Saa vilde vi larme
I Mark og i Skov,
Med fnysende Harme
Vi hente vort Rov;
Der skal ikke blive
Paa Træet et Blad;
Vi vil dem afrive
Og splitte dem ad.
Paa klaprende Vinger
Vi flyve med Lyst;
Som Ligklokke klinger
Vor skingrende Røst:
Herned med dem alle!
Der levnes ej Blad!
Til Jord skal de falde,
Hvor højt de end sad!
Saa enigt, saa kjærligt
Hang Bladet ved Blad;
De meente, ret herligt
Tilsammen de sad;
Om Moder i Lunden
De fletted’ en Krans;
Men nu kommer Stunden
Til larmende Dans.
I længe Jer brysted’,
Du Bøg og du Eg!
Nu har vi Jer rystet
I vildene Leg.
Den Stolte skal falde
Og miste sin Fryd; —
Til Dommen vi kalde
Med varslende Lyd.
Ja Ege, ja Bøge!
Vel sukke I maa, —
Som Gjenfærd jo spøge
Nu Glutterne smaa.
I Gamle deroppe
Maa stønne af Kval,
Mens Børnene hoppe
I Lundenes Sal.
Saa vilde vi larme
Og rase i Skov,
Med fnysende Harme
Vi hente vort Rov;
Den Stolte skal falde
Og miste sin Fryd; —
Til Dommen vi kalde
Med varslende Lyd.