Antologier

Naar Solen ganger til Hvile,

og Dagens Syssel er endt,

naar Himmelens Stjærner smile,

og Nattens Maane er tændt,

naar Stilhed breder sig over

den larmfuldt forvirrede Jord,

naar hele Naturen sover

indhyllet i Nattens Flor, —

Da bliver ogsaa mit indre

forunderlig fredeliggjort,

da synes Sorgerne mindre

skjønt Savnet er lige stort;

og Tanke til Tanke kjædes

— jeg lukker mit Øjepar —

forglemmende, hvor jeg stedes,

erindrer jeg kun, hvor jeg var.

Jeg drømmer mig da tilbage

til Fortidens gyldne Land

og lader min Tanke drage

saa vidt over Fjæld, over Strand.

Jeg her til Hjemmet er bundet,

men Tanken flyver saa let;

den standser, thi den har fundet

sin kjære, elskede Plet.

Den Plet er ikke herneden,

her bruser saa stormfuldt et Hav,

her stjæler Synden mig Freden,

i Kamp jeg gaar til min Grav.

Hos Dig, min Jesus kjære,

mig vinker saa sikker en Havn!

O, maatte min Længsel bære

mig hen i Din Kjærligheds Favn!