J.K. Blok Tøxen (1776–1848)

Paa Barndoms Bølge magisk svæve

vi gjennem Blomsteregne hen;

kun Vaarens milde Vinde hæve

vor Baad, der styres af en Ven:

Vi kjende neppe Sorg af Navn

i skyldfri Glædes trygge Havn.

Men stille Havblik varsler Fare:

Snart Lidenskabers Dyb vi naae,

hvor tryllende Sireners Skare

ved lumske Afgrunds Bredde staae;

de vinke: — mangen Yngling faldt,

og tabte Uskyld, Glæde — Alt!

Til Manddoms Daad os Pligten kalder;

tidt mellem Klipper fører den;

men, selv naar Skjæbnens Torden gjalder,

og Alt i Støvet segner hen:

selv da staaer Manden, Klippen liig

i rasende Orkaners Krig.

Tilsidst med slappe Seil vi glide

ad Alderdommens matte Strøm;

vi troe saa gjerne, skjøndt vi vide,

at hvad vi tro’de tidt var Drøm;

dog veed Den nok, som, Dyden tro,

kan smile glad mod Gravens Ro. —

Saa rinde Livets Øjeblikke

mod Evigheds ukjendte Kyst!

Men, Brødre, glemmer derfor ikke,

at nyde Tidens kjendte Lyst!

Til Selskab paa vort Livs Seilads

vi vælge Glut og Ven og Glas!