Der var en Tid — nu er den længst forbi —,
da laa en Dæmring over Tankegrunden,
og Sjelen drømte ubevidst paa Bunden, —
et lukket Kar med Livets Gaader i!
Men der blev Dag i Aandens dunkle Liv,
og Kjærlighedens Sol skjød lyse Flammer
i Tankens taagefulde Fødselskammer,
og alle Evner lød dens Tryllebliv.
Der kom en Tid — nu er den ogsaa endt —,
da drog i Sindet ind en Sørgeskare
af blege Skuffelser, og alle bare
de Kjærlighedens lyse Fakkel — vendt,
Og der blev Nat i Sjelens Brudehus;
de glade Gjæster flygted bort saa fage,
og kun hin Sørgeskare stod tilbage,
hvor brat den stolte Bygning sank i Grus.
Da fødtes Sindets mørke Tankestrid,
og Tvivlens Urt skjød som en bugtet Slange
duftløse Stængel gjennem Sjelens Gange,
og Savnet maalte ud den sene Tid.
Hver Mildheds Røst mig tyktes Løgnens Træl,
hvert Smil et bramfuldt Hegn om tornet Have,
hvert Fjed en Snublen over Lykkens Grave,
hver Tone Angstsuk fra den syge Sjel.
Ja, hver en Rosenbusk et Øgle-Skjul,
hvert fagert Ord et Træk med gyldne Brikker,
en Kaadheds Leg, hvor Snillet listig stikker
en Naal i fangne lille Sommerfugl.
— Ak, Døden sætter mægtigt Grændseskjel!
Og ud i Livets Mylder Millioner
af klagende Farvel fra Læben toner,
naar Sjelen løses bævende fra Sjel.
— Men som jeg sad ved egen Kummer Vagt,
fik Alnaturens dybe Smertensvunde
høj Røst og klagede med alle Munde.
Da spredtes Perler paa min Sørgedragt!
Da saa jeg Summen af den bitre Nød,
hvoraf Alskabnings store Hjerte blødte;
Det var det blege Foster, Synden fødte,
da Himmelstigens første Trin den brød!
Saa randt der atter Lys paa Tankens Vei,
men blegt og koldt, som naar Fuldmaanen glider
henover Fjeldets Is-Sne-klædte sider:
det lyser vel, men ak, det varmer ej!
Nu over Verdens urofulde Hav
jeg svømmer paa en Rest af Haabets Planke
i Skyggen af hin kummerfulde Tanke,
til Tiden aabner mig sin store Grav.