Lilien knækkes tidt af grumme Vinde,
Rosen blomstrer kun en føje Tid,
Skjønheds Roser, liig’ Naturens, svinde:
Evigblomst er Fromheds rene Id.
Den, igjennem Ungdoms Labyrinther,
Leder trygt den svage Qvindes Fjed,
Signer hende, end i Livets Vinter,
Skjænker hende, selv i Døden, Fred.
Følg den, Pige! — da skal Skjæbnen smile
Om Dit Fjed, med Lunas milde Glands;
Let, som Vestenvinden, skal Du ile
Gjennem Livets Glæde-Sørge-Dands.
Naar Dig da, i huuslig Kredses Glæde,
Engang Jorden synes dobbelt skjøn;
Naar Du, favnende Din kjælne Spæde,
Nyder kjærlig Moders bedste Løn:
O, saa sku og hen til hine Egne,
Hvor Du finder da min stille Grav!
Hvor man saae mig, træt af Møje, segne,
Efter stormfuld Fart paa Livets Hav.
Siig: ”O, ogsaa han var skabt til Glæde!
Varmt hans Hjerte slog for Livets Lyst;
Men: paa Torne blev hans Lod at træde;
Gravens Hvile var hans sidste Trøst.
Thi, af Skjæbnen gaves ham et Hjerte,
Der var fuldt af nordisk Frimods Ild;
Ak! — saa sildigt ham Erfaring lærte,
At selv Retfærds Brusen fører vild.
Men — Fred være med den Dødes Minde!
Han har drukket Smertens Bæger ud;
Gid han hisset tifold maatte finde,
At hans Skaber dog var Godheds Gud!”
O, og naar Du da, med Taarer, siger:
”Han var ej min Ven kun blot af Navn!
Skjøndt han svæver længst i Lysets Riger,
Mindes jeg dog ofte end hans Savn:” —
See! — da skal min Aand Dig ømt omsvæve,
Og med himmelsk Venskab signe Dig;
Dobbelt salig, skal den da sig hæve
Op igjen til lyse Himmerig!
Blok Tøxen.