Henrik Arnold Wergeland (1808–45)

Min Magten var, Kløgt og Berøm,

    og jeg var ung og sund.

Jeg drak af Bægrets gyldne Strøm

    og kyssed Skjønheds Mund.

I Skjønheds Øines Straalepragt

    min Barm blev ømhedsfuld.

Mit blev ved Hjælp af Kongens Magt,

    hvad Jorden har for Guld.

Dog, mønstrer Mindet Rækken af

    de Timer, o, hvori

mig Jorden al sin Glæde gav,

    alt Livets Trylleri:

saa gled ei Stund, saa Dag ei randt

    med uforbittret Lyst;

og i min Herligheds Gevandt

    tit zittrede mit Bryst.

Ved Kunst og mægtig Trylleord

    bli’er vilde Slange from;

men væk ei trylles kan den Gjord,

    som knuger Hjertet om.

Den lettes ei ved Toners Magt,

    ved Ord, af Viisdom talt.

Men Sjælen, som i den er lagt,

    bli’er deraf stedse qvalt.