Sed Tu, qvem veri nunc jam tenet una cupido,
Consule, qvid veterum scriptis inventa recentum
Addiderint, & qvæ tanti peperere labores
Fac tua discendo. Nunc purius imbibe Lumen!
Anti-Lucretius L. 8. v. 30–33.
Gudfrygtigheds og Haabets Datter!
Taalmodighed!
Hvis ældre Broder, Nøisomhed,
Tidt findes mellem Spøg og Latter;
Balsamisk drypper du en himmelsk Fred
Paa Saar af Jorden’s Riis: Gienvordighed.
Naturens Søn — hvis stolte Hierte
Og kiække Haand,
Vel turde løse Støvets Baand,
Bedøvet under haabløs Smerte —
Modtager Trøst, naar Du, o Lysets Aand!
Hans Graad aftørrer med en kierlig Haand.
Trælbundnes Arm’, som blytung Lænke
Ved hævdet Vold
Berøved’ Flids og Friheds Sold,
Og selv tilsidst den Ret at tænke;
De standses ved din Moder’s Vink, naar kold
Tyrannen bæver bag din Fader’s Skiold.
Og du, vor danske Bondes Huldgudinde!
Dog aldrig saae
Et Tempel til din Hæder staae!
Jo — seene Slægter det vil finde,
Og græde, naar de paa den Ørken staae,
Hvor Fædres Sveed, og Blod og Sukke laae.
O Støtte for Tyranner’s Vælde!
Taalmodighed!
Hvis ældre Broder Nøisomhed
Opfostredes blandt Norges Fielde,
Balsamisk dryppe du en stille Fred
Paa Saar af Danmark’s Vorned-Rettighed!
N. Weyer.