Den, Skaberen skjænkte en oplyst Forstand,
han elsker og drikker, imedens han kan;
thi naar man først Foden hos Charon har sat,
saa siges al Elskov og Vinen Godnat.
Lad Viin da og Elskov opvarme Dit Bryst,
snart røver Dig Døden al sværmende Lyst,
og bliver Du gammel, saa bliver Du dog,
hvad endnu er værre, saa bliver Du klog.
Lyksalighed, Maalet for Jordiskes Flid,
søg den ej hos Vise, du spilder Din Tid;
kun Saften af pressede Druer, min Ven!
og Pigernes Kysse kan give Dig den.
Hos Vinen og Piger boer Lærdom og Vid,
jeg kjender ej Stjerner, men veed dog min Tid;
thi naar jeg ej Piger og Viin meer har kjær.
saa veed jeg tilvisse, min Ende er nær.
I, strænge Theologi! hindrer mig ej
bekrandset at vandre den lystige Vej;
jeg frygter kun lidet, at blive fortabt
af den, der har Piger og Vindruer skabt.
Al Skabningens Herre er naadig og god:
til Trøst for de Skabte hans Viisdom tillod
i Druen at finde en Lindring mod Harm
og Forsmag paa Himlen i Pigernes Arm.
Mit højeste Gode skal ønskes min Ven:
at drikke, og elske og elskes igjen!
Naar Døden da Ende paa Vellyster gjør,
saa har Du dog levet forinden Du døer!
Wibe.