Til
Til
Stille ned fra Himmelanders Sæde
Smilte Saligheder, stille flød
Ynde, lykke, og veldædig Glæde,
Doris! om den Dag, da du blev fød.
Selv Naturen henrykt stod, den tænkte
Sig det Held, der skabtes ved dens Haand,
Da den Evige dig, Doris! skiænkte
En ophøiet, stor, og kierlig Aand;
Satte dig med siældne Egenskaber
Til den første Stierne blandt dit Kiøn,
Vaaren kom, og prisende din Skaber,
Saae dig som en Morgenrøde skiøn;
Kom, og kom igien, og kom tilbage,
Kom, og saae dig hvergang skiønnere,
Fromme Dyder talte dine Dage,
Gratierne om dem dandsede.
Saa var du, da første Gang mit Øie
Saae dig, Doris! i din Yndighed!
Glæde, som Alfader fra det Høie
Sielden sender dødelige ned,
Strømmed i min Aand og i mit Hierte,
Og jeg tænkte, følte ene dig,
Ene du var Alt, hvad jeg begierte,
Kun ved dig jeg saae mig lykkelig.
Skiebne! sukked jeg, o at du vilde
Unde mig at vorde Doris Lyst!
Og en Flod, saa reen som Lysets Kilde,
Blussed op i mit henrykte Bryst.
Stedse glødede den i mit Hierte,
Skiøndt min Tunge aldrig røbed’ dig
Alt mit Haab, min glædeblandet Smerte,
Hvor min Aand i Drømme tabte sig.
Mangen from og ædel Yngling brændte
Høit for dig, som for sit bedste Held,
Og jeg saae dig, Harm mit Bryst bespændte,
Bitter Qvide greb min unge Siel;
Men et kiælent Suk fra dig forkyndte
At min Harm, min Sorg fornærmede;
At om Doris mig ei kierligt yndte,
Hendes Ven var jeg dog meer end de.
Ja min Doris! salig fløi de Dage,
Salig og uskyldig fløi de hen;
Aldrig giver Himlen dem tilbage,
O! for evig, evig fløi de hen;
Ak min Siæl dem søger allevegne,
Men en bundløs Afgrund slugte dem;
Ræd og Gysen skiulte mig de Egne,
Hvor tilforn mit Liv var Himmelen,
Naar med os og Uskyld vi alene
Rolig i de tause Skygger gik,
Tænkte os hver salig Livets Scene,
Og jeg læste Tanken i dit Blik;
Naar din hvide Haand i min jeg lagde,
Og mit Øie kierlig mødte dig,
Og en yndig Rødme taus mig sagde,
Bedste Doris — du ei hader mig,
Og et Suk fra dig steeg til Alfader,
Og fandt trefold Gienlyd i mit Bryst,
O min Doris! aldrig, aldrig lader
Himlen meer mig smage saadan Lyst.
Thi en anden — Himmel! — thi en anden
Viste dig et større Held end jeg;
Bedste Pige! men mon og en anden
Mere trofast elsked dig end jeg?
Dog saa var det den Alvises Tykke —
O det var et Vink fra Himmelen!
Henrykt saae jeg din Dages Lykke,
Glemte mig og tænkte ikkun den,
Langt fra denne Lykke at afvende,
Fremmed jeg den, saae dig lykkelig.
Vidste du . . . dog aldrig skal du kiænde
Hele Offret, som jeg bragde dig;
Aldrig, aldrig skal mit Navn dig saare!
Rolig, rolig glemme du kun mig!
Aldrig skal den stille Medynks Taare
Vidne om, du veed, jeg elsked dig.
J. Vadum.