Jens Zetlitz (1761–1821)

Hvor Søvnens store Sanger sover

        Den lange Søvn, min Skialdemøe

En Sang om Gravens Fortrin vover,

        Og at misunde dem som døe.

Velsignet Wessels Støv maae hvile,

        Og Ondskab tie ved hans Grav,

Han tvang den Usle selv at smile,

        Og Vanhelds Søn han Glæde gav.

Naar Wessel stemte sine Strenge,

        Gav Pindus Gienlyd af der’ Klang;

Og Muse-Choret ønsked’ længe

        At undervises af hans Sang.

Men tunge Kaar og mørke Dage,

        Bagtalelsens forgivted’ Braad,

De lærte Glædens Skiald at klage,

        Og druknede hans Smiil i Graad.

Taus Dalen var; thi Wessels Strenge

        Klang ikke meer i Dalens Skiød.

Forladte Phøebus saae dem hænge,

        Og Baggesen dem tage bød.

Han stemte dem, og muntre Toner,

        Som næsten Wessels Toner, klang,

Og Musen friske Vedbend-Kroner

        Om Skialdens unge Tinding hang.

Forbauset Wessel Sangen hører,

        Og seer sin Luth i fremmed Haand,

Og Fryd hans ædle Hierte rører,

        Glad kiender han igien sin Aand.

Syng — saa til Baggesen han taler —

        »Bliv meer end Wessel lykkelig!

»Du stiger nu, men see jeg daler,

        »Og Gravens Roe indbyder mig.«

O ja — i dens Cypresse Lunde

        Den favner dig venskabelig,

Mit Venskab er for sandt, at kunde

        Til Jorden mere ønske dig.

Did kommer ingen Sorg og Møie;

        Bagtalelsen forstummer der;

Du kun bedømmes af den Høie,

        Som grandt din hele Vandel seer.

Og du, som Wessels Fodspor træder,

        Som han tre Rigers Yndling er,

Det blev hans Lod at give Glæder,

        Og at modtage Lidelser.

Vor Vei — thi ogsaa jeg paakalder

        Apollos Gunst — er trang og svær;

Den giennem hvasse Torne falder,

        Og Armod vor Ledsager er.

Men Baggesen! dig intet skrækker!

        Ei Armod, ei Uskiønsomhed,

Apollo dig en Krands skal række

        Saa skiøn som Wessels Evighed!