veien vanker,
Veemodig hun de tabte Blomster sanker
Og følger efter med sin blege Krands.
Naar Øiet stundom da tilbageskuer,
Da staaer hun smilende, paa Krandsen peger
Og ved hvert lille Blad fornøier sig.
Naar ogsaa Dem bestraale Mindets Luer,
O gid der da i hendes Blomsterbæger
En duftsød Reseda maa staae for mig!
Den 4de November 1817.