De Levendes Land

 

1. 

O deilige Land,

Hvor Haaret ei graaner og Tid har ei Tand,

Hvor Solen ei brænder og Bølgen ei slaaer,

Hvor Høsten omfavner den blomstrende Vaar,

5Hvor Aften og Morgen gaae altid i Dands

 Med Middagens Glands!

 

2. 

Livsalige Land

Hvor Glasset ei rinder med Graad eller Gran,

Hvor Intet man savner, som Ønske er værd,

10Hvor det ikkun fattes, som smertede her,

Hvert Menneske søger med Længsel i Bryst

 Din smilende Kyst!

 

3. 

Forjættede Land!

Du hilses i Morgenens speilklare Strand,

15Naar Barnet mon skue din Lignelse skiøn

Og drømmer, du findes, hvor Skoven er grøn,

Hvor Barnet kan dele med Blomster og Siv

 Sit Smil og sit Liv!

 

4. 

O, flygtige Drøm

20Om Evigheds-Øen i Tidernes Strøm,

Om Templet for Glæden i Taarernes Dal

Om Halvgude-Livet i Dødninge-Sal,

Med dig fra de Fleste henfarer paa Stand

 De Levendes Land!

 

5. 

25O, skuffende Drøm!

Du skinnende Boble paa Tidernes Strøm!

Forgiæves dig Skjalden, med Mund og med Pen

Af glimrende Skygger vil skabe igien,

Naar Skyggen er ligest, da hulke de Smaa

30 Som stirre derpaa!

 

6. 

Fortryllende Drøm

Om Evigheds-Perlen i Tidernes Strøm,

Du giækker de Arme, der søge omsonst,

Hvad Hjertet begiærer, i Billed og Konst,

35Saa varigst de kalde hvad sikkert forgaaer

 Som Timer og Aar!

 

7. 

O, Kiærligheds Aand!

Lad barnlig mig kysse din straalende Haand,

Som rækker fra Himlen til Jorderigs Muld,

40Og rører vort Øie med Fingre som Guld,

Saa blaalig sig hæver bag buldrende Strand

 Det deilige Land!

 

8. 

O, himmelske Navn!

Som aabner for vores din hellige Favn,

45Saa Aanden, usmittet, kan røre ved Støv,

Og levendegiøre det visnede Løv,

O, lad mig nedknæle saa dybt i mit Leer,

 At Gud mig kun seer!

 

9. 

O, Vidunder-Tro,

50Som slaaer over Dybet den hvælvede Bro,

Der Iis-Gangen trodser i buldrende Strand,

Fra Dødninge-Hjem til de Levendes Land,

Sid lavere hos mig, du høibaarne Giæst!

 Det huger dig bedst!

 

10. 

55Letvingede Haab!

Gud-Broder! gienfødt i den hellige Daab!

For Reiserne mange til Landet bag Hav,

For Tidender gode, for Trøsten du gav,

Lad saa mig dig takke, at Glæde jeg seer,

60 Naar Haab er ei meer!

 

11. 

O, Kiærlighed selv!

Du rolige Kilde for Kræfternes Elv!

Han kalder Dig Fader, som løser vort Baand,

Al Livs-Kraft i Sjælen er Gnist af din Aand;

65Dit Rige er dér, hvor Man Død byder Trods,

 Det komme til os!

 

12. 

Vor Fader saa huld!

Du giærne vil throne i Templet af Muld,

Som Aanden opbygger i Midlerens Navn,

70Med rygende Alter i Menneske-Favn,

Med Himmellys-Bolig af Gnisten i Løn

 Til Dig og din Søn!

 

13. 

O, Christelighed!

Du skiænker vort Hjerte hvad Verden ei veed;

75Hvad svagt vi kun skimte, mens Øiet er blaat,

Det lever dog i os, det føle vi godt,

Mit Land, siger Livet, er Himmel og Jord,

 Hvor Kiærlighed boer!





Har Første korrekturlæsningHar Anden korrekturlæsningMangler Tredje korrekturlæsningMangler KildeangivelseMangler Sidehenvisninger