Fader til de muntre Glæder,
Gavnerige Evan! mild
Tag det Offer jeg bereder,
Antændt ved Din egen Ild!
Skyldfrie jeg Din Lov istemmer,
Som jeg tit den toned før,
Mig barnagtig Haan ei skremmer,
Eller stum min Muse gjør.
Skal Du pryde Jorderige,
Vederqvæge Mennesket,
Byde tunge Tanker vige,
Giøre Livets Byrde let,
Dobbelt Fryd de Glade bringe,
Lidende en Lethe-Flod,
Og Din Lovsang ikke klinge?
Ingen Skiald Dig kalde god?
Evan! jeg behøver ikke,
Egen Sorg at glemme, Dig;
Kalken, Skiebnen bød mig drikke,
Var Dit beste Bæger lig;
Men mangfoldig Kummer hviler
Paa vor Jord — Hver Lidende,
Som Du venlig Trøst tilsmiler,
Kræver min Taksigelse.
Og naar lattermild Du møder
Udi Vennekredsen mig,
Livets Nektar selv forsøder,
Og gjør dobbelt lykkelig,
Vækker Vid, og vinker Latter,
Og bevinger Timerne;
Da Din Skiald fremtræder atter
Med Din Lov paa Læberne.
Naar Du stundom venlig søger
I min skiulte Afkrog mig,
Og jeg flyer fra mine Bøger
For at lære under Dig,
Naar om svunden Fryd Du minder,
Og tilkommende Du spaaer;
Strax bortstængte Luth jeg finder,
Til Din Roes dens Strenge slaaer.
Ræk mig Bægret! lad mig nyde
Af Din Nektar nok en Gang!
Aldrig skal Din Skiald fortryde
Hvad han til Din Ære sang.
Skal sig Dumhed end tilbyde,
Mig at haane paa sin Viis?
Endnu tidt skal Luthen lyde,
Milde Evan! til Din Priis.
J. Zetlitz.