Frederik Paludan-Müller (1809–76)

Man tager sit Parti — hvad vil det sige?

Just hvad det siger! Man gi’er Afkald paa

Totaliteten (som man kun kan naae

Ved sig at hæve til Ideens Rige)

For sig med Jordens Vilkaar at forlige,

Og Livets Eenhed sig af Tanker slaae;

For anden Vei mod andet Maal at vandre,

Med bedre Kjendskab til sig selv og Andre.

Man tager sit Parti — man havde ventet

At blive hvad man kalder Jordens Salt;

Man havde fast i Hovedet sig prentet,

At tidlig man til noget Stort var kaldt;

Konst, Poesi og Videnskab forrented

Man som sin Capital i Haabet alt,

Ja saae sig hædret blandt Ideens Præster:

Man tager sit Parti — man bli’er Borgmester.

Priis for Borgmesteren! han blev dog Mester;

Men hvad blev han, som ei tog sit Parti?

Som styred snart i Øster, snart i Vester,

Mod Videnskab og Konst og Poesi;

Som uafbrudt sit Blik paa Maalet fæster,

Mens han bestandig skyder det forbi;

Som, Katten lig, saa lumsk om Grøden lusker:

Han — svag i Aand, men stærk i Tro — blev Fusker!

Man tager sit Parti — man havde lovet

Sig selv en Dag, hvis Sol gik aldrig ned,

Man havde sat saa fast sig i sit Hoved,

At Livets Maal var fuld Lyksalighed;

Man Alt at haabe dristig havde vovet,

Da man saa brændende sin Attraa veed;

Men snart af Haabets Ild man har kun Asken.

Man tager sit Parti — slaaer sig til Flasken.

Man øm om Hjertet var — man havde knyttet

Sig fast til Mennesker af al sin Magt,

Man til Oraklet i dem havde lyttet,

Og Roes og Virak dem til Offer bragt;

Man imod Hjerter Hjertet havde byttet

Og, høit paa Flugt, dem evig Tro tilsagt;

Men skuffet i sin Tillid ned man daler:

Man tager sit Parti — man bli’er Bagtaler.

Man havde seet i Ungdomsperspectivet

Bevidsthed staae som Eet med Renommee;

Man havde troet, naar ret man vandred Livet,

Man og sin Ret i Dommen vilde skee,

Thi Virkning var med Aarsag dog vel givet.

Hvor feil man tog, blandt Folk man faaer at see;

Man hører sig belyve, ja nedrakke:

Man tager sit Parti — man la’er dem snakke.

Men skjøndt det Godt som Ondt kan med sig føre,

Naar man fra Grunden af ta’er sit Parti,

Og skjøndt man tidt i Livets Kamp og Røre

Kun derved sig af Nøden kan befrie:

Bestandig dog et Afslag maa man gjøre

I Det, som Haab og Tanke leved i,

Da ei Totaliteten la’er sig dele,

Og et Parti dog aldrig bli’er det Hele.

Vor Helt tog sit Parti — thi paa Ideen,

Der hidtil i hans Hjerne havde spøgt,

Og af hvis Brokker tidt han havde søgt

At faae en Eenhed ud, for at besee’en,

Gav for sit Liv han Afkald, og tog Skeen

I anden Haand med mere Verdenskløgt;

Midt i sit Manddomsliv han rask omsa’led,

Og pludselig han opgav Idealet.

Hvorfor saa pludselig? Det ellers pleier

Jo ganske langsomt, gjennem Aar at skee.

Ja vist! man hos en aandelig Plebeier

Afkølingen fra Dag til Dag kan see;

Men hos en Aand, der noget Mere veier,

Skeer sligt et Omslag hurtig: een, to, tre!

Han hidtil kun var stegen — nu han daled,

Slog om medeet, og opgav Idealet.

Det havde skaffet ham saamegen Møie,

Saamegen Sorg, Bekymring, Bryderi —

Ja, mens det gyldne Aag han smægted i,

Saameget Ondt han havde maattet døie,

At naar han kaldte frem nu for sit Øie

Den lange Levetid, der var forbi,

Traf han i Rækken knap en halv Snees Dage,

Der kunde siges ganske fri for Plage.

Men før han Idealet reent blev qvit

Ved en Beslutning, som hver Vaklen ender,

Faaer af sin Tanke (Villiens rappe Tjener)

Saa gode Grunde han for dette Skridt,

At han sig undrer, han først nu erkjender,

At Valget her aldeles ei var frit.

Lod Idealet sig realisere,

Saa var jo intet Ideal det mere.

Det altsaa var bestemt til ei at naaes,

Thi selv i Konsten stod det som en Stjerne,

Hvis rene Lys kun i et Prisma saaes;

For Livet derimod i fjernest Fjerne

Det maatte holdes som en Ting, der gjerne

Begjæredes, men aldrig kunde faaes.

Det som et Lys paa Himlen burde blinke,

Og huldt bedragende bestandig vinke.

Retfærdiggjort af Tanken derfor rolig

Han Lyset blinke lod, mens frank og fri

En munter Sommermorgen i sin Bolig

Han tog med fuld Bevidsthed sit Parti.

Knap var det skeet, før lettet saa utrolig

Han Roser strax seer spire paa sin Sti;

Før rundt om sig han baade seer og lugter

Realitetens saftig-friske Frugter.

Fra nuaf kun han vil hvad han formaaer,

Fra dette Øieblik han overveier,

At nok af Midler heldigviis han eier,

Til ret at nyde Livets Efteraar;

Fra dette Øieblik ei meer sig speger

For ham paa Livets Vandring Skjæbnens Blaar; .

Fra dette Øieblik saa vel den line

Som glade Mand staaer præget i hans Mine.

Men da et Liv, hvori man seer det skorte

(Trods al den Herlighed, hvori det svandt),

Paa Hjertets Piano, Lidenskabens Forte,

For Andre kun er lidt interessant:

Saa vil Fortællingen vi her forkorte,

Og lange Tider, som minutviis randt,

Og som af Aar udgjorde meer end tyve,

Vil her cursorisk let vi gjennemflyve.

Vor Helt, som sagt, nu havde gode Dage;

Om Sommeren han meest paa Landet laa,

Men hver en Vinter kom han dog tilbage,

For Deel i Byens muntre Liv at faae.

Man saae ham snart at ride, snart at age,

Og snart i Selskab og til Hove gaae;

Man saae ham give Møde alle Steder,

Og være med ved alle Leiligheder.

Man saae ham tidt i fornemt Compagni

I flere Tungemaal sin Tunge røre;

Man saae ham, i sin Holdning let og fri,

Conversationen snart alene føre,

Snart snakke med, og snart kun til at høre,

Til han erhverved hiin presence d’esprit,

Hvis Savn sit Taleruheld han tilregned,

Men som han mesterlig sig nu tilegned.

Ja, var end denne Konst ham før en Gaade,

Faldt end at øve den ham før saa svært,

Saa fik dog Konsten nu saa godt han lært,

At aldrig meer han tabte Tankens Traade

Med samt Concepterne selv ved en Snert;

At altid han paa en og anden Maade

Forstod at klare for sig ved et Svar,

Der baade Biens Braad og Honning har.

Men ei ved dette Fremskridt stod han stille,

Thi ved en kongelig Confirmation

Fik snildt han overført paa sin Person

(Da ei der meer var Udsigt til, at Mille

Med smaa Baroner ham begave vilde)

Den længst forønskte Titel af Baron,

Saa han fra den Tid paa Visitbilletter

Baron og Kammerherre Homo sætter.

Ved samme Tidspunkt havde han den Glæde,

At føre frem i Atlask, hvidt som Snee,

De tvende hulde Døttre, og at see

Dem kjækt og smilende for Altret træde;

Bettine med en svensk Grev Magnus Gjede,

Og Julle med en norsk Particulier;

Hvorved han havde gjort hvad gjøres kunde,

For Skandinaviens Eenhed at begrunde.

Men — hører Læseren jeg her udbryde —

Men hvad bestilte han den lange Tid?

Han virked, (saadan Svaret vel maa lyde)

Han virked uafladelig! Hans Id

Var ikke blot Fornøielser at nyde,

Men og at gavne Verden ved sin Flid.

Hvor Noget fremmes skal, hvor Actier tegnes,

Paa ham, hans Navn, hans Pung der kunde regnes.

Men det, hvormed sin Virksomhed han kroner

Og adler sin private Tidsfordriv,

Er dog især hans offentlige Liv.

Som Medlem af de tusind Commissioner

Han taler med de tusinde Personer,

Og holder tusind Gange Nakken stiv;

Han brækker, læser, skriver tusind Breve,

Af hvilke faa dog Døgnet overleve.

Mens under slig en Virken, fuld af Nydelse,

Ham Dagene som Øieblikke svandt,

Gik Tiden fort, og hele Aar henrandt

Foruden nogen egentlig Afbrydelse

Af Heltens vante Liv, der ført galant

Kun tiltog i Betydning og Indflydelse.

Syv og Halvtreds han fyldte knap af Aar,

Før paa sit Bryst han Storkors-Stjernen faaer.

Paa hvilken Maade? Paa en saare nem:

De trende ældste Kammerherrer maatte

Fungere ved en Fest, hvorved de traadte

I deres Galadragt for Hoffet frem.

Nu var med Stjerner smykt de To af dem,

Og Hoffets Marskal nødig vilde blotte

Den Tredies Mangler for Alverdens Blik;

Paa denne Maade Homo Stjernen fik.

Paa hver en Dragt et Exemplar han hefter,

At ret den lyse kan paa Livets Sti;

Men dermed var hans Stigen ei forbi,

Thi neppe fire fulde Aar derefter

Et længe gaaet Rygte sig bekræfter,

Da Brevet med Geheimraadstitlen i,

Med Udskrift: Baron Homo, Excellence,

Ham ikke meer lod Kammerherren ændse.

Og her vi standse vil et Øieblik,

Ved Excellencen vil vi her staae stille,

For at erfare, hvordan med Fru Mille

I al den Tid det gaaet var og gik;

Om hun var faret vel, hvad eller ilde,

Med den Mission, som hun i Verden fik;

Om hendes Frihedsværk et Nul var blevet;

Kort, hvad hun havde virket og bedrevet.

Hun var sig bleven lig — og hvad til Priis

For en Heltinde kan der siges Mere?

I hver en Retning og paa hver en Viis

Hun havde stræbt sig at emancipere.

Hun af Noveller havde skrevet flere.

Hun havde gjort en Reise til Paris,

Og hjembragt Frihedstegnet midt paa Brystet,

En rød Cocarde, som hvert Blik forlysted.

Ansporet ved den Opsigt, som hun vakte,

Fik snart hun en Forening bragt istand

Af Damer, paa hvis Mølle just var Vand

De Skikke, hun daraussenfra dem bragte,

Og dette Frihedsforbund vidt sig strakte.

At blive Medlem negted hun sin Mand,

Men lille Jensen hun tildeelte Rollen

Som Damesecretair ved Protocollen.

I hendes store Sal om Formiddagen

Man til den fælles Virken sammen kom,

Og laved Liberte-Cocarder, som,

Da Stedanbringelsen afhang af Smagen,

Fik Plads paa Hatten, Skuldren, Brystet, Bagen,

Og hver en Maanedsdag blev bytted’ om

Med andre, hvori større Konst man sætter,

Og pryder som med Perler med Pailletter.

Da gik i Dameklubben rigtig Snakken,

I hvilken Husets Frue sidst blev Beet;

Da blev for Speilet kneiset høit med Nakken,

Og Stadsen ret beundret og beseet,

Mens Chocoladen bragtes om paa Bakken;

Da blev ved Jensens Komme høit der leet,

Naar gjennem Døren ind med Protocollen

Saa let han sprang, som ud af Flasken Tollen.

Knap tog han Sæde, saa begyndte Værket:

Den litterære Skrædersyening, som,

Ifølge hvad Fru Mille tidt bemærked,

Man bedst tilende med i Selskab kom.

Man satte sig om Bordet og, forstærket

Ved Jensens Pen og fine Smag og Dom,

Skrev Scener til Noveller, hvoraf siden

Der hele Bøger kom istand med Tiden.

I hver Fortælling fandtes en Heltinde,

Saa rosenrød og dog saa hvid som Snee,

I hvis Bedrifter Læseren fik see

Den stolte, fri, emancipeerte Qvinde.

Paa denne Maade haabed man at vinde

Det store Publicum for en Idee,

Der rig og frugtbar aarlig sig anmelder

Med hele to, ja tidt med tre Noveller.

Men virked man paa denne Viis for Sagen,

Saa følte man sig selv og høist tilfreds,

Naar her, med Munden aaben, Pennen spids,

Man sad tilbords som Dronninger for Smagen,

Mens hver især fra sin Bekjendtskabskreds

Drog Forhold og Personer frem for Dagen,

Som alle Damenæser først besnusede,

Før til Novellens Brug man dem tilstudsede:

Saa leved, virked, handlede vor Frue;

Tilende med saa mangt et Værk hun kom,

Paa samme Tid som kjækt hun sværmed om,

Og bar i Verden sit Geni tilskue,

Imedens den forladte Dagligstue

Blev meer og meer for Glædens Blomster tom;

Thi hvem vel skulde Hjemmets Planter pleie,

Naar hun og Homo hver gik sine Veie?

De saaes kun sjelden — blot i Selskab næsten,

Og naar til Middagsbordet man kom ned;

Thi hver i Sit jo leved, og forresten

Var af at vexle Tanker længst man kjed,

Da hendes gik i Østen, hans i Vesten.

Dog tog ei Sligt paa Damens Munterhed,

Hvis Toner Tiden høiere kun stemte;

Men — Nemesis ei derfor hende glemte.

Hun hidtil Aar for Aar var bleven federe,

Som Følge af den stærke Appetit

Hvormed hun Livet nød og stedse hedere

Om Glæden klamred sig ved hvert et Skridt;

Men nu hun stønned under Fedmen — bredere

End nogen Stuedør, hun tilstod tidt:

At om end daglig hendes Sind blev lettere,

Blev hendes Krop dog tungere og trættere.

I Aanden fri — paa Kroppen lagt i Lænke,

Emancipeert — og dog med Aaget paa —

En stor Modsigelse, som man kan tænke

Ved Doctorraad hun søgte hævet faae.

Men Raadet var: i Rullestol at sænke

Det Corpus, som ei længer vilde gaae;

Og virkelig fra den Tid om i Stuen

Med Larm og Latter rulled lystigt Fruen.

I Rullestol hun drikker og hun spiser,

I Rullestol hun mod Visitter ta’er,

I Rullestol hun sig i Klubben viser,

Som da en Genius paa Ruller har;

I Rullestol hun Livet selv forliser,

Thi ned i Døden rulled hun saagar,

For at betale hvad hun Støvet skyldte,

Just da Halvtreds og Sex af Aar hun fyldte.

Hun sad i Stolen ved sit Frokostbord

Blandt Gratulanter, og sig netop bukked

Ned efter Kringlen, der just faldt til Jord,

Da ganske purpurrød medeet hun sukked:

Medeet paa Gab hun Øinene oplukked,

Medeet hun halv tilveirs i Stolen foer,

Der gled tilbage, mens med Læber sorte

Hun ralled — rulled — ralled — og var borte.

Apoplexi! hver Gratulant da skreg,

Men dermed var fra Døden ei hun friet;

For hende var tilende Livets Leg,

Og snart som Gravens Brud hun blev indviet.

Knap var hun jordet, før til Baroniet

Vor Helt som Enkemand drog sort og bleg,

For der at ordne Boets tusind Sager,

Imens han Condolencen sig unddrager. —

— Et Aar var svundet efter dette Pust,

Endnu som Enkemand han eensom leved,

Da blev fra Kjøbenhavn der ham tilskrevet,

At Alt var gaaet som han ønsked just,

Da han Theaterdirecteur var blevet,

At regne fra den tyvende August.

Man skrev den tolvte nu; han derfor spændte

For Vognen strax og Jylland Ryggen vendte.

Theaterdirecteur — og det den første!

Ved dette Spring vi lidt dog dvæle maae,

Thi det i Heltens Liv vist er det største,

Og i sin Vogn han grunder selv derpaa.

Hvorledes mon i ham vel ud det saae,

At efter slig en Post han kunde tørste?

Han, godt i tyve Aar en Realist,

Og nu Ideens Directeur tilsidst!

Istedenfor at søge fjerne Grunde,

Hvorved hans Adfærd sig forklare lod,

Som for Exempel, at Theatret kunde

Paa Enkemandens Sorger raade Bod,

Samt at en Directeurpost ingenlunde

Hans ærekjære Stræben var imod;

Saa nævnes som den Grund, hvori vi havne,

Hans Drift til ved personlig Daad at gavne.

Den Drift bestandig ham i Panden spøgte.

Den overleved hvert et Nederlag,

Og her han gavned Fædrelandets Sag,

Ved Konstens Tempel i Person at røgte.

Af den Grund han Theaterposten søgte,

Og det er Dagen før den store Dag,

Paa hvilken han skal Bræderne tilhøre,

At frem igjen paa Scenen vi ham føre.

Det i hans Bolig er i Kjøbenhavn.

I Salen med de Damaskes Gardiner,

Hvor nu ved Gjensyn af hans Træk og Miner

Den kjære Læser stille kan sit Savn.

See, Døren aabnes — Excellencen triner,

Fulgt af sin Tjener med det franske Navn,

I Fløiels-Slaabrok ind fra Cabinettet,

For her at ende Morgentoilettet.

En nobel Skikkelse! Hvem skulde troe,

Han To og Treds paa Bagen kunde have?

Thi vel han mistet har sin lille Mave,

Og vel de blonde Haar lidt sparsomt groe,

Men Blik og Øine spille nok saa brave,

Og mørk paa Pandens Snee staaer Brynets Bro,

Hans Kind er frisk, hans Læbe fuld og saftig,

Figuren rank, og Gang og Holdning kraftig.

Fast med en Ynglings Lethed han for Rammen

Af Speilet ved Consolen træder hen.

Jean-Jaques, han siger: Ræk mig Redekammen!

Og med et Buk Jean-Jaques ham rækker den. —

De spredte, bløde Haar han reder sammen,

Og binder saa sin Halsklud om igjen.

Jean-Jaques! Min Ring og Brystnaal! Uhr og Kjæde

Knapt Ønsket sagt, før opfyldt allerede. —

Jean-Jaques gaaer ud for Kaffen at tillave,

Og Homo sig ved Bordet sætter ned

I stoppet Lænestol, saa blød som bred,

For Morgenbladene at gjennemstave.

Da hører Fødder udenfor han trave,

Paa Døren bankes med Iilfærdighed,

Og neppe sit Kom ind han sagde, førend

Den vimse Doctor Flink stod midt i Døren.

Godmorgen! Tør man overskride Grændsen?

Udbrød den lille Mand, som let sprang frem:

Igaar jeg hørte af Etatsraad Jensen

At Hr. Geheimraaden var kommen hjem,

Og jeg dog hilse maa paa Excellencen.

Naa, gudskelov at vel jeg træffer Dem!

De seer forynget ud. Ja paa min Ære,

Jeg aldrig friskere saae Farven være.

Saa kom og sæt Dem! svared med en vis

Nedladenhed vor Helt, der frem sig gynged

Mens rask han Benet over Knæet slynged:

Kom! Prøv om De med Pulsen er tilfreds.

De veed, jeg gaaer nu i de Tre og Treds;

En farlig Alder — skjøndt den ikke tynged

Min Bedstefader, som blev fiirsindstyve,

Og hvem jeg ligne skal, hvis Folk ei lyve.

Hvis han blev Fiirs, jeg her Halvfems Dem spaaer,

Gjensvared Doctoren, der ikke nølte

Med Homo’s Arm at ta’e. Han Pulsen følte,

Og udbrød: Ganske ypperligt den slaaer!

Den sidste Sorg fortræflig Blodet kølte,

Den Puls Dem lover mange glade Aar;

Ja, i Fortrolighed jeg her vil skrifte Dem,

At hvis De selv har Lyst, kan trygt De gifte Dem.

Nei, nei, min Kjære! sukked uvilkaarlig

Vor Enkemand: nei, ingen Lyst jeg har.

Og hvorfor ikke? spurgte Flink alvorlig,

Troer Excellencen at min Spøg det var?

Nei, hvis det var en Spøg, var det en daarlig,

Og Giftermaalet jeg for Alvor ta’er;

Thi trist og eenlig bag ved disse Mure

Kan De dog ikke ville kukelure?

Nei ikke just saa eenlig som en Fisk,

Med Smiil vor Helt gjensvared. Ja forstaa mig,

Min kjære Doctor! De er jo polisk.

Et Fruentimmer tænker jeg at faae mig,

Som her i Huset kan tilhaande gaae mig,

Et Menneske paa Sjæl og Legem frisk.

Huusholdersker man slige Væsner kalder,

Og ypperligt de passe for min Alder.

Man har mig anbefalt en saadan En,

Som jeg endnu iformiddag skal fæste.

Hun være skal perfect og paa det Bedste

Forstaae sin Kogekunst i hver en Green.

Da vil vi leve bon, jeg og min Næste,

Naar hun faar Bordet sat paa faste Been,

Og Kjøkken faaer med Kjelder omkalfatret,

Thi selv jeg kun vil tænke paa Theatret.

Theatret! gjentog Flink: Ah, det er sandt!

Det Vigtigste jeg husker ikke mere.

Maa Hr. Geheimraaden jeg gratulere,

Skjøndt gratulere Os var meer galant.

Nu tænker jeg Theatret skal florere,

Nu blæser Vinden fra en anden Kant;

Spectacula, og ikke meer Spectakler!

I Publicum man lover sig Mirakler.

Miraklers Tid, Hr. Doctor, er forbi.

Men see, der kommer jo Jean-Jaques med Kaffen!

Vil De en Kop? Min Tjener strax skal skaff ’en —

Tak, stammed Flink: men Klokken alt er Ni;

Jeg lidt maa see mig om i Kjøbenhaffen,

Som Manden sagde, da vort Politi

Trak op med ham ad Gaden. Tiden render,

Og derfor — Hr. Geheimraad, ydmyg Tjener!

Han gik — og til Jean-Jaques sig Homo vendte

Med disse Ord: Hvorledes gik det til,

At uanmeldt herind du Doct’ren sendte?

Skeer det igjen, vil ei du see mig mild.

Du melder selv de nøieste Bekjendte,

Og hvergang Audiens jeg give vil,

Fra Forgemakket først du Folk indfører,

Naar her du Klangen af min Klokke hører.

Jean-Jaques, som var en Lux, sit Hoved heldte,

Og uden at forsøge paa et Svar,

Han lidt forknyt en Jomfru Frisk anmeldte,

Som udenfor i Forgemakket var.

Ha, smiilte Homo: netop hende gjældte

Fornylig min og Doctorens Passiar.

Lad hende komme! — Faa Secunder efter

Sit Blik paa Damen prøvende han hefter.

Med Hat og Shawl og tærnet Silkekjole,

Med mørke Haar, og med saa frisk en Kind,

At næsten den med Friskhed syntes bole,

Hun traadte neiende ad Døren ind,

Mens fra to Øine, fyrige som Sole,

Hun sendte til vor Helt saa stærkt et Skin,

At strax han seer, at Kjolen fast omklemmer

Den fulde Barm, de drøie, føre Lemmer.

Sæt Dem, min Gode! hvisked Excellencen,

Idet en Stol han høflig hende bød:

Af Deres Komme kjender jeg Tendensen,

Jeg veed at De Dem ønsker i mit Brød,

Og, anbefalet af Etatsraad Jensen,

Jeg tænker ei at Tingen skal ha’e Nød;

Men Forord bryder ingen Trætte — høre

De bør iforveien, hvad De har at gjøre.

Her Pligtregisteret han gjennemgaaer,

Huusholdersken fra Jomfruen han skiller,

Og medens hiin i Kjøkkenet han stiller,

Han op for Theevandsbordet denne faaer.

Tilsidst han spørger, om paa Middagsgilder

Og franske Saucer hun sig ret forstaaer,

Paa hvilket Spørgsmaal Jomfru Frisk alene

Ham gi’er til Svar: Ja det jeg skulde mene!

Bien! smiilte Homo, kastende tilbage

Sig i sin Rygstol som en sand Baron:

Saa vil vi Afsked nu med Huset tage,

For at gaae videre, til min Person.

Men her, min Gode, Tingen har en Hage,

Jeg er en meget vanskelig Patron.

Som for Exempel med mit fine Linned —

Min Vask (hun afbrød) altid sneehvid skinned.

Bien! gjentog han, men det om Mere gjælder,

Om Conduite, Omhu, Tact, Forstand;

Thi skjøndt just ei jeg er en gammel Mand,

Saa er en Yngling jeg dog ikke heller.

Jeg mangengang naar Aftenen sig melder,

Et let Piquet-Parti mig ønske kan;

Men hvor en Makker finde, som med Rolighed

Vil spille her med mig i al Fortrolighed?  —

Hvad siger De, min gode Jomfru Frisk,

Hvad siger De til Rollen af en Makker? —

Ja, svared hun, idet hun lo polisk,

For Excellencens Tillid jeg jo takker,

Skjøndt rigtignok jeg hen iveiret snakker,

Ifald jeg siger, jeg paa Spil er gridsk.

Jeg knap forstaaer i Haanden Kort at bære,

Men hvad jeg ei forstaaer, jeg kan jo lære.

See, det var godt sagt! Saadan skal man tale!

Udbrød vor Helt, der frem sin Pung nu trak,

For med et Smiil en Guldmønt op at hale,

Som Jomfru Frisk han let i Haanden stak,

Idet han sagde: Lad mig her betale

Dem Deres Fæstepenge! — Spar hver Tak,

Til Deres Løn jeg eengang faaer forhøiet,

Hvis — vi To med hinanden bli’er fornøiet.

Han reiste sig, og Jomfruen beruset

Af hans Nedladenhed sig reiste med,

Hvorpaa han muntert spøgende blev ved:

Gaa nu kun ned og see Dem om i Huset,

Tag Maal af Pigen, Panden, Potten, Kruset,

Og lad Dem vise om paa hvert et Sted;

Men glem ei, naar De kommer hjem, min Bedste,

At til mit Eet og Alt De lod Dem fæste.

Nei, svared hun, mens ganske rød hun bliver:

Nei, Excellencen rolig være kan,

Jeg aldrig holdt for Nar en fornem Mand.

Men nu jeg med Forlov mig ned begiver,

Og Pigen de Coutumer foreskriver,

Der bruges nu i Kjøkkener af Stand.

Her skred hun baglænds bort, idet hun neied,

Og først i Døren hun omkring sig dreied.

De lukte Døre Homo stirred paa,

Og udbrød saa i denne Enetale,

Mens langsomt op og ned han monne gaae:

Figuren som man Juno’s vilde male!

Blik, Buste, Taille, Former ei saa gale,

Og skjøndt lidt simpel, derfor ikke raa.

Naar lidt tilrette hende først man snakker,

Hun blive kan en høist fortræflig Makker.

Han smiilte sødt — men Minen strax han glatter,

Thi hurtig træder ind hans Kammersvend

Og melder, at Theaterbudet atter

Med den Besked er kommet hjem igjen:

At hver Acteur, Actrice og Forfatter,

Til hvem imorges han var skikket hen,

Ham havde lovet, Klokken Tolv præcise

Imorgen i Foye’en sig at vise.

Det Bud en Steen fra Homo’s Hjerte letter,

Og høist tilfreds han af Jean-Jaques modta’er

Nu hele tre Invitationsbilletter,

Hvoraf de to til Morgen Middag var.

I Randen af sit Speil han ind dem sætter,

Idet han mumler: Jeg min Nød jo har!

Man slaaes om mig. Idag jeg ogsaa svirer.

Men — Hvad er det for smudsige Papirer?

Jean-Jaques, til hvem han talte, her et Brev,

Uhyre tykt, med disse Ord ham rakte:

Paa Trappen staaer den Kjælling, som det bragte

Hun siger, at hvad hun af Hjertet skrev,

Vil Herren i sin Godhed ei foragte.

Vor Helt Oblaten rask af Brevet rev,

Det gule Sand fra Skrilten bort han blæste,

Gik hen til Vindvet, og forundret læste:

Ærbødigst Promemorie! Betagen

Af Underdanighed og Ærefrygt,

Saa stor, at aldrig før jeg følte Magen,

Jeg Excellencen her mig nærmer trygt.

To Gange før jeg forebragte Sagen

For Deres Portner; men saa plumpt og stygt

Han tog imod mig, at jeg uden Ændsen

Af Portneren gaaer nu til Excellencen.

Ak, Deres Excellence! Mon mit Minde

Af Deres Hjerte reent er slettet ud?

Ifald saa er, saa nødes jeg ved Gud

Til selv at frisk’et op for dennesinde,

Og paa Beskedenheden gjøre Brudd,

Thi anden Udvei er der ei at finde;

Men sikkert Deres Barm vil svulme rørt,

Naar først De min Historie har hørt.

Mit Navn er Lotte Sørensen, den Samme,

Der i sin Ungdomsvaar var Dem bekjendt,

Da Deres Excellence som Student

Logerede hos Skræder Franks Madame.

Hos hende lærte jeg at sye i Ramme,

At kante Halsbind, som hun havde vendt,

At spinde, strikke, naadle, samt aparte

Madamens tre Logerende opvarte.

Søndagene var da mig som de søgne,

Thi strix Madamen var i alle Ting;

Dog var jeg den uskyldige Forfløine,

Og let i Aaren løb mit Blod omkring.

Dengang fandt Naade jeg for Deres Øine,

Og derved fik mit Liv et andet Sving:

Min Lilie knak — men Elskovs Rosenrige

For mine Øine aabned sig tillige.

Ak, vi er alle Mennesker, desværre!

Og Qvindens Hjerte som bekjendt er ømt,

Og kan for Følelsen ei Veien spærre,

Naar Mandens Kjærlighed er ei paa Skrømt.

Men aldrig havde dog jeg dengang drømt,

De skulde blevet slig en fornem Herre;

Nei, uden Egennytte til en Ven

Mig selv i al min Uskyld gav jeg hen!

Ja, dette Hjerte fik De — gid jeg maatte

Min Tunge miste, hvis det ei er sandt,

Men Elskovs korte Paradiis forsvandt,

Og Livets Torne monne Rosen spotte.

En fjendtlig Skjæbne mig imøde traadte,

Da paa en fjerde Bagsal jeg mig fandt;

Og endnu mere grusom blev Omskiftelsen,

Da kort derefter jeg kom ind paa Stiftelsen.

Mit Barn, den Engel, døde — selv jeg leved

En kort — Tid paa det Offentliges Pung,

Saa stødtes atter jeg forladt og ung

Ud i en Verden, som sit Offer kræved.

En Stund imellem Dyd og Nød jeg svæved,

Indtil mig denne Stilling blev for tung:

Jeg faldt, da jeg mig nærmest troede Dyden,

Og styrted voldsomt ned i Sandsefryden.

Da vendte sig min Skytsaand bort med Smerte,

Og i sit liliehvide Klædebon

Farvel han vinked mig, mens Glædens Kjerte

Jeg svang som en Beruset i min Haand.

Bestandig dybere sank ned mit Hjerte,

Men stedse mere voxede min Aand;

Thi Sandhed er det: Ei blot Hjertets Bylder,

Men al min Dannelse jeg hiin Tid skylder.

Hver Formiddag jeg sad foran Chatollet,

Eller laa henstrakt paa mit Leie plat,

Med Leiebibliothekets rige Skat,

Og læste med en Lyst som var jeg fjollet.

Johannes Wildt og Paul de Kock og Smollet,

Men Spiesz især mig klared Livets Nat,

Saa førend Aar og Dag var fuldt tilende,

Jeg Menneskeheden havde lært at kjende.

Nu saae jeg ned i Lidenskabens Krater,

Og skued dybt i Hjertets Gaader ind;

Thi stedse holdt jeg sammen i mit Sind

Det ydre Liv og Bøgernes Citater.

Studenter, Contorister og Soldater

Ei meer med Smigerord mig gjorde blind;

Jeg gjennemskued Menneskets Uærlighed,

Og fandt paa Bunden af hver Sjæl Begjærlighed.

Her standsed Excellencen og udbrød:

Hun er forrykt og Fanden hende rider!

Det dumme Tøi ei meer jeg læse gider,

Med disse Kragetæer man har sin Nød.

Han oversprang to tæt bemalte Sider,

Og op det sidste Blad for Øiet skød,

For dog at kjende Slutningen af Brevet,

Og læste Følgende, som der stod skrevet:

Ak, det var Galgenfrist, jeg nok det veed,

Hvergang jeg Flasken greb, jeg godt det vidste;

Men, Herregud, det var jo dog den sidste,

Den allersidste Trøst der smiilte ned.

Fra Dag til Dag jeg lod mig galgenfriste,

Fra Aar til Aar jeg Frist’ren bedre led;

Men hvad et dannet Væsen maatte lide

Ved slig en Fristers Selskab, kan De vide.

Med Skammen snart forenede sig Skaden;

Thi skjøndt jeg hverken stjal ei heller løi,

Dog næsten hver en Flyttedag paa Gaden

Mig Verten kasted med min Smule Tøi.

Gik uden Huusly saa jeg om i Staden,

Og gjorde blot om Aftnen mindste Støi,

For ved mit Nødraab Nøden at bortfjerne,

Da trued Vægt’rens blanke Morgenstjerne.

Dog lad mig tie! Længst Johannes Wildt

Har lært mig kjende Qvindens Lod paa Jorden,

Og her, som Fattiglem paa Ladegaarden,

Tilsmiler Livet mig ei heller mildt.

Alt hvad man her os yder, er kun Orden,

Men fra hver Nydelse man har os skilt,

Og tidt min Stilling gruelig mig klemmer

Iblandt de mange gruelige Lemmer.

Eet Væsen kun har her jeg truffet paa,

Som kom med Sympathi min Sjæl imøde:

Den smukke Line kaldtes hun, den Søde,

Skjøndt hendes Skjønhed bagved hende laa.

Af hvad hun mig fortalte før hun døde,

Jeg ved at lægge sammen slutte maa,

At ogsaa hun engang har havt den Ære,

Af Deres Excellence kjendt at være.

Paa hendes friske Grav min Krands er lagt,

Paa Roser og paa Lilier blev ei sparet,

Og fra sin Himmel skuer hun forklaret

Et Minde om en trofast Venskabspagt.

Den Dag jeg bandt den, første Gang erfared

Jeg Deres Excellences Glands og Magt,

Ret som om Skjæbnen, rørt af min Forfatning,

Strax for mit Tab bestemte mig Erstatning.

Ja, Skjæbnen er det, som til Dem mig leder.

O, vær i Livets Skibbrud min Patron!

Smiil naadig til mig, mens jeg ydmyg beder

Dem om en lille, tarvelig Pension.

Tag under Armen en forladt Person!

Og mens den Trætte Hvile De bereder,

Skjenk hende Glæder, som hun kjendte før:

Lidt Kaffe, lidt Tobak og lidt Liqueur.

O, Deres Excellence! Her omvinder

Jeg Deres Knæ som qvindligt Fattiglem:

Hvis en Pension De skjenker mig, De binder

For evig dette Hjerte fast til Dem.

Op fra vor Ungdom alle dyre Minder

Som mine Talsmænd nu jeg maner frem,

Og tegner mig (o gid det hjælpe maatte!)

Som Deres Excellences gamle Lotte.

Her endte Skrivelsen, som strax istykker

Med dette Udraab Excellencen rev:

Saa gid da ramme tusinde Ulykker

Den Uforskammede for hvad hun skrev!

Sin Vrede han dog hurtig undertrykker.

Giv Konen et Par Mark for hendes Brev,

Han til sin Tjener siger — Stop! Du vente!

Min Portefeuille jeg dog frem vil hente.

Rask, men alvorlig han til Pulten gaaer,

Og nu Jean-Jaques han fem Rigsdaler giver

Med disse Ord: Siig Konen, at hun faaer

Dem paa det Vilkaar, at hun borte bliver

Og aldrig meer en Linie mig tilskriver;

Thi hvis hun tiere sig understaaer

At løbe mig paa Døren, har du Ordre,

Til hende ned ad Trappen at befordre.

Hans Tjener gik, og Homo høist forstemt

Blev med sit sønderrevne Brev tilbage.

Han, nys saa lykkelig, var nu beklemt,

Og Veiret kun saa tungt han mægted drage.

Den gamle Ungdomssynd, der reent var glemt,

Fornyede Samvittighedens Klage,

Og med et rynket Bryn og sænket Blik

Han alle Klagens Punkter gjennemgik.

Om hurtig Hjælp i denne Nød det gjældte,

Thi alt han drog det femte dybe Suk;

Men nær var Hjælpen, thi just nu man meldte

Hans Sjælesørger: Pastor, Doctor Buck.

Den høie Mand treen ind — hans Hoved heldte,

Smykt med en sort Kalot, saa glat og smuk,

Imens en simpel Frak omgav beskeden

Det tynde Liv af Høiærværdigheden.

Han venlig nærmed sig som Fredens Bud,

Og Homo, melankolsk, bestedt i Vaanden,

Lidt mørk Hans Høiærværdighed gav Haanden,

Mens Denne, ham betragtende, brød ud:

Jeg kommer til en Mand, beknyt i Aanden,

En Mand, i Strid med Verden eller Gud,

Ja — skjøndt om Sorgens Grund jeg ikke spørger —

Jeg seer det klarlig, Excellencen sørger.

Sæt Dem, Hr. Pastor — Doctor vil jeg sige!

Gav med et Skuldertræk vor Helt til Svar:

De kommer virkelig som kaldt De var;

Jeg tænkte netop paa, hvor lykkelige

De Catholiker er i Pavens Rige,

Der Skjold og Skjerm for Alt i Kirken har.

Hvis de har Synder — Kirkens Lud borttvætter dem,

Hvis de har Sorger — Skriftestolen letter dem.

Vi Protestanter, udbrød Doctor Buck,

Opgive Skriftemaalet ingenlunde;

Til os de Sørgende betroe sig kunne,

Og vi har ogsaa trøst for Synd’res Suk.

Hvis derfor ikke De har bedre Grunde,

For Catholikens Held kun Øiet luk,

Og — skjøndt Dem ingen Skriftefa’er udspørger —

Betro Dem trygt til Deres Sjælesørger!

Velan da, hvisked Homo: lad saa være!

De kjende skal det hemmelige Nag,

Der reent formørker mig den smukke Dag.

Og nu med mange Omsvøb, som den kjære,

Livskloge Læser vist sig selv kan lære,

Fortæller Præsten han den hele Sag

Om Lottes Fald og Faldets slemme Følger,

Hvorhos han Brevets Indhold ei fordølger.

Ved Skriftemaalet Buck sad lutter Øre,

Men hæved nu sit Øie med de Ord:

Ja, vistnok er den Synd en meget stor,

Den uerfarne Ungdom at forføre,

Og inderlig det glæder mig at høre,

At Excellencen selv det Samme troer;

Hvor let end denne Synd for Verden falder,

Jeg den et Mord — et Sjælemord dog kalder.

Hvad derfor Kirkens Tjener først forlanger,

Før slige Synder han forlade tør,

Er en oprigtig, en bodfærdig Anger,

Hvorom frimodig her jeg minde bør,

Skjøndt Sukket, som mit Øre nu opfanger,

Det ganske sikkert overflødigt gjør.

Foruden Angeren der ogsaa kræves,

At Syndens Følger saavidt muligt hæves.

Forstaa mig rigtig! Høilig jeg Dem priser.

Fordi De Konens Brev ei har besvart.

De fem Rigsdaler selv De kunde spart;

Thi Gaven vel et ædelt Hjerte viser,

Men at hun op dem drikker er vel klart,

Og derved den sit hele Værd forliser.

At hjælpe saa naturligt er, saa fristeligt,

Men alt Naturligt derfor ei er christeligt.

Synd er hver Hjælp til sligt et Individ,

Som redningsløst desværre vi maa kalde;

Men er end hun fortabt, er ei det Alle,

Der paa en slibrig Bane kom paa Glid.

Der gives Væsner, som — skjøndt dybt de falde —

Kan reises op ved Hjælp i rette Tid;

Og Bøn om slig en Hjælp er just Tendensen

Med mit Besøg idag hos Excellencen.

En Magdalene-Stiftelse jeg tænker

At stille mig i Spidsen for, og Den,

Der hjælper mig at bryde Lastens Lænker,

Jeg kalde vil for Dydens sande Ven.

Hans Synd mod Individet jeg ham skjenker,

Hvis han mod Arten gjør den god igjen,

Og ved sin Bistand redder de Forlorne,

Der kom paa Vildspor mellem Livets Torne.

Her frem af Barmen et Papir han trak,

Hvoraf en Subskriptionsplan ud han tager,

Som med de Ord: Ifald det Dem behager?

Vor Helt han tillidsfuld i Haanden stak.

Til Stiftelsen jeg gjerne Mit bidrager,

Gjensvared Homo med bodfærdigt Ak,

Hvorpaa han snapped Pennen uvilkaarlig,

Og tegned sig for hundred Daler aarlig.

I Sandhed, Deres Høimod kan ei tinge!

Udbryder Buck, idet han Summen seer;

Men et personligt Offer er dog Meer,

Thi det formaaer kun Angeren at bringe.

Hvad siger De, ifald jeg her Dem be’er,

Som Stiftelsens Patron Dem at forringe,

Og, hvad nu allermeest mig var tilpas,

I Directionen selv at tage Plads?

Hvordan? i Magdalene-Directionen!

Forskrækket Homo raabte: Nei, min Ven,

Send mig i Stiftelsen dog ikke hen,

Hvad gjælder Magdalenerne Personen?

Hvad skulde jeg blandt dem? — Forbedre Tonen!

Gav Buck alvorlig ham til Svar igjen:

Opreise dem, der faldt omkuld i Svimlen,

Og høste Tak af dem og Løn af Himlen.

Af Ordet Løn sig Homo lod forføre;

Han loved Alt, da han i Klemme var,

Og rørt hans Løfte Doctor Buck modta’er,

For Synderen med denne Trøst at røre:

De gjort har, ædle Ven, hvad De kan gjøre,

For Fortids Synd Tilgivelse De har,

De ei blot haabe tør hvad er forjættet,

De bør nu troe, at Skylden er udslettet.

Ja, hvad end Tvivlen hvisker til Forstanden,

Jeg som en Pligt Dem byder det at troe,

Saa Deres Sind De ganske slaaer til Ro.

Her fra sin Stol sig langsomt reiste Manden,

Og — glattende med Haanden Brynets Bro —

Stod der forvandlet til en ganske Anden.

Af Theologen var ei Spor der meer,

Den fine Verdensmand ikkun man seer.

Autoritet og Myndighed besparende,

Ved Excellencens Side op og ned

Gik smidig han, om Dit og Dat passiarende:

Udkrammende det Bynyt, som han veed,

Og med en sand Tilfredshed selv erfarende,

Hvad ei han aned, at paa samme Sted

De spise skal idag til Middag sammen,

Hvoraf han ret sig lover Fryd og Gammen.

Han bød Farvel — og Homo blev alene,

Med Panden skyfri og det Hjerte let,

Der nylig var betynget som af Stene.

Thi burde han sig selv da skyldig mene,

Naar Theologen ei det holdt for ret?

Og kunde han da troe, at nogen Plet

Endnu tilbage stod paa Regnebrættet,

Naar Præsten selv saa reent det havde tvættet?

Af Kniben ud paa denne Maade kommen,

Han muntert stemt i Middagsselskab gik,

Forfrisked sine Sandser, pleied Vommen,

Og sig en L’hombre efter Bordet fik.

Saa hurtigt klares Alting for et Blik,

Naar først det skjærpet er ved Alderdommen,

Der løse kan som Sløifer i en Hast

Den Knude, der er Ungdommen for fast.

Dog staaer det fast — om end den Sætning gjælder

Viisdom og Ungdom følges ikke ad,

At Alderdom og Viisdom ikke heller

Just altid søbe af det samme Fad.

Men hvad betyder da den lange Rad

Af Aar og Dage, som et Liv optæller,

Naar ei tilsidst udkommer som Produkt

En — om end nok saa lille — Viisdoms-Frugt?

Naar kommer Fyldens Tid og Høstens Dage?

Som Regl, jeg tænker, med de tred’ve Aar.

Hvad ikke da man har, man ikke faaer,

Om end man havde hundred Aar tilbage.

Af den Tids Forraad kan kun frem man tage,

Alt mens paa Vandringen man fremad gaaer,

Og hvad der ei til den Tid er en Stikling,

I Livet kommer aldrig til Udvikling.

Og kan end Reglen ved Mirakler rystes,

Vi om Naturens Gang jo tale her,

Da selv i Mennesket der saaes og høstes,

Og Maal og Tid jo gjælder for Enhver.

Det Spil, hvoraf vi daares og forlystes

I Aarets Vexel, er os selv saa nær,

Thi hvad er Livets Aldere vel Andet,

End just Naturens Liv, i os omdannet?

Derfor har Hjertet og sin Vaar, sin Sommer,

Sin Høst, sit savnopfyldte Efteraar,

Sin Vinter, som det isnende paakommer,

Naar Døds-Metamorphosen forestaaer.

I sig Naturens hele Liv det rummer,

Der kun igjennem det til Aanden naaer,

For hvem Naturens Væsen er en Gaade,

Som kun ad Hjertets Vei den mægter raade.

Thi Aanden selv boer i en tropisk Sphære,

Hvor Vaar og Sommer gaaer i Eet med Høst,

Hvor Væxterne bestandig Løvet bære,

Hvor ingen Vinter dækker Land og Kyst:

Den maa Omskiftelsen af Hjertet lære,

Savn, Sorg og Haab og Uro af det Bryst,

Der kjender Dødens Braad og Lidenskabens Vildhed,

Thi selv den throner i en evig Stilhed.

Men — som der nys blev sagt — har Hjertet slaaet

I tred’ve Aar, og ikke fundet Vei

Ved al den Livserfaring, det har faaet,

Til Aandens Liv, saa finder det den ei;

Og har ei Aanden sin Natur forstaaet

I samme lange Tid, da tænker jeg,

At Noget (for Exempel Villiens Reenhed)

Er her til Hinder for en virksom Eenhed.

Da kommer heller aldrig Viisdoms Frugt,

Hvis Sjeldenhed man hører Folk beklage,

Thi kun af denne Eenhed kan man tage,

Hvad der er Sjælenes Central-Produkt;

Og da sin egen Vei vil Hjertet drage,

Til Sensationer med dets Kraft faae Bugt,

Mens i sin Stilhed Aanden eensom throner,

Og taber sig i tomme Abstractioner.

Men bort igjen fra slige Reflexioner,

Der sikkert ei vor Helt er til Behag,

Og ned i Hverdagslivets Regioner

Til ham, som fremme vil Ideens Sag

Ved Hjælp af Lampeskin og Pyntekoner!

For Homo kommen er den store Dag,

Der paa Theaterbanen er hans første,

Og i hans Liv ved Følgerne den største.

Der staaer han netop selv med oprømt Aand,

Med blaa Habit — og Stjerne, medens Vesten

Bedækkes af det hvide Ordensbaand;

Med sorte, stramme Pantalons og næsten

Ukjendelige Sporer, og forresten

Med gule Handsker og med Hat i Haand.

Fra Porten stiger op han i Karreten,

Og ruller bort, saa hurtig som Cometen.

Præcise Klokken Tolv er endt hans Kjøren;

Midt for Theaterporten blev der vendt,

Hvor han modtoges varmt af Regisseuren

Og Regisseurens bukkende Betjent.

Han steg af Vognen — gjorde sig bekjendt

Med Husets Ydre — lastede Couleuren,

Som reent uværdig Konstens ædle Krop,

Og lod sig vise Vei til Scenen op.

Her med en Sang ham hilste høit Capellet,

Som i Orchestrets Dyb forsamlet var,

Hvorfra den rige Tonestrøm opvælded,

Der Velkomsthilsnen brusende frembar.

Han tog mod Sangen, til Coulissen heldet,

Og takkende gav han galant til Svar,

At kjære som ham var Musikens Toner,

Var og ham kjære Konstnernes Personer.

God save the king derpaa Orchestret spilled,

Og under Spillet blev i broget Flok

Af Regisseuren nu ham forestillet:

Maskinfolk, Controleurer, Portner, Kok,

Lampist, Friseur, Barbeer, samt Storheds Billed,

Choristers og Statisters faste Stok.

Vor Helt dem Pligterne paa Hjertet lagde,

Og med et naadigt Nik Farvel dem sagde.

Fra dem begav han sig med Regisseuren

Omkring at visitere hver en Vraa:

Først steg han ned i Hullet til Soufleuren,

Hvem høflig, men bestemt, han gav forstaae,

At Loger og Parquet og havde Øren;

Hvorhos han yttred, at han gjerne saae,

At Folk, der sjusked, og ei ret var hjemme

I deres Roller, dygtigt kom i Klemme.

Fra dette Hul sin Gang han hurtig retter

Til Cassen og Cassererhullet, hvor

Han Forbud gjør i faa men strenge Ord

Mod al Tilbageholden af Billetter,

Hvorved en Næse Publicum man sætter.

At hver Billet ved Salget kom paa Bord,

Det kunde Publicum som Kjøber fordre,

Og dertil gav som Directeur han Ordre.

Knap havde denne Ordre han indprentet,

Før han til Klædekamret Veien tog,

Hvor længst Theaterskræderen ham vented

Med Garderobeskattens Catalog.

Paa Homo’s Bud Costumer frem han hented,

Men da paa dem vor Helt sit Øie slog,

Sin Haand paa et Par Ridderbeen han lagde,

Idet alvorlig han til Skræd’ren sagde:

Tricot som hele Been jeg taaler ikke!

Det er en Uskik, og den hæves maa.

De gode Herrer Benene kan stikke

I Buxer, som til Knæene dem naae,

Og som sig for anstændigt Selskab skikke;

Men disse Underkroppe, hvor vi faae

Den nøgne Form at see, tør Ingen bære:

Jeg dem forbyder — glem det ei, min Kjære!

Han gik — og kom nu til de smaa Gemakker.

Hvori Theatrets Damer klædes om,

Og hvor ham Pyntekonen nok saa vakker

Med sine Terner strax imøde kom.

Om Toilettet han med Konen snakker,

Beseer hvert Speilbord og hvert enkelt Rum,

Ja prøver Sminken paa en Ternes Kinder,

Men fy for Pokker! han for grov den finder.

Til Afsked siger han til Pyntekonen:

Lad mig nu see, min Gode, at ei blot,

Naar Klædningen Hun passer paa Personen,

Hun sørger for at Stadsen sidder godt;

Thi husk, Blufærdighed er Qvindekronen.

Det Sømmelige pas i Stort og Smaat!

Actricen strengt i Ave hold foroven,

Forneden Dandserinden — det er Loven!

Men Hun paa Skuldren trækker — Hendes Øie

Tilkjendegiver Tvivl om Lovens Magt.

Nu, hvis man den behandler med Foragt,

Hvis ei de stolte Nakker vil sig bøie,

Saa siig, at det er Mig, som har det sagt,

Og Damerne nok falde skal tilføie.

Han hilste Konen med et venligt nik,

Hvorpaa tilbage han til Scenen gik.

Theatrets Maler her ham oppebied,

Og givende med ham sig strax ifærd,

Gaaer ind han paa Theatermaleriet,

Paa Perspectiver, Gader, Huse, Træer.

Ja, for tilgavns at vorde selv indviet

I Konsten, som man aldrig kommer nær,

La’er flere Baggrundstæpper ned han hisse

Af en Maskinkarl ved den store Tridse.

Paa Klatterne som Kjender stirrer han,

Men kort Tid kun paa Stedet tør han tøve,

Da fremfor Alt det er hans Pligt at prøve,

Hvorvidt Maskineriet virke kan.

Han bød — og frem der kom en vældig Løve,

Der krøb paa Fire, næsten som en Mand;

Han bød — og under Torden Huset zittred,

Det regned, Stormen sused, Lynet knittred.

Han vinked — og man Skyen saae neddale,

Mens Klippen reiste sig som halv confus;

Han vinked atter — gyldne Fyrstesale

Forvandled sig til Eremitens Huus,

Hvorover gynged Palmer, høie, svale,

Mens Eremiten selv laa næsegruus.

Han Manden lod staae op, og roste Prøven,

Tilfreds med Alt, kun ikke ret med Løven.

Her Regisseuren kom og lod ham vide,

At i Foye’en længst man samlet var,

Saa at det uden Tvivl nu var paa Tide,

At Excellencen selv sig gjorde klar.

Sligt Frisprog kunde Homo ikke lide;

Lad dem kun vente! gi’er han kort til Svar,

Hvorpaa igjen han lader Tordnen rulle,

Som for at vise, hvem der byde skulde.

Mens denne Torden Regisseuren skrækker,

Begi’er vor Zeus sig til Foye’en hen,

Hvor vidt paa Gab en Tjener Døren smækker,

Saa ret i Mag han træder ind ad den.

Der staaer han paa det Sted, der Tanker vækker,

I Konstens Helligdom en Fremmed end;

Men Synet, som vist havde blendet Andre,

Ei blended ham, der Blikket rundt lod vandre.

Af Konstens Lys var fuld den store Sal:

Tilvenstre for ham Skuespillerinderne,

I Fløiel klædt, med hulde Smiil paa Kinderne,

Og Blik, der gjengav Scenens Idea;

Og sidst i Rækken Solodandserinderne

Med deres Flora-Skjørt og Zephyr-Shawl.

Som paa Commando hele Rækken neied,

Da om mod dem han med et Buk sig dreied.

Han vendte sig tilhøire, bort fra dem,

Og modtog Hylding nu af Skuespillerne,

Af Sangerne, som her dog spared Trillerne,

Af Dandserne, som hilste med hvert Lem.

Han hilste tredie Gang, men ligefrem;

Og fjernt i Salens Ende Digterpillerne,

Der støtte, ja der bære vort Parnas,

Gjenhilste ydmygt ham fra deres Plads.

Han talte — men hans Tales Poesi

Maa ei man troe var forud sammenflikket;

Det var den gyldne Frugt i Øieblikket,

Som her han frembar, i sin Holdning fri.

Men at til slig en Daad hans Aand var skikket,

Det skyldtes ene hans presence d’esprit,

Som her ei blot stod Prøve, men som lagde

Sig glimrende for Dagen, da han sagde:

Høistærede! Jeg hid har ladt Dem kalde,

For ved min Side Dem idag at see,

Idag, da i min Lod det skulde falde,

Som Directeur at gjøre min Entree.

Med megen Glæde hilser jeg Dem alle,

Med sand Tilfredshed seer i vor Foyer

Jeg her Theatrets Stjerner og Cometer

Belyse Landets ypperste Poeter.

Men paa et Sted, hvor Lige søger Lige,

Hvad vil, hvad gjør, hvad søger da vel jeg?

Quid Saul inter prophetas?¹ vil De sige —

Og virkelig, jeg Dem fortænker ei,

Ifald De mener, at til Konstens Rige

Der ikke gives nogen alfar Vei.

Dog førend dette Spørgsmaal jeg besvarer,

Tillad mig, at en anden Sag jeg klarer.

En anden Sag — Theatrets egen Sag!

Theatrets Formaal, som til vor Beskæmmelse,

Men sikkert ikke Himlen til Behag,

Er altfor ofte kommet i Forglemmelse.

Og hvilken er da Brædernes Bestemmelse?

Hvad er Theatrets Maal den Dag i Dag? —

At pleie, fostre, stille frem Ideen,

Saa klart, at Galleriet selv kan see’en!

Ideen — dette høie Væsen, som

Ei blot er til i Philosophens Pande,

Men som fra Himlen ned til Jorden kom

I Formen af det Skjønne, Gode, Sande;

Som gjennem alle Tider, alle Lande,

Har vandret, virket, kæmpet og holdt Dom;

Som har sit eget Væsen os afmalet,

Ja givet os sig selv, i Idealet —

Ideen, mine Herrer! mine Damer!

Ideen gaaer i Verden om forknyt;

Den gjennemføres ei i Livets Dramer,

Den af det gode Selskab er forstødt;

I Kirkens og i Statens Panoramer

Har som en Krøbling jeg dens Billed mødt,

Og Synet har den faste Tro mig givet,

At Idealet passer ei for Livet.

Og passer det da for vort eget Jeg?

Ak, mine Herrer! Ingen af os mægter

Til Idealets Top at finde Vei;

Thi skjøndt vort Ord bestandig for det fegter,

Vor Handlemaade stadig det fornegter,

Og Kraften til at naae det, har vi ei.

Vi med et Suk vel nødes til at sige:

Det er for høit for svage Dødelige.

Men hvor kan det da bruges? — Der alene,

Hvor Livet og dets Kamp kun er et Spil:

I Konstens Sphære, paa Theatrets Scene,

Hvor Kampen man kan ende naar man vil;

Hvor man kan dyb Besindighed forene

Med Hjertets Nag og Lidenskabens Ild;

Hvor alle Fristelser kun er indbildte,

Og alle Taarer paa en Maade spildte.

Ja, der — og med mit der jeg mener her

Ja, her sit rette Hjem har Idealet,

Her, hvor paa Lærredet det staaer afmalet

I Paradiser uden Kundskabstræer;

Her, hvor i Konstens Sprog det bli’er udtalet;

Her, hvor os Scenens Tolk det bringer nær,

Naar med sin Pathos han os illustrerer

Dets Omrids i de store Characterer! —

Men, mine Damer! mine Herrer! Men,

Hvis i det Sagte jeg nu ikke feiler;

Hvis hver af Dem til Konstnerkrandsen beiler

Som Idealets virkelige Ven;

Hvis virkelig Theaterskibet seiler

Paa Tidens Strøm imod Ideen hen,

Ved Klang af Digterchorets stemte Lyre:

Hvad vil da jeg paa Skibet! — Cursen styre!

Maaskee mig Nogen vilde her indvende:

Til hvilken Nytte? Alting gaaer jo godt.

Men gaaer det godt? Maae ikke vi erkjende,

At mangengang er Skibet ikke flot?

Ja, naar med Skinnet ei vi vil os blende,

Tør paa en sikker Fart vi stole blot,

Naar af og til der Nødskud høres fyre? —

See, derfor er det, jeg vil Cursen styre!

Med hvilken Ret? — Jeg er jo ikke Digter,

Jeg er jo ikke Konstner. Meget sandt!

Men dog en lang Erfaring ei mig svigter.

Jeg har Ideen søgt paa hver en Kant,

Og skjøndt mig Sandhed til det Ord forpligter,

At i dens Heelhed jeg den ikke fandt,

Saa staae desklarere for mine Blikke

De tusind Steder, hvor den findes ikke.

Paa denne Maade jeg Seiladsen skjermer;

Thi staaende ved Roret raaber jeg,

Hvergang et saadant Sted sig Skibet nærmer,

Hvergang for vidt en enkelt Konstner sværmer:

Tag Jer iagt! her er Ideen ei.

Og naar hvert Skær vi undgaae paa vor Vei,

Og ei forresten seile reent iblinde,

Maae vi den rette Curs tilsidst dog finde.

Ja, mine Herrer! Haabet er vort Anker.

Ja, mine Damer! Stig De ganske trygt

Op paa Theaterskibets lette Planker:

Om end de gynge, hav ei mindste Frygt!

Forbi misundelige Konstnertanker,

Forbi Chicaner, Nid, som klæder stygt,

Forbi vort Publicums de lave Vande,

Vi lade Cursen mod Ideen stande!

Og for at jeg i Billedet skal blive,

Der virkelig indtaget har mit Sind,

Saa vil jeg Digterne nu foreskrive,

At de os sende skal en gunstig Vind.

Lad Lyrens Toner rask os fremad drive,

Saa Folks Begeistrings-Sø slaaer vældig ind,

Og med det hvide Skum os Dækket dølger,

Mens Skibet dukker dybt i Konstens Bølger.

Jeg staaer ved Roret, af hver Kuling svalet,

Og fuldt beskæftiget paa langs og tværs

Er hele Skuespillerpersonalet

Ved Seil og Toug, i Vanter og i Mærs;

Og medens Sangerne med deres Vers

Begeistre Publicum for Idealet,

Tilveirs Ballettens Trop sig hurtig skynder

Med Flag og Vimpel, som vor Fart forkynder.

Saa gaaer det frem ved Illusionens Lygte,

I Phantasiens klare Bølgespor,

Det gyldne Skind at søge, som alt spøgte

I Hovedet paa Jasons Heltechor.

Og naar vi da har fundet hvad vi søgte,

Naar Idealet først er vel ombord:

Det Ideal, som passer ingen Steder,

Skjøndt om et Hjem det allevegne leder —

Da, naar det hviler trygt i Konstens Skjød,

Da, mine Herrer! kan om det man sige,

Hvad tidt der siges om den unge Pige,

Der ved Forældres Død kom dybt i Nød,

Der gik omkring, forskudt af sine Lige,

Der næsten maatte betle for sit Brød:

See, Staklens Skjæbne reent er omkalfatret,

Hun er forsørget — hun er gaaet til Theatret!

Her standsed Homo — frem han havde strakt

Den venstre Haand med Hatten, og paa Barmen,

Paa Stjernen, han den høire havde lagt.

Hans Blik, hans hele Holdning, Benet, Armen,

Af Talens Ild end meer forhøied Varmen,

Og knap de sidste Ord han havde sagt,

Før rundt omkring der lød en Bifaldsmumlen,

Hvori gik tabt en enkelt Digters Skumlen.

Vor Helt forlod sin Plads og frem nu stilled

For Damerne sin ziirlige Figur,

Hvorpaa som Hofmand han galant gav Cour.

Hver fik et Ord, hvortil et Smiil der spilled,

Men kun med nogle Faa, som han udpilled,

Gik dybt han ind paa Konst og paa Natur.

Han loved Hovedrollen dem i Dramerne,

Og med et artigt Buk forlod han Damerne.

Han dreied sig paa Hælen mod Acteurerne;

Fra Kongerne og Heltene han gik

Til Hyrderne, til Elskerne, Forførerne,

Sig yttrende om Spil og om Mimik.

Han bad dem Alle stive holde Ørerne,

Og lidt kun agte Bladenes Critik,

Der meget ofte stred mod Konstnerpligterne,

Og derpaa skred fra dem han hen til Digterne.

Et Par af disse han i Haanden trykker,

Til Tak for Værkerne, de havde sendt;

Hvorpaa han gjør den store Plan bekjendt,

Paa hvilken han sit Haab for Scenen bygger.

Hans Plan er den: Ved lutter Mesterstykker

At faae det bedre Publicum omvendt,

Og ved det bedres Dom det slette lede,

Saa ei ved noget Godt det tør sig kjede.

Og derfor, mine Herrer, (saa han endte)

Haanden paa Værket! det er Deres Pligt.

Langt større Værd har et Theaterdigt,

End selv den bedste Bog, De lader prente.

Tænk paa den store Løn, De har ivente —

Ei Honorar jeg mener, eller Sligt;

Men Lønnen i et Publicums Taknemmelighed,

En Løn, der knap for Dem er nogen Hemmelighed.

Just som han talte, Dørene fløi op,

Og see! med Borde, Bakker, Servietter,

Indtræder der en ziirlig Tjenertrop,

I Homo’s Liberi, som let man gætter.

I Salens Midte den sin Byrde sætter,

Og snart ved Knaldet af Champagnens Prop

Kom der for Lyset Østers-fyldte Fade,

Viin, Iis, Confect, Posteier, Chocolade.

Med lette Skridt gik Homo hen til Bordet,

Og der, placeret midt i Konstens Ring,

Seer ridderlig-galant han sig omkring,

Idet paa denne Viis han tager Ordet:

Naar Dagens Pligt og Gierning vel er jordet,

Saa er Forfriskninger en herlig Ting;

Naar man af Directeurens Post er trættet,

Man føler sig ved Vertens Rolle lettet.

Som Deres Vert jeg her mig selv anmelder,

Betragt mig blot som Gentleman, jeg be’er!

Saaledes som i Dem jeg ikke heller

Nu længer Konstnere, men Gjæster seer.

Ei blot til Lyst for Scenen vistnok gjælder

Men i Foye’en gjælder det ei meer;

Her blot til Lyst man klinke tør og snakke,

Og derfor — tør jeg be’e Dem: Tag tiltakke!

Til Svar det rundt om lød med Hvisken, Fnisen:

En herlig Mand! Til slig en Directeur

Theatret aldrig Mage kjendte før! —

For Herrerne bar Østersbordet Prisen,

Men Damerne forsamled sig om Isen,

Og Alle kom i ypperligt Humeur;

Der blev en Munterhed, en Converseren,

Der ved Champagnen steg til Jubileren.

Vor Helt ei Skaalen for de Skjønne glemte,

Ved hvilken Leilighed den sidste Sky

Af Directeurens Alvor maatte flye

For Takken, der i Damesmiil sig gjemte:

Hans Værdighed til Ynde sig omstemte,

Hans fine Tone, hvoraf længst gik Ry,

I Væsen, Ord og Gestus sig udtrykker

Saa høist charmant, at Alle han henrykker.

Det hver en Ven af Scenen høilig hoved,

At see forenet her i Harmoni

Konst, Administration og Poesi,

Hvoraf man sig en gylden Fremtid loved.

Man mangen Spøg og mangt et Indfald voved,

Men da en Comiker blev altfor fri,

Og fast Respecten brød i sin Fortrolighed,

Saae Homo paa sit Uhr med lidt Urolighed.

For ei ved Indfald af en tactløs Gjæst

Nedladenheden bittert at fortryde,

Det forekom ham sikkrest at afbryde

Den muntre Leg, mens Legen den var bedst.

Thi hørtes pludselig Farvel han byde;

Han paaskød en nødvendig Tour til Hest,

Og iilte ned hvor Gadeluften svaled,

Til Porten fulgt af hele Personalet.

Her vented Rideknægten med hans Heste,

Der væligt som to Pegasusser sprang,

Da hurtig op paa Ryggen af den bedste

Sig med en Ynglings Lethed Homo svang.

Den steiled, som den Himlen vilde gjæste,

Men Homo mesterligt dens Kaadhed tvang,

Og hilsende med Haanden de Beundrende,

Red ned ad Torvet nu i Trav han dundrende.

Til Skridtgang bragte Dyret han tilbage,

Idet han holdt det stramt i Tømmens Baand,

Og klapped det og lod det Pidsken smage.

See saadan — sukked dybt han i sin Aand —

Saadan skal disse Konstnere man tage,

Dem slaae og klappe med den samme Haand.

Her red han til, med Tømmen strakt i Længden,

Fulgt af Jockeyen og begloet af Mængden.

Man gjorde lange Halse, thi man vilde

See Ridderbaandet paa hans Fløiels-Vest;

Og du, min Læser! staa du ogsaa stille,

For her at see ham paa hans høie Hest,

Ham, som du kjendt har siden han var lille,

Og som maaskee som ung dig hued bedst;

Thi om endog til Siden slemt han skeied,

Saa megen Følelse han dengang eied.

Du vented Meget af ham, og især

Da som forlovet han kom paa det Tørre;

Du tvivled siden, men din Tvivl saa nær

Stod Haabet, til af Aar han havde Fyrre.

Betragt ham nu! Han bliver ikke større;

Men er han da saa grumme lille her?

See blot hvor dybt for ham man krummer Ryggen,

Mens selv han tager kun til Hatteskyggen!

Har han dig skuffet? Nei, tør nok jeg svare

Paa dine Vegne, har du hvide Haar;

Thi da fik ganske vist du at erfare,

Hvordan med Folk, som Folk er fleest, det gaaer;

Og er endnu du Yngling, vent da bare,

Til du lidt mere Skæg paa Hagen faaer,

Og see hvad der af dine Venner bliver,

Hvem Hoved dog og Hjerte du tilskriver.

Ja, for at gaae dig nærmere paa Klingen

Og her dig nøde til at stryge Seil,

Saa see dig, Læser, i dit eget Speil!

Besee dig ret, som naar du sees af Ingen,

Paa langs og tværs, og hold — thi det er Tingen —

Fortid mod Nutid, Fortrin imod Feil;

Og siig mig saa, om det for dig sig sømmer,

At her din Broder Adam du fordømmer?

Nei, opsæt Dommen og skrid ned ad Gaden,

Hvor han med Anstand rider Fod for Fod,

Og bøi saa ind med ham i Esplanaden,

Hvor rask han muntrer ved en Trav sit Blod!

Ja, følg ad Østerport ham ud af Staden,

Strandveiens rige Herlighed imod,

Hvor han omviftes mildt af Sommerluften,

Og af det slagne Græs indsuger Duften!

Den støvfri Kjørevei, som nys er vandet,

La’er reent ham glemme han er Støvets Søn;

Han føler sig saa fri, saa frisk opmandet,

Og hvor han seer, er Verden ham saa skjøn.

Hist plantes, flages, bygges Huus paa Sandet,

Her malkes Køer paa Kløvermarken grøn;

Hist rumler Omnibussen med de Kjørende,

Og her en Fugl i Busken synger rørende.

Hvor Alting paa en gylden Fremtid tyder,

Tilværelsen en dobbelt Skjønhed faaer,

Og uvilkaarlig for hans Øre lyder

Hans Doctors Spaadom om de mange Aar.

Sit lange Fremtidsliv han forud nyder,

Theaterbanen heelt han gjennemgaaer,

Han seer sig styre, hjælpe frem Ideen

Paa Scenen, bag Coulissen, i Foye’en.

Hans Blik udvider sig — og Hesten stønned

Ved Slaget af hans Schenkler samme Stund —

Han seer sig understøttet og paaskjønnet

Af Folket, som blev vækket af sit Blund;

Han seer sig med sin Konges Bifald lønnet

Han seer et blaat Baand med en vatret Bund;

Han seer omkring sig og til begge Sider —

Nei denne Udsigt, hvor han godt den lider!

Hvor herfra dog man seer Landskrona tydeligt!

Hvor her sig hæver frem den svenske Kyst!

Og dette Landsted hvor det ligger nydeligt,

Med en Veranda imod Vest og Øst!

Her boe og bygge kunde være frydeligt;

At kjøbe Stedet kunde han ha’e Lyst,

For her om Somren, naar Saisonen ender,

Hver Søndagmiddag at see gode Venner.

Han seer — thi kraftig var hans Phantasi —

Sig alt at sidde med de gode Venner

Derudenfor, nu Taflet er forbi,

Passiarende, med Kaffekop i Hænder.

Han seer hvordan Cigarerne man tænder

Og muntert skuer om sig i det Frie,

Mens nedenfor paa Veien Folkets Rækker

Tilhest, tilvogns, tilfods, mod Skoven trækker.

Han seer de gode Venner tage bort,

Og ikkun Jomfru Frisk tilbage blive,

Der bringer Tøfler, Slaabrok, Lys og Kort,

For Aftenstunden huldt ham at fordrive.

Han seer sig selv i Slaabrok Kort at give,

Og Jomfruen i Spillet stride haardt,

Ja længe kæmpe med en stor Urolighed,

Til Spillet ender med en dyb Fortrolighed.

Alt det og Mere seer vor Helt paa Jorden,

Men just paa Grund af Synerne maaskee

Forglemte han til Himlen op at see,

Hvor det medeet var trukket op til Torden.

Den før saa klare Luft var mørk nu vorden,

Kulsorte Skyer drog frem som en Armee;

Der store Draaber faldt — og for hans Øre

Lod af og til sig stærke Vindstød høre.

Hvad var at gjøre? — denne Ridetour,

Som havde lokket ham saa langt fra Staden,

For Appetit at faae til Middagsmaden,

Ham truer med et Vandbads kolde Cuur.

Skal han ved Bellevue ta’e ind i Laden

Og oppebie Veiret bag et Skuur?

Men saa gaaer glip han af sit Middagsgilde,

Og derfor hjemad, før det bli’er forsilde!

Med Kjolen knappet, rask sin Hest han dreied,

Men neppe var det skeet, saa brød det løs:

Ned styrted Regnens Strøm som af en Pøs,

Og Stormen med sin Kost saa vældigt feied,

At alle Veiens Træer med Toppen neied,

Mens i hans Ryg og Nakke koldt det gøs.

Han klemte Hatten fast, som af vil ryge,

Sin Hest han spored og lod til det stryge.

Charlottenlund han naaede vaad til Skindet;

Men hvortil hjalp det nu at søge Ly?

Mens Tordnen rulled og ham Lynet blinded,

Han uden Ophold foer afsted paany.

Ved Vibenshuus drev Vandet af hans Linned,

Ved Østerport hans Hoveds Paraply,

Hans Hat, var kun en Klat, som ham geneerte.

Da Vagten for hans Stjerne præsenteerte.

Ak, hvor forandret dog fra han drog ud

Red her han atter op igjennem Byen!

Det drypped fra hans Klædning som fra Skyen.

Og i sin Holdning ligned han en Klud.

En Nyboerskjælling, skjult af Paraplyen,

Tilraabte ham: Du stakkels Skumpelskud!

Og han sin Bolig i en Tilstand naaede,

Som de kun fatte, der blev selv saa vaade.

Og havde nu han Linned skiftet bare!

Men der en Karl fra Baroniet stod

Med Brev, hvorpaa han strax jo maatte svare,

Da hans Forvalter her ham vide lod,

At meiede hans Havremarker vare,

At Rug — og Byghøst var i Aar saa god,

Især paa hele Strøget ud mod Heden,

At vist der vilde mangle Huus til Hveden.

Han derfor kasted bort kun Overtøiet,

Og vaad og gjennemblødet som han var,

Gik han, med Høstens Udfald heel fornøiet,

Til Pulten hen, og skrev blandt Meer til Svar:

Da Kornets Mængde staaer mig klart for Øiet,

Og Forraad nu til flere Aar Jeg har,

Saa for at faae det Hele paa det Tørre,

Maa strax De bygge Sideladen større.

Med dette Brev afsted han Karlen sendte,

Og nu først skifted han fra Top til Taa,

Hvorefter han, til Dagens Fest klædt paa,

I Selskab foer, for ei at la’e dem vente.

Ved Bordet dog han baade frøs og brændte,

Den bedste Mad ham tung i Maven laa,

Den bedste Viin hans Uro ikke stilled,

Og tidlig tog han hjem fra Middagsgildet.

Han lagde sig tilsengs, men halv confus

Han vaagned af sin Søvn ved Midnatstide;

Thi Blodet i hans Aarer holdt et Huus,

Som om det gjaldt en Fjende at bestride.

Han følte Stikken i sin venstre Side,

Hans Hjerne var bespændt som i en Ruus.

Og ængstlig saaes han Morgenstunden vente,

Som neppe kom, før Lægen han lod hente.

Den flinke Doctor Flink sprang ind ad Døren

Og raabte, hilsende med sin Kabuds:

Hvordan! der ligger jo som Lazarus

Vor rige Mand, Theaterdirecteuren!

Hvem spilled Excellencen dette Puds?

Her følte Pulsen han og mumled, førend

Vor Helt endnu ham skildret fik sin Følelse:

En simpel Rheumatismus! en Forkølelse!

Hvad, smiilte Homo: er det ikke Andet?

Jeg kan forsikkre Dem, at angst jeg blev.

Og nu sin Tilstand han ham ret beskrev,

Og talte meget om den Tour paa Landet,

Hvorved hans Krop igaar blev gjennemvandet.

For denne Tour ham Doctoren nedrev,

Men føied muntert til: Vær blot forsigtig,

Drik dygtig Hyldethee, og sved saa rigtig!

Han gik, og Homo sveded hele Dagen,

Ja følte sig, skjøndt mat, saa glat og let,

Da heelt han havde gjennemsvedt sit Lagen;

Men Natten kom — og han blev atter slet.

Ved Sindets Uro sig fordobbled Plagen,

Han tumled sig, men laa dog aldrig ret,

Og som en Frelser han sin Doctor priste,

Der næste Morgen sig ved Leiet viste.

Men hvad kan det dog være? mumled Flink

Idet paa Pulsen han sin Finger stilled:

Ja rigtig! der er Feber med i Spillet,

Dog den vi faae paa Døren med et Vink.

Til Trøst for Homo — Modløshedens Billed —

Han skrev nu en Recept, og med et Blink

Af Øiet spurgte listig han som Slangen:

Hvorledes gaaer det vel med Stolegangen?

Kun maadeligt! Hans Excellence svarer.

Ja det jeg tænkte! skreg den lille Mand:

Da liegt der Hund begraben! det forklarer,

Fra hvad Kant vi skal gribe Fjenden an,

Og her jeg sandelig ham ikke sparer.

Han efter Olie sendte Bud paastand:

En god Portion i sin Patient han tyldte,

Hvem Drikken strax med Haabets Nectar fyldte

Beroliget sin Doctors Haand han ta’er,

Idet han siger: Lad mig see, min Gode!

At De nu hurtig hjælper mig paafode;

Til her at ligge syg, jeg Tid ei har.

Saisonen staaer for Døren. I mit Ho’de

Der mylre Planer — var blot Hjernen klar!

Men Deres tillidsfulde Blik mig trøster,

En Doctors Smiil den Syge ret forlyster.

Jeg sætter Dem mit Æresord i Pant,

Gjensvared Flink, at inden Ugens Ende

De op paa Bræderne saa let kan rende,

Som jeg her ud ad Døren. Han forsvandt,

Og hele Dagen Homo saaes anvende

Til en Laxeren, hvori Trøst han fandt;

Men Natten ham den gamle Feber bringer

Med voldsom Smerte, som i Siden stinger.

Om Morgenen stod Flink igjen ved Leiet

Og sagde: Naa, er vor Forretning endt?

Har Hr. Geheimraad dygtig fra Dem feiet

Og hjem ad Vintervejen Fjenden sendt?

Ak, kjære Doctor! sukked hans Patient:

Nu er min Sygdom ud til Siden skeiet,

Nu er det reent forkeert! Han Alt beskrev,

Og Doctoren medeet alvorlig blev.

Han følte med sin Haand paa Homo’s Side,

Idet han spurgte: Sidder Smerten der?

"Nei ikke der« — Saa sidder den vel her?

"Ja, netop her« — Naa, det jeg kunde vide!

Men rask tilværks! Vi maa det ta’e itide,

Før Sygdomsstoffet kommer Lungen nær,

Og om end Excellencen Curen hader,

Jeg øiebliklig her Dem aarelader.

Mig aarelader? Nei paa ingen Maade!

Udbrød vor Helt, som Dynen til sig trak:

Mig skille ved mit Blod? Nei mange Tak!

Det i min Tilstand vilde slet mig baade.

Men, svared Flink: men her maa Lægen raade

Inflammation cureres ei med Snak.

Inflammation! skreg Homo: Gud bevare’s!

Men husk da paa, det maa af Dem forsvares.

Med Glæde! svared Flink, som med Lancetten

Slog ned i sin Patient, hvis Hjerte klang,

Da høit tilveirs tolv Tommer eller tretten,

Saa let og lysteligt nu Blodet sprang.

Sex Kopper fyldte var med Bøddel-Retten,

Da Lægen hvisked: Nok for første Gang!

Thi naar jeg dømme skal af denne Prøve,

Vi en Portion endnu vist vil behøve.

Han gik, da vel den Syge var forbunden

Og talt tilrette med en myndig Røst,

Og Homo laa en halv Dag uden Trøst.

Han syntes, at han værre var i Grunden:

Han døsed, gyste, blev saa tør i Munden,

Og bittre Tvivl der opsteg i hans Bryst.

Hans Tvivl fik Overhaand — beængstet sendte

Han Bud til gamle Stink og lod ham hente.

Den gamle Doctor kom, som høist alvorlig

Patientens Haand og Skriftemaal modtog,

Og gav ham Characteren: Meget daarlig.

Mod Cuur-Methoden stærkt tilfelts han drog,

Han fandt en Aareladning reent vilkaarlig,

Ja, da paa Bordet just sit Blik han slog,

Udraabte han forbauset: Raser Manden?

Sex Kopper Blod! Formeget var halvanden.

Det Udraab slog vor Helt som Lynets Blink,

Især da hiin blev ved: I Deres Alder

Jeg Fremgangsmaaden uforsvarlig kalder,

Det er jo som man Døden gav et Vink.

Ved disse Ord indtraadte netop, Flink,

Hvem høist forbittret Homo strax anfalder

Med denne Tale: Skammelige Mand!

Hvad har De gjort! Forsvar det, om De kan!

Forbauset nærmed Flink sig Excellencen

Og spurgte venlig: Er De ikke vel?

Bort! raabte Denne: De mig slaaer ihjel

Med Deres Tappen, Sveden og Udrensen!

Nei, tænkte Flink: nu gaaer det over Grændsen,

Men nok jeg seer, til hvem jeg er i Gjæld.

Han traadte hen til Stink og spydig sagde:

Med min Patient De sikkert ud mig lagde?

Og om jeg gjorde, koldt den Anden svared,

Saa min Critik jeg gjerne vedgaae skal;

Inflammatorisk har De her forklaret

En Feber, der et Hæmorrhoidal —

Tilfælde tydelig mig aabenbared.

Den Mening, smiilte Flink, er dog nok gal!

Ja, jeg mig vilde ansee for en Daare,

Hvis Sligt jeg kaldte for den gyldne Aare.

Og er min Mening gal, nu Svaret lød,

Saa skal den gale Mening dog De høre,

Den mulig Dem paa Sagen klog vil gjøre.

Det var en Grundfeil, at De Blod udgød,

Og Feilen Dem tilbogs vil Verden føre,

Hvis Excellencen deraf ta’er sin Død.

Tys! hvisked Flink: skjøndt Deres Mening gal er,

Tør ei den Syge høre hvad De taler.

Men altfor sildig dog kom dette Bud,

Thi Homo spændt opmærksom lytted efter,

Skjøndt hvad han hørte, noksom ham bekræfter,

At det med Hjælpen her seer misligt ud.

Nei, tænkte han: ved Jer mit Haab ei hefter!

Jeg vil ei være jeres Prøveklud.

Søg kun et Offer for jert sorte Rige,

Jeg søger Tilflugt hos det Offentlige!

Han ringed, og da Tjeneren kom ind,

Han hvisked ham en lang Besked i Øret,

Saa svagt at ei de Andre kunde hør’et,

Hvorpaa sig Tjen’ren fjerned som en Vind.

Imens var Spliden i de Andres Sind

Forligt og dækket med Collega-Sløret,

Og beggeto som Brødre nu igjen

Til Homo’s Sygeleie traadte hen.

Vi confereret har, begyndte Stink:

Og nu da ret Symptomerne jeg kjender,

Jeg trygt betroer Dem i en Læges Hænder,

Som agter paa Naturens mindste Vink.

Ja, faldt i Talen ham den lille Flink:

Vi nu en anden Hest for Vognen spænder,

Vi nu et andet Middel prøver paa;

Iaften i et lunkent Bad De maa!

Godt, mine Herrer! Høilig Dem forbunden!

Gjensvared Homo med et Sideblik;

Hvorpaa med et Farvel til Morgenstunden

De tvende Læger fra Patienten gik,

Der, førend Dagens Sol var heelt nedrunden,

Det Trøstens Budskab af sin Tjener fik,

At Portechaisen, grøn som Haabet malet,

Ham vented udenfor fra Hospitalet.

Saa bragtes da vor Helt til Hospitalet,

Til Dødens Forgaard — han som nylig jo

Steg op paa Bræderne til Idealet,

Og udad mod sin gyldne Fremtid lo.

Saa dybt var fra sin stolte Flugt han dalet,

At pakket ind i Dyner, uden Skoe,

Han blot i Skjorte lod afsted sig føre,

Extremerne sig som bekjendt berøre.

Og her, min Læser! stands et Øieblik

Ved Hospitalets Gitter, ved det sorte,

Igjennem hvilket man med Homo gik,

Som hist i Gangen bli’er for Øiet borte.

Betragt engang opmærksom disse Porte,

Der rigtignok en anden Indskrift fik,

End den berømte: Haabet her lad ude!

Thi læses kan: Her lappes Folk som Klude.

Betænk, du staaer for Legemernes Tempel,

Der, trist og lavt, er uden Glands og Ziir,

Forskjelligt ogsaa ved det ydre Stempel

Fra det, som Sjælen med sin Bøn indvier,

Og over hvilket, Aanden til Exempel,

Mod Himlen hæver sig det ranke Spiir;

Thi her fornemmes ei Inspirationer,

Men Lamenteren kun og Klagetoner.

Her kjender man af Alting mindst til Freden,

Her føler Modet reent sig utilpas;

Men har for denne Dyd man her ei Plads,

Saa har desmeer man for Taalmodigheden.

Her i sin Fordring bliver man beskeden,

En Smule Byggrynsgrød, af Melk et Glas,

See, dertil sigter Ønsket, Bønnen, Raabet,

Og dog er her man fyldt, og rig i Haabet.

Thi Haabet lever altid i et Billed,

Og hvilket Billed er en Sjæl saa nær,

Som det, hvori dens Væsen er fremstillet:

Det Legeme, der henstrakt ligger her?

Den Form, der skjøndt afkræftet og afpillet

Endnu dog Udtryk for sit Indhold er;

Det levende Symbol, der Vished giver

For det, hvad Sjælen er og evig bliver.

Men her hvor Formen stivt man stirrer paa

Man heelt for Tanken burde den afsløre

Thi kunde man dens Sandhed overføre

I Troen, og i Hjertet ind den faae,

Da skulde Verden ei den Tale høre,

At reent tilgrunde Legemerne gaae;

Da skulde man ved Livet ei sig klamre,

Og skjøndt forpiint ei høit dets Tab bejamre.

Da vilde man i Troen oversætte

Det Sprog, der løstes af Symbolets Baand,

Og selv paa Sottesengen ei forgjette:

At denne nu saa kraftesløse Haand,

Der i sin Afmagt Intet kan udrette,

Er Pantet paa en evig virksom Aand;

Er Pantet paa, at hvad man greb herneden,

Skal holdes fast igjennem Evigheden.

Da vilde man den Fods Betydning vide,

Der til et Skridt er ikke meer istand,

Og see mod Maalet frem sig evig skride

Paa en Naturgrund, der ei svigte kan.

Da vilde Læber, som med Døden stride,

Som ikke lædskes meer af Jordens Vand,

Man ta’e som Løfte paa det Nectarbæger,

Hvormed en salig Aand sig vederqvæger.

Da vilde man, begeistret af sin Tro,

De tvende skilte Verdener forbinde,

Ved over Dødens Svælg at slaae en Bro;

Og hist ei blot den Skikkelse gjenfinde,

Hvis Hylster man nu daglig seer hensvinde,

Men Varmen i det Bryst, der kom til Ro,

Men Øiet, opladt for et Lys, der trøster,

Men Øret, aabent for bekjendte Røster.

Da vilde man sig prente fast i Tanker,

At Formen har i Sjælen evig Grund,

Og ei til Kjød og Blod sig holde kun,

Som til Tilværelsens det sidste Anker,

Som til de sidste skrøbelige Planker,

Hvorpaa man bjerger sig en føie Stund,

Alt mens man sukker: Hvad jeg har, det veed jeg;

Men hvad jeg faaer, derom fik ei Besked jeg.

Thi man Besked jo fik, saa reen, saa tydelig,

At ei man tvivle kan, naar ei man vil;

Man en Erklæring fik, saa klar og lydelig,

At der kun fordres, at man lytter til;

Man en Forsikkring fik, saa vis, ubrydelig,

At for at see, at ei den er et Spil,

Der kun behøves — hvad jo altid kræves

Ved et Symbol — at Tankens Dække hæves.

Vor Helt, som her nu kommer frem igjen,

Paa Hospitalet hæved ikke Dækket,

Skjøndt han en Uge havde ligget hen

I Feber, som i Styrke var usvækket.

Hans Mod paa Livet var endnu ei knækket,

Det bedste Haab hans Doctor næred end,

Og Bulletiner daglig blev udstedte,

Hvorved sig Byen og hans Venner glædte.

Han arrangered sig. Hver Morgen, førend

Hans Læge kom og Vogtersken gik bort,

Han gjennemsaae den store Bunke Kort

Fra Folk, der havde spurgt til ham ved Døren,

Hver Middag kom Theaterregisseuren

Og bragte ham fra Konstens Hjem Rapport,

Hver Aften indfandt sig Etatsraad Jensen,

Og glæded med sit Bynyt Excellencen.

Paa denne Viis var fjorten Dage gaaet;

Den Syge holdt endnu sig ganske brav,

Inflammationen Udvei havde faaet,

Men da paa eengang tog hans Kræfter af.

Hans Puls ei før saa hurtig havde slaaet,

Sin Læge nok at tænke paa han gav,

Og Læseren jeg be’er at gaae paa Taaen,

Nu da vi gjæste ham i Sygevraaen.

Hvor dunkelt og hvor trist det høie Kammer!

Mens udenfor den friske Morgen strøer

Sit Purpur ud i Solens gyldne Flammer,

Her indenfor den lyse Straale døer

Bag grønne Jalousiers tætte Rammer,

Og langt nedrullede Gardiners Slør;

I Krogen Sengen staaer, hvor Homo ligger,

Og hist den Stol, hvor Vaagekonen nikker.

Patienten sover dybt, som træt af Striden;

Paa Bordet nærved sees hans Medicin,

Hans Gulduhr, i hvis Slag han tæller Tiden,

Hans Seglring med Devisen paa Latin:

Esse, non videri — hans paa Siden

Med Sølv indlagte sorte Ordensskrin,

Hvori hans Stjerner, diamantbesatte,

Forvares med hans andre sjeldne Skatte.

Paa Stolen, Sengen, ja paa Gulvet med,

En Mængde tætbeskrevne Hefter ligge.

Hvad skal Papirerne paa dette Sted?

Hvad er det? thi Recepter er det ikke.

Ak, kjære Læser! hold dog dine Blikke

Fra det, som kun Theatret kommer ved;

Du seer en halv Snees indleveerte Stykker,

Hvorpaa som Directeur han Drøv nu tygger.

Forfatterne jo vente paa Besked,

Saa inderligt de attraae at erfare,

Om deres Stykker op skal eller ned,

Og deres Uro kan han sig forklare.

I al sin Afmagt vil han ei sig spare —

O, Mønster paa en Embedsvirksomhed!

Hvert Øieblik, hvori ham blot Naturen

La’er fri for Krav, han offrer til Censuren.

Men dog Forfatterne kan længe vente!

Til dem at gjennempløie han ei duer;

Thi Hvile, Hvile kræver hans Natur,

Og hvorfra skal en syg Mand Styrke hente

Til Daad, der selv en frisk Mand falder suur?

Vil ei han Hvilens Pligt sig selv indprente,

Saa staaer den klar dog for hans Doctors Sind,

Der netop her ad Døren træder ind.

Idet han kom, just Vaagekonen gik,

Og Doctoren sig nærmed til den Syge,

Der aabned som forstyrret sine Blik,

For atter i Papirerne at ryge.

Dog ned af Sengen Lægen saaes dem stryge,

Før rigtig fat i dem vor Censor fik,

Hvorpaa han sagde: Lad det Tøi dog ligge!

For Excellencens Tilstand duer det ikke.

Her følte Pulsen han og prøved Lungen,

Idet han bad Patienten tale høit,

Og saae tilsidst betænkelig paa Tungen,

For hvis Lakering han ei gav en Døit.

Paa Homo’s Spørgsmaal svarte han lidt tvungen:

Med eet Skridt fremad maa man være nøi’t;

Men ved sig selv han tænkte: Febren værre,

Det gjør mig Ondt s’gu for den høie Herre!

Han loved ny Mixtur, og Homo hvisked:

Aa rul Gardinet halvt iveiret blot,

Og aabn en Vindvesrude! Det forfrisked

Paa Sjæl og Legem mig igaar saa godt;

Jeg er saa mat, som var jeg gjennempidsket.

Hvad Excellencen be’er om, er kun Smaat,

Gjensvared Lægen. Ønsket strax opfyldtes,

Og smukt af Solskin Værelset forgyldtes.

Har Hr. Geheimraad andet at befale? —

Kun Eet endnu, den Syge gav til Svar,

Kun Eet, hvorom igaar jeg vilde tale:

Længst af min Vaagekone kjed jeg var,

De andre To var vistnok ogsaa gale,

Men ret mit Kors med denne her jeg har.

Hvad? raabte Lægen i forbauset Tone:

Det er jo nu den tredie Vaagekone!

Men ei den rette, svared hans Patient:

Hvergang jeg vaagner, seer jeg at hun nikker;

Hvergang et Ærende jeg hende skikker,

Er Sludderen paa Gangen aldrig endt,

Thi godt en Time da jeg eensom ligger.

Igaar hun gav mig Havresuppen brændt,

Og næsten altid hun forglemmer Tiden

Til min Mixtur — desuden er hun skiden.

Ih fy for Pokker! Doctoren udbrød;

Men — vedblev han — da stedse kjed De bliver

Af mine Koner, veed j eg i min Nød

Ei bedre Raad, end at jeg ud Dem river

Af Deres Kløer og Dem min Jomfru giver.

Hvem er den Jomfru? Homo’s Spørgsmaal lød.

Aa, fik til Svar han: en fortræflig Pige,

Om hvem dog meget lidt jeg kan Dem sige.

Jeg ved min Kone blev med hende kjendt

Hun er tilaars og fattig, skjøndt ei Tigger;

Men i at passe Syge hun er sikker,

Og naar vi har en mærkelig Patient,

Der just imellem Fem og Ell’ve ligger,

Bli’er gjerne hun og hendes Hjælp anvendt,

Thi da for Sygepleien er jeg rolig.

Jeg strax vil skikke Bud til hendes Bolig.

Han gik, og lod Geheimraaden tilbage,

Der med sit matte Blik, sin blege Kind,

Sig saae omkring i Morgensolens Skin,

Og ret med Vellyst syntes at inddrage,

Og med de tørre Læber at modtage

Den Luft, der gjennem Ruden strømmed ind.

Han gjentog for sig selv med hævet Øie:

Med eet Skridt fremad maa man la’e sig nøie!

Hvorlænge saa han eensom havde ligget,

Han vidste neppe selv, dengang medeet

Der let og sagte blev paa Døren pikket.

Kom ind! han hvisked — og med sagte Skridt

En Qvinde traadte ind, og Øieblikket

Derefter Lægen, som var opholdt lidt.

Her, Deres Excellence! sagde Denne:

Her er den Jomfru, jeg Dem vilde sende.

Den lille Jomfru — thi hun heller lille

End stor maa kaldes — traadte halvt nu frem,

Men stod paa eengang dog ærbødig stille,

For ei i Talen at forstyrre dem,

Thi af sin Doctor netop Homo vilde

Ha’e ret Besked om Sygdomsstoffets Hjem;

Og medens Begge paa Materien agte,

Vil vi, min Læser! Jomfruen betragte.

Der staaer hun, i en sort og ulden Dragt

Hvis Folder omkring Livet falde knappe,

Paa Hovedet en lille sneehvid Kappe,

Et simpelt Tørklæd’ omkring Halsen lagt;

Der staaer hun, lidt tilveirs paa Livets Trappe,

Med værdig Holdning, som der nys blev sagt,

Med fine Træk, med Kinder liliehvide,

Med melankolske Øine, blaae og blide.

Det lyse Haar er graanet og paa Siden

Af Kappen dæk’t, der Kinden tæt omsnoer;

Den klare Pande mærket er af Tiden,

Og tegnet let med Tænksomhedens Spor;

Nakken er rank, og Haanden fiin og liden,

Men Farven siger meer end alle Ord,

At man sin Gjerning gjøre maa herneden —

Saa staaer hun: samlet, rolig og beskeden.

De tvende Herrer just har Snakken endt,

Og om til hende Doctoren sig vender,

Idet han siger: Her jeg min Patient,

Geheimraad Homo, gi’er i Deres Hænder;

Med hans Tilladelse blev Bud Dem sendt;

Hans Excellence Deres Omhu kjender . . .

Men hvad gaaer ad Dem, Jomfru? Ondt De faaer;

Dem stærkt til Hovedet jo Blodet gaaer.

Og virkelig, vor Jomfru’s blege Kinder

Iførte sig paa eengang Purpurdragt;

Hun efter Stolen greb, som nær hun finder,

Og satte pludselig sig ned med Magt.

Af Doctoren blev koldt Vand hende rakt,

Og ved en Slurk sin Fatning hun gjenvinder;

Med sænket Blik og neppe hørligt Ak

Hun rækker Glasset ham med mange Tak.

Vor Helt i Sengen Intet havde seet,

Hans egen Tilstand var ham Hovedsagen,

Og træt af Alt, hvad der idag var skeet,

Laa mat han hen, af feberdøs betagen.

Lægen gik bort, da Jomfruen var bed’t,

At følge hans Instrux for hele Dagen,

Og bag et Skjermbræt, tæt ved Sengens Fod

Hun eensom nu i Stolen sig nedlod.

Der sad hun lydløs i det dybe Stille,

Der hersked rundt om i den Syges Hjem,

Og visked bort de Taarer, som nedtrille,

Og qvalte sine Suk, før de brød frem.

Den vakte Smerte, som hun kue vilde,

Ustandset dog steg op fra Mindets Gjem;

At det var ham, til hvem hun hid var hentet,

Det havde mindst af Alting dog hun ventet.

Saa sad nu Alma — thi af hvad Grund længer

Fordølge, hvad min Læser aner alt?

Men Alma til saa ringe Gjerning kaldt —

Hvorledes mon vel dette sammen hænger?

Den Underretning, hvortil her man trænger,

Er hurtig given og er snart fortalt;

Imens hun selv i Stilhed Taarer fælder,

I Korthed hendes Skjæbne jeg fortæller.

Fra sidst hun traadte frem, en halv Snees Aar

Endnu hun med sin gamle Fader leved,

Da blev saa brat det stille Samliv hævet,

Og Gartneren gik ind til evig Vaar.

Boet blev opgjort — da betalt var blevet

Hvad skyldtes bort, kun lidt igjen hun faaer:

Et Huus paa to Fag, ved den anden Ende

Af Gartnerhaven, Arven var til hende.

Hun flytted ind, endnu saa nær ved Mindet

Af hendes Ungdomsliv, der var forbi;

Thi end hun saae den Have solbeskinnet,

Hvor alt som lille Barn hun leged i.

Hun kunde fra sit Vindve, rørt i Sindet,

Forfølge Sporet af sit Drømmeri

Igjennem hver en Gang, til hver en Grotte,

Men Haven selv hun aldrig meer betraadte.

Hun maatte søge Brødet at fortjene,

Og friste Livet under Husets Ly;

Thi paa den hele Jord hun stod alene,

Foruden Slægt, til hvem hun kunde tye.

Snart med sig selv var her hun paa det Rene:

Hun for Betaling gav sig til at sye,

Hun Noder skrev, hun Landkort coloreerte,

Og altid dygtigt Arbeid hun præsteerte.

Men skjøndt hun Naal og Pen og Pensel førte,

Var det ei Haandens Værk, hun leved i;

Med Naalen let sig Tanketraaden rørte,

Med Farven blomstred hendes Phantasi;

Ved Nodeskrivning tidt en Klang hun hørte,

Som af en halvglemt, liflig Melodi,

Som af et eensomt Suk, hvormed et Hjerte

Paany nedsænked dybt den vakte Smerte.

Paa denne Viis gik hen en Rad af Dage,

Hun langt var rykket frem i Tid og Aar,

Da blev de før saa stærke Øine svage,

Saa Naal at bruge hun ei godt formaaer;

I det Sted maa hun fiin Vask sig paatage,

Som hjem til sig hun fra Familier faaer,

Og anbefalt af dem det monne hænde,

At hun en Doctors Frue lærte kjende.

En Typhus Denne fik, og ved sit Leie

Hun ønsked Alma, der nu vandred om

Den Syge Dag og Nat paa Dødens Veie,

Saa trofast at, ifølge Doct’rens Dom,

Hun var som skabt til syge Folk at pleie.

Da kort Tid efter han som Læge kom

Til Hospitalet og til Bistand trængte,

Han paa sin Kones Vaagekone tænkte.

Hans Forslag modtog hun, og bort hun bytted

Den Bolig, som endnu var Hjertet kjær,

Idet til Toldbodveien ud hun flytted,

Hvor Hospitalet hun var mere nær.

Der til saa mangt et Smertenssuk hun lytted,

Der saae hun Dødens hele Rædselsfærd,

Der lærte Livets Afmagt hun at kjende,

Og op en anden Verden gik for hende.

Med denne korte Underretning maa

Til næste Sang min Læser la’e sig nøie;

Kun bør jeg den Omstændighed tilføie,

At aldrig Alma havde truffet paa

Sin fordums Elsker, før med sorgfuldt Øie

Hun her ham efter lange Tider saae.

Hun vidste vel omtrent hvad der var skeet ham,

Hun havde hørt om ham, men aldrig seet ham.

Deraf Bevægelsen sig la’er forklare,

Hvormed til Sengen hen hun sagte gaaer,

Hvormed hun for den Slumrende nu staaer,

For dog at see, hvorvidt hans Træk vel svare

Til dem, hun mindes fra sin Ungdomsvaar.

Knap i sit Bryst kan Sukket hun bevare:

Profilen, fornem kold, fast indgjød Skræk;

Hvor var de bløde, varme, milde Træk?

Frygt for Gjenkjendelse med overflødig

Veemod og Uro hendes Sjæl betog;

Men denne Frygt var her dog reent unødig.

Eensformig trist forbi jo Dagen drog,

Patienten laa og døsed, mat og mødig,

Og stundom kun et Blik iveiret slog.

Han sagde Hun til hende, naar han talte,

Thi for hans Syn kun hendes Dragt sig malte.

Hvorhen sig vende med det varme Hjerte?

Hvor søge Lindring? Kun hans Livs Forliis

Hun skued i hans Blik, saa koldt som Iis,

Og i hans Ord kun gjenlød Mindets Smerte.

Tre Døgn hun gik om ham paa denne Viis;

Da fjerde Morgen tændtes Dagens Kjerte,

Kom trende Læger i en lang Visit,

Og Tallet ei den Syge trøsted lidt.

Med denne Trøst laa han om Aftnen vaagen;

Ved Hovedgjerdet tændt alt Lampen stod,

Og sine Draaber alt han tog imod

Af Almas Haand, da kom igjen der Nogen.

Det Jensen var — og Alma taus i Krogen

Sig trak tilbage, mens sig hiin nedlod

Ved Siden af Patienten, som gav Haanden

Til Vennen, der var synlig rørt i Aanden.

Den rakte Haand med Varme Vennen klemte,

Idet han sendte til vort Helt et Blik.

Der virkelig til Hjertet Denne gik;

Dog da hans Haand at slippe Jensen glemte,

Da meer høitidelig sig Minen stemte,

Sin Vens det spændte Udtryk selv han fik.

Hvad er dig hændt? han spurgte. Er der Noget

Passeert i Byen? — Tal dog! Ud med Sproget!

Jeg har en Underretning dig at give,

Gav Vennen lidt betænkelig til Svar,

Men maaske bedre dog, jeg lod det blive;

Du til at høre den knap Styrke har,

Dig Tingen vist for meget vil oprive —

Hvad er det? spurgte Homo: Dig forklar!

Jeg godt er styrket af de sidste Draaber.

Theatret er dog ikke brændt, jeg haaber.

Nei, hvisked hiin: nei du kan være rolig!

Men — her han atter greb og knuged haardt

Den Vennehaand, der nys var trukken bort —

Men tag dig sammen! thi mig selv utrolig

Var Tingen længe... Du maa skifte Bolig,

Dit Ophold i den gamle bli’er kun kort.

Saa er min Gaard da brændt! Patienten stammer:

Ja du har Ret, det Slag lidt haardt mig rammer.

Ak du mig misforstaaer, vedblev vor Jensen;

Det gamle Ord du kjender: Kjød er Hø,

Saa vel for Stodderen som Excellencen

Den samme Lov jo gjælder — de skal døe!

Og hvad med denne Snak er vel Tendensen?

Nu Homo spurgte. At din egen Sø

Desværre du maa seile, svared Vennen:

Dit Liv er ude — du er nær ved Enden.

Du spøger, men du spøger grovt! gjensvared

Vor Helt med Heftighed: Det værste Pust

Har gudskelov jeg overstaaet just,

Og mærkeligt mit Hoved har sig klaret.

Men af din Læge har jeg det erfaret,

Blev Jensen ved: den gamle Doctor Rust,

Som dig imorges saae, og hvem jeg gjæsted

Idag til Middag, har mig det stadfæstet.

Tro ei, jeg vil dig gjække: altfor vigtig

Og altfor sørgelig er Tingen mig;

Men dine Sager maa du ordne rigtig,

Da paa det Sidste man forregner sig.

At melde dig din Død var vel jeg pligtig,

Den Venskabstjeneste jeg skyldte dig —

Den Venskabstjeneste var kun en daarlig!

Afbrød ham Homo, bitter og alvorlig.

Knap var det sagt, før han saa heftig dreied

Sig om mod Væggen, at der blev en Rift

Imellem ham og Vennen midt paa Leiet.

Det var, som Jensen havde rakt ham Gift;

Hans Tankers Traade pludselig sig speged,

Hans Hjerte sank, hans Øie stirred stivt,

Hans Puls fik Hastværk, og for Øret tude

Han som i Stormen hørte: Det er ude!

Han sukked dybt — men snart han atter vendte

Sig om mod Vennen, der sad halv forknyt,

Betragtende de lange Straaler Spyt,

Som tankeløs han ud i Luften sendte:

Min Ven! han hvisked: godt jeg dig jo kjendte,

Hvorfor da vredes vel og blive stødt,

Fordi dig selv du ligner til det Sidste?

Nei, lad vort Venskab ei med Døden briste!

Aa, svared Jensen: vær du ganske rolig!

Som executor testamenti jeg

Skal efter Døden selv dig tjene trolig;

Og for at gaae til Maalet kortest Vei,

Saa siig mig, hvem du tiltænkt har din Bolig,

Thi den jo Baroniet følger ei.

Obligationerne vi og maae klare;

Lad mig dig spørge, du kun har at svare!

Her hented frem han Blyant og Papir,

Og gav sig strax ifærd med at opsætte

En Slags Concept, idet han mumled: "Dette

Mit Testament min sidste Villie bli’er«

Og nu begyndte Spørgsmaal han at rette

Til Homo, som et dybt Suk fra sig gi’er

Ved hver Bestemmelse, der tages skulde

For den Tid, naar han selv er under Mulde.

Da Jensen, færdig med de rede Penge,

Obligationer, Gjæld, et cætera,

Ham spurgte: skal Legater tages fra?

Betænkte først vor syge Helt sig længe,

Og hvisked derpaa: Haardt jeg monne trænge

I min Studentertid, og derfor... ja,

Skriv et Legat paa tusind Daler Renter

Til aarlig Deling mellem ti Studenter.

Du paa Legatets Form dig maa besinde,

Jeg Consistorium gjør til Patron;

Og det er sandt! før det mig gaaer af Minde,

Husk paa, at der udsættes en Pension

Paa hundred Daler for en vis Person,

Som dig min Tjener hjælpe vil at finde.

Personens Navn er Lotte Fattiglem,

Og Ladegaarden sidst var hendes Hjem.

Godt! mumled Jensen. Homo sank tilbage

Paa Puden, trættet af den lange Snak;

Dog Vennen frem nu Ordensskrinet trak,

For med det Spørgsmaal ham paany at plage:

Men hvem skal Diamanterne modtage,

Og for Juvelerne dig sige Tak? —

Dem, sukked han: du mine Døttre give,

Hvem du i mit Navn kjærligt maa tilskrive.

Og dette Gulduhr? blev den Anden ved.

Det — Svaret lød — du ved din Barm befæste

Til Minde om det Venskab, der fandt Sted

Imellem os — desuden mine Heste

Og mine Vogne jeg dig skjenker med,

Men pas mig Ridehoppen paa det Bedste.

Aa, udbrød Jensen: Du er altfor god!

Men Hoppen jeg gjengjælder det imod.

Her vender han Papiret og vedbliver:

Hvem har din Marmorbuste du bestemt,

Den — hvisked Homo — jeg Theatret giver,

Jeg vilde nødig der dog være glemt.

Godt! svared Vennen: Ønsket har jeg gjemt,

Og stol paa, jeg til dine Døttre skriver,

Og dine Folk Douceurerne skal faae,

Saa i din Grav du rolig nu kan gaae.

Han reiste sig, men idetsamme Ringen,

Som før paa Sygebordet seet vi har,

Paa Homo’s Pegefinger blev han vaer,

Og nu han siger: Du vel veed, at ingen

Klenodier man i Kisten med sig ta’er?

Det er forbudt ved Loven. Dum er Tingen,

Men dog bli’r det nok bedst, du føier til,

Hvem din Signetring du forunde vil.

Hidtil vor Helt taalmodig paa ham hørte,

Men nu han syntes dog det gik for vidt.

Han irriteret sig paa Leiet rørte

Og svared hastig: Du faaer vente lidt,

Endnu man ikke bort med Kisten kjørte.

Her saae paa Ringen han sørgmodig blidt,

Mens for sig selv han sukked: Dette sidste

Erindringstegn skal med mig i min Kiste!

Hvis troer du vel at Stenen været har?

Paa eengang spurgte han, idet han vendte

Sig om mod Vennen — og gav selv til Svar:

Min fordums Kjærestes, hvem du jo kjendte!

Hun dette A og H har ladet prente,

Og efter hendes Tegning Krandsen var.

Jeg Stenen siden lod i Guld indfatte,

Og allersidst Devisen til jeg satte.

Bestandig paa min Haand jeg med den gik,

Mens næsten reent jeg glemte Giverinden;

Men o, hvor selsomt! nu ved Livets Svinden

Staaer hun af Alle klarest for mit Blik:

Saa levende jeg mindes Rosenkinden,

Og Øiet, der Fiolens Farve fik.

Bring hende Budskab, hvis hun er at finde,

At med i Graven jeg tog hendes Minde.

Det — svared Jensen — jeg besørger gjerne!

At tjene dig, er al min Drift og Hu.

Jeg mindes godt den lille Alma Stjerne,

Skjøndt, det er sandt! tilaars hun er jo nu;

Men findes skal hun, selv i videst Fjerne.

Farvel, min Ven! I Morgen Middag du

Mig atter med Papirerne kan vente,

Jeg kommer da, din Underskrift at hente.

Han vilde gaae, men Homo’s Vink ham standsed.

Endnu Eet! hvisked Denne dybt beklemt:

Dit Ord fra før jeg ikke rigtig sandsed,

Var Lægens Dom om mig da fast bestemt?

Var ei med mindste Haab da Skaalen krandset,

Hvori den bittre Dødens Drik er gjemt?

Med intet! svared Jensen heel bedrøvet:

Den dumme Flink dig Liv med Blod har røvet.

Saa — vedblev Homo — lad mig Afsked... Nei,

Nei! afbrød Jensen: Afsked ei jeg tager.

Til dig i Morgen Middag kommer jeg;

Da tale vi, ifald det dig behager,

Om din Begravelse og slige Sager,

Og da som Brødre gaae vi hver sin Vei.

Til samme Tid du og maa la’e mig vide,

Om geistlig Trøst du ønsker ved din Side.

Han gik — og for vor Helt i Drømmetaagen,

Kun faa Minuter efter, bortsvandt Alt;

Thi hidtil kun hans Spænding holdt ham vaagen,

Og nu med Magt hans Øine sammen faldt.

Han slumred tungt, da Alma frem af Krogen,

Hvor Alt hun havde hørt, medeet blev kaldt;

Thi pludselig fra Leiet hende naaede

Et dæmpet Skrig, som gjaldt det Hjælp i Vaade.

Hun satte sig, hvor Sædet tomt var blevet,

Foran den Syge, der saa dybt sig gav,

Mens Drømmens Rædsel, som hans Sjæl opleved,

I Angstens ydre Træk sig maled af:

Hans Hænder knytted sig, hans Læber bæved,

Hans Bryst sig hæved voldsomt, lig et Hav,

Og Svedens Perler Kind og Pande dugged,

Da skjælvende sit Øje han oplukked.

Om Almas Haand, som ud mod ham hun strakte,

Han greb med al sin Kraft og stønned: Aa,

Aa hold mig, frels mig, lad mig ei forgaae!

Sit frygtelige Gab mod mig den rakte.

Her lidt i Orden Tankerne han bragte,

Han rundt om sig med store Øine saae,

Han sig besinded  — hvor han var, han sandsed;

Og pludselig hans Blik ved Alma standsed.

Hvorledes? dybt forbauset nu han stammed:

Har mig en anden Drøm da lagt i Baand?

Gaaer Stjernen op, hvis Syn mig før opflammed?

Tilhøre disse Træk en salig Aand?

Er det det Blik ei, som jeg tidt annammed?

Og denne Haand — er det ei Almas Haand?

Hvis det er dig, lad mig dit Ord fornemme!

Hvis du er Alma, tal med Almas Stemme!

Men Alma mægted ei at give Stemme

Den Følelse, hvorfor hun Ord ei fandt:

Den Smerte, hvori Mindet havde hjemme,

Den Glæde, hvori Haabet strax forsvandt.

Kun ved hans Haand til Gjensvar ømt at klemn

Kun ved en Taare, der saa fuldt nedrandt,

Kun ved sit Øie mildt paa ham at hefte,

Formaaede hun hans Gisning at bekræfte.

Saa du er kommen hid til mig i Nøden?

Foer med bevæget Røst paany han fort:

Men veed du, at kun flygtig bli’er vor Møden’

Nu du er kommen, gaaer jeg selv just bort.

Her, lige for dit Øie, sidder Døden,

En Time har jeg end, saa kort! saa kort!

Vil du dit Klagemaal mod mig begynde,

Saa hæv din Stemme nu! Du maa dig skynde.

Tal ikke saa! hun sukked — ei du tage

Den Trøst igjen, som af dit Blik jeg faaer.

Hvad over dig har da vel jeg at klage?

Min Glæde var du i saa mange Aar.

Mod hvad der svandt vend ei dit Blik tilbage!

Tænk paa det Store, som dig forestaaer!

For mig hver Smerte ved det Haab forsødes,

At snart bag Gravens Rand paany vi mødes.

Bag Graven, gjentog Homo, hvem i Minde

Den frygtelige Drøm medeet nu kom:

Bag Graven, Alma! Hvad er der at finde?

Kun Skræk og Angst, Forfærdelse og Dom.

Hvis i dens Dyb du havde siddet inde,

Og i den mørke Afgrund seet dig om,

Og havde følt dit Haab, din Kraft besvime:

Du vilde skjælve for den sidste Time!

Ja, hvis med Phantasiens Blik man skued,

Gjensvared Alma: hvor fandt da man Ro?

Da var man hjælpeløs og eensom jo,

Mens for det Ubekjendte Hjertet grued.

Men glem hvert Rædselssyn, som nys dig trued!

Sku mod de fjerne Kyster med din Tro!

Der Livets stærke Magter alt sig nærme,

De, naar du synker, vil for Fald dig skjerme.

Og hvilke Magter? spurgte Homo sukkende,

Idet som før han rundt sig saae omkring;

(Thi stærkt hans Tanke kommen var i Sving

Ved Drømmens Billed, stedse nyt opdukkende)

Hvor er den Magt, som hersker udelukkende?

Som styrer Mennesket og alle Ting?

Naar her tilbage mod mit Liv jeg stirrer,

Sig Alting for min Tanke kun forvirrer.

Der seer jeg Skjæbnen paa min Vei staae Vagt,

Og drive grumt mig frem mod Afgrundsbredden;

Der lurer Hændelsens den lumske Magt,

Til i dens Net jeg villieløs er gleden;

Der holder kold og streng Nødvendigheden

Mig fast i Lænken, den om mig har lagt —

Hvem er den Største? Hvem skal jeg paakalde?

Mit Liv er deres — de har havt mig Alle!

Seer du ei andre Magter da end hine?

Bevæget Alma spurgte, mens hun tog

Hans Haand og holdt den fast imellem sine:

Seer du et Forsyn ei, der ei bedrog?

Ak, gav til Svar han med sørgmodig Mine:

Jeg seer det, da det Haanden af mig slog;

Jeg seer det langt tilbage, fjernt i Tiden,

Men det er nu saa længe, længe siden.

Her som i dybe Tanker sank han hen;

Men Alma, for hans sunkne Mod at hæve,

Begyndte med sin varme Røst igjen:

Saa maa du Bistand af din Frihed kræve!

Den blev dog hos dig som din sidste Ven,

Og tryg ved den, behøver ei du bæve;

Dit Her og Hisset jo i den forener du —

Min Frihed? afbrød Homo: ja, hvad mener du?;

Din Frihed — Villien i dit eget Bryst,

Gi’er hun til Svar, og Rosens Skjær sig maler

Paa hendes blege Kind, idet hun taler.

Har du ei tidt fornummet Villiens Lyst?

Selv midt i Mørket, naar hver Stjerne daler,

Er der i den som Lysets egen Trøst.

Dybt i din Villie maa du Hjælpen finde,

Thi der din Fremtid sikkert sluttes inde.

Er der ei Noget, som ret fast du vil?

En Attraa, hvori hvert et Haab sig dølger,

Et Maal, du fastholdt under Livets Spil?

Naar denne Villen i dig selv du følger,

Trækfuglen lig henover Dybets Bølger

Den Evighedens Kyst dig bærer til.

Hvorhen med al din Villies Kraft du stunder,

Der maa du komme, skal der end skee Under.

Ak, stammed Homo: er det sandt, du siger?

Jeg vil jo — men det staaer ei klart for mig —

Jeg har Saameget villet... Alting sviger,

Selv mine Ønsker nu forstikke sig.

Ak, Alma! Jeg fra Jorden bort ei higer,

Jeg allerhelst forblev nu her hos dig;

Du i min Afmagt har mig ikke sveget.

Men troer du Villien da formaaer saa meget?

Ja, gav hun rørt til Svar: saa vist jeg troer,

At der med den sig Skaberkræfter blanded;

Thi Villien i vort Bryst hvad er den Andet,

End Roden, hvoraf ud vort Væsen groer?

Troer du, den mindste Blomst og Urt blev dannet,

Hvis ei af Villie var i den et Spor?

Alt liv er Villien — Villien er det Første

I hver en Sjæl, den mindste som den største.

Ja, sukked Homo: hvis jeg bare vidste —

Men naar jeg seer tilbage paa min Vei,

Seer alle Planer jeg som Bobler briste,

Og hvad jeg vilde før, ei meer vil jeg.

Saa saml din Tanke her nu paa det Sidste,

Afbrød ham Alma: og forsag blot ei!

Lad for din Frelse beggeto os bede;

Den, Bønnen gjælder, er jo her tilstede.

Ja du har Ret, han hvisked: det er sandt,

Ja lad os bede, før det bli’er forsilde;

Men tør og udtømt er mit Hjertes Kilde,

Og til det Sidste mine Kræfter svandt.

Lad mig et Øieblik blot ligge stille

Og vende Tanken i den rette Kant;

Hvis ind jeg sover og min Styrke glipper,

Saa lov mig kun, at ei min Haand du slipper.

Knap var det sagt, før ned han sank paa Puden

I dybest Slummer, og i Søvnens Baand

Laae bundne baade Legeme og Aand

Til Morgensolen skinnede paa Ruden;

Da aabned Øiet han, men ikke uden

For at faae Vished om, at Almas Haand

Endnu beskjermende hans Haand omfatter,

Da det han havde seet, sov ind han atter.

Fra Leiet bort ei Alma vilde vige,

Skjøndt der af Læger kom et halvt Dusin,

Som nu holdt Raad paa Dansk og paa Latin,

Og dømte Homo ned i Dødens Rige.

Hans Puls befølende de hørtes sige:

Her hjælper Doctor ei og Medicin;

Hans Stav er brudt; udtømt er Levekraften;

Alt er forbi — han væk er inden Aften!

Ved Middag, da sig Jensen indfandt atter,

Han af sin Slummer vaagned dog igjen,

Og skjøndt af Vennens Snak kun Lidt han fatter

Fastholder dog hans Haand den rakte Pen,

Hvormed sit Navn ulæseligt han kratter

Paa Documentet, lagt paa Sengen hen.

Med et Gud hjælpe dig! Hold ud til Enden,

Saa gaaer det nok! sig trist bortlisted Vennen.

Den Døende var nu med Alma ene,

Der, holdende beredt en Lædskedrik,

Ved Leiet sad og med sit faste Blik

Betragtede hans sunkne Øiestene,

Beredende sig paa den sidste Scene,

Hvergang en Gysen gjennem ham der gik.

Den Bøn, hvorom ei meer hun minde turde,

Hun selv i Stilhed for hans Sjæl nu gjorde.

Hidtil paa Dødens Byrde taus han bar;

Ikkun de Syner, som hans Tanke væved,

Han af og til med Haanden gjennemskar;

Men nu med stive Blik han op sig hæved,

Og som om Alma han til Vidne kræved,

Han sagde med en Røst, der udslukt var:

Hvor blev den lange Tid, jeg havde vundet?

Kun et Minut jeg leved — det er svundet!

Her hendes slupne Haand han vilde tage,

Men efter Veiret snapped han ihast,

Hans Haand var som til Puden lænket fast.

Paa Leiet sank han aandeløs tilbage,

Hans Læber blaaned og hans Øine brast,

Og tungt det sidste Suk han hørtes drage.

De stumme Minder om det endte Spil,

De brustne Øine, trykked Alma til.

En Stund hun stod i taus veemodig Skuen,

Mens Candidaterne gik til og fra

For Liget ret i Øiesyn at ta’e,

Og deres Spøgen hørte hun med Gruen.

Men da Professoren nu kom, og da

Det lange Bord blev flyttet ind i Stuen,

Da vidste godt hun hvad der forestod,

Og med et Suk hun Værelset forlod.

Vor stakkels Helt nu ret blev maltraiteret;

Han ud af Sengen halet blev med Magt,

Blev derpaa nøgen op paa Bordet lagt,

Og saa med skarpe Vaaben obduceret.

Alt inden i ham blev for Dagen bragt,

Og gjennemflengt og krængt og trepaneret,

Fik han det Skudsmaal af vort Hospital:

En Mand, i hver Henseende normal!

Den Efterretning glæded Hormo’s Venner,

Thi som en Trøst i deres Sorg den kom:

Især blev Jensen glad, der strax erkjender

Sin egen Mening i den fælles Dom.

Han løb til hver Bekjendt i Byen om

Med Vennens Roes, som ham paa Tungen brænder

Og skreg: var ikke slig en Død fatal? —

Har De det hørt? Han var normal, normal!

Men det det Mindste var, hvad Jensen gjorde:

Til Homo’s Døttre fik han Budskab sendt,

Fik i Aviser gjort hans Død bekjendt,

Fik Anstalt truffet til at la’e ham jorde,

Fik et Proclama udstedt, som sig burde,

Fik læst og confirmeert hans Testament,

Fik Lotte fat, fik udbetalt Procenterne

Af Arven, og Legatet til Studenterne.

Men ved det Sidste han sig skilte slet;

Thi dengang han Legatets Form bestemte,

De gammeldags Forbandelser han glemte

Mod dem, der brød Testators Ord og Ret.

Den Feil bag Øret Consistoriet gjemte,

Og efter nogen Tid det lyktes let

At faae Legatet omgjort, der nu skjenker

Huusleiehjælp til ti Professor-Enker.

Dog Jensen havde Andet at bestille,

End faae Forbandelser paa Andre lagt.

Begravelsen med Glands og Pomp og Pragt

Gaaer netop for sig, og vi standse ville

Ved Homo’s Gaard, hvor Liget hen er bragt,

Og hvor nu Sørgemarschen høres spille;

Men der os møder Politiets Stok —

Saa ud paa Gaden da blandt Pøblens Flok!

Der kommer Toget stil dig her, min Læser,

Og al din Trængsel over Synet glem!

Der kommer Toget ud fra Homo’s Hjem:

En dæmpet Gravchoral Musiken blæser,

Og med tilhylte Manker, Øren, Næser,

Sex sorte Heste trække Vognen frem;

Paa Fløielstæppet med den gyldne Liste

Sig hæver høit den laurbærdækte Kiste.

Seer du med Sorgens dybe Træk om Munden

De sorte Mænd, med Blikket vendt mod Jord?

Der kommer Homo’s Buste, floromvunden,

Omgiven af Theatrets Sangerchor;

Og der paa Silkepuden, rød i Bunden,

Hans Ord’ner bæres, trukne paa en Snor,

Dem følge Skuespillerne, der sukke

Ved deres anden Faders Askekrukke.

Men hvilken Masse Folk! Det snoer og bølger

Sig ned ad Gaden og ad Torvet op!

Hvad Byen har af Stort og Herligt dølger

Sig her i Sørgeskarens lange Trop:

Paa Præstekjolen Uniformen følger,

Paa Hat og Hjelm Chakoens røde Top,

Paa Ridderkorset Stjernen — Poul paa Peter,

Og bag ved de utallige Kareter!

Hvor skulde vel man ende? hvor begynde!

Og derfor, kjære Læser! pas dit Snit,

Og her, hvor Folkets Hobe sig fortynde,

Drei gjennem Gaden ned med snare Skridt!

Ad Kirkedøren ind vi vil os skynde!

Til Choret op! der kan vi puste lidt.

Men hvilken Mængde pyntede Figurer!

Med Damer fyldt er Kirkens Pulpiturer.

Paa Org’let præluderes — Alles Blikke

Nysgjerrige mod Døren dreies om,

Og Alle skyndsomt til hinanden nikke,

Thi endelig engang dog Kisten kom.

Ak, det er Skade, Liget seer man ikke!

Man maa tiltakke ta’e med Præstens Dom,

Med Ordet af den vidtberømte Taler,

Der Homo’s Værd og Billed klart nu maler.

Han vinker — Sangerchoret falder ind

Med et Farvel, som man den Døde byder;

Men da for dig, min Læser! svagt det lyder,

Saa vend mod Kirkegaarden nu dit Sind!

Vil du som jeg, vi over Volden skyder

Igjennem Porten ud, i Veir og Vind;

Vi Jordpaakastelsen tør ikke miste,

Vi Alting maa ha’e med her til det Sidste.

Det var i rette Tid vi kom afsted,

Thi alt iforveien Bedemanden kjører.

Her frem ad denne Sti! Til Gravens Bred

Igjennem Kirkegaarden den os fører.

Der see vi Kors ved Kors, som Hjertet rører,

Og her den aabne Grav vi standse ved:

Hvor dyb og mørk! Er Homo først der nede,

Kan han om Dagens Sollys længe lede.

Hvortil de Arbeidsfolk, som hist omringe

Den store Steen, der ligger endevendt?

Ak, det er Homo’s Marmormonument,

Som Jensen her iforveien ud lod bringe;

Hans Venskab lod itide Meislen klinge,

At Vennens Grav ei vorder ubekjendt.

See, hvilken Steen! Den Mand kan sove rolig,

Der sligt et Tag faaer over slig en Bolig.

Men tys! Bag Hækken hist af Berberisser

Det lange Sørgetog alt skimtes kan.

Paa Pladsen rundt den vimse Graver bisser

Og Kisten sættes paa det gule Sand.

Liigbærerskaren langsomt ned den hisser,

Mens Præsten stiger op paa Gravens Rand;

Han blotter sin Kalot, saa sort som Natten

Og Alle see med ham — tilhunds i Hatten.

Af Graveren han la’er sig Spaden give,

Og siger, medens Jord han kaster paa,

De Ord, der Kistens hule Lyd oplive:

Af Jorden taget, skal til Jord du blive,

Og atter skal af Jorden du opstaae! —

Enhver af Følget op til Graven maa;

Til Kisten med den Tanke ned man kigger:

Aa gudskelov, at jeg der ikke ligger!

I Hui og Hast man Hullet kaster til,

Og iilsomt hjem til Byen Alle tage,

Som fra et langtudtrukket Skuespil;

Kun Jensen med sin Troskab og sin Klage

Blandt Folkene ved Stenen bli’er tilbage,

Og til den Ædle vi os slutte vil.

Med egen Haand han hjælper dem at lægge

Paa Vennens Grav det hvide Marmordække.

O Venskabs sidste, rørende Bedrift!

O hellige Troskab, som ved Graven sværmer!

Der ligger Stenen nu, som Homo skjermer

Mod Verdens Nød og onde Tungers Gift.

Hvor smukt, naar man fra denne kant sig nærmer,

Imøde lyser os med gylden Skrift:

Her hviler Adam Homo med den blide Aand,

Baron, Geheimraad, Ridder af det hvide Baand.