En tæmmet Bjørn var for Arist
Hans Selskabsbroder, hvor han gik.
Engang, Arist i Græsset sov,
En næsviis Myg sig satte paa
Hans Næse. Bjørnen blev den vaer;
Af Venskab, Nidkjærhed opvakt
Han hæver frygtelige Lab,
Slaaer til, og — frelser Manden for
Et Myggestik, med Næsens Tab.
„Fordømt!” udbrød Arist, idet
Han vaagned’, „din Oprigtighed
Er værre end min Fjendes Had!“