Ligesom Menneskelivet har sine Vexelaar, saaledes finde vi ogsaa i Bogverdenen visse climacteriske Tidspunkter. Som en saadan har i vor senere Literatur det Aar 1785 været udhævet, men ikke mindre mærkeligt, nærmest for den satiriske Green af Literaturen, var Aaret 1719. Hvad der nemlig af dansk Satire er ældre end fra dette Aar, savner vel ikke vittige Indfald og enkelte lysende Partier, men kan ingenlunde som heelt betragtet tilfredsstille en mere uddannet Smag. Men fra 1719 fremkom (eller undfangedes, for i de følgende Aar at see Lyset) en Række af satiriske Skrifter, alle anonyme eller pseudonyme (skjønt Forfatterne skimtedes bag Sløret og hurtig bleve bekjendte), som ikke have været overtrufne i en senere Tids ogsaa i denne Retning rigt uddannede Literatur. Stødet, om jeg saa maa udtrykke mig, udgik denne Gang fra en Udkant af Riget, fra Ribe, og Begyndelsen skede (som jeg i det følgende skal vise) med Falsters ægte Fordanskning af Juvenals 14de Satire, hvortil han maaskee blev tilskyndet ved sin Ven Carsten Worms Oversættelse af Boileaus 5te, om Adelskab, thi efter Thura skal denne alt være udkommen anonym i 1718. Derefter fulgde Peder Paars, Hans Michelsens Skjemtedigte, Zille Hansdatters Forsvar for Qvindekjønnet, og — omtrent samtidig med disse Holbergs Mesterværker — fra 1720 af de Falsterske Satirer.
Disse sidste modtoges med et saa overordentligt Bifald, at den Forrang, som den Tids Literatorer, en A. Højer og en Alb. Thura, gave dem, endog over en Holbergs, deri maa finde sin Retfærdiggjørelse. Af Falsters første Satire, „disse Tiders onde Optugtelse“, solgtes i fire Aar, i hvilken Tid iskun 3 Oplag vides at være udkomne, over 6000 Exemplarer, et efter Odin Wolffs Udsagn maaskee mageløst Exempel i den danske Boghandel, og at Afsætningen ikke dermed var standset, bevise fem senere Optryk. Et lignende Antal af Udgaver vidner ved flere af de følgende Satirer, at de have fundet en ikke mindre gunstig Optagelse.
At en saadan Afsætning ikke kan have været uden tilsvarende Virkning paa Læserne, og at Aandsproducter, der følgelig i en mærkelig Grad have indvirket paa Folket og Tiden, hvori de bleve skrevne, maae have en vedvarende Betydning i dette Folks Literatur, og ene derfor fortjene at bevares, eller at deres Erindring opfriskes, dette trænger ikke til Udvikling. Men disse Satirer have et Værd, som ikke indskrænker sig hertil; de have i deres Indhold det, der er passende og træffende for enhver Tid. Derfor have de ogsaa blandt en senere Tids Æsthetikere fundet varme Lovtalere. Ingen af disse har dog oftere og mere begejstret udbredt sig til Falsters Ros end Rahbek, som i ham erkjendte „en af de allervittigste blandt vore ældre Digtere“, som fandt ham „at staae som Satiriker ovenfor alt, hvad vor Literatur har i dette Fag at fremvise“, og som stedse gjentog „sit gamle og vedvarende Ønske, at vi i det mindste af hans Satirer maatte faae en ordentlig og net Udgave“.
En saadan har det været min Hensigt at levere Almenheden i denne Bog. Men naar Rahbek tillige, paa et andet Sted, udpeger en Nyerup, en Wandal, en G. Baden, som dem, af hvem han ønskede en saadan Udgave, saa har han ikke utydelig tilkjendegivet de Fordringer, han gjorde til sin Yndlingsdigters Udgiver. Jeg er ikke saa ubeskeden, at jeg troer at have opfyldt disse Fordringer; men jeg har stedse foreholdt mig dem, som det Maal, hvorefter jeg arbejdede. Og den Ulejlighed, det ikke sjælden har kostet mig, skjønt ikke ubevandret i Faget, ved mangen i sig selv ubetydelig Ting at forskaffe mig fornøden Oplysning — en Oplysning, som jeg stundum uagtet al anvendt Flid ikke fik, og som for lidt over et Decennium siden havde kostet et Spørgsmaal til Vedkommende, og intet andet — har overbeviist mig om, at mit Arbejde ikke er ubetimeligt.
Dette gik for det første ud paa at levere en fejlfri Text, til hvilken Ende jeg har confereret saa mange Udgaver, som jeg har kunnet opspore, hvorhos det var mig magtpaaliggende, at erhværve mig den nøjagtigste Kundskab om Falsters øvrige Verker. Da man nu ingensteds har en samlet fuldstændig Fortegnelse paa disse og deres forskjellige Udgaver, har jeg meddeelt en saadan, og nærer det Haab, at Udbyttet af mine Undersøgelser ikke vil være Literatoren uvelkomment. Den Skizze af Falsters Levnet, som gaaer forud for denne Fortegnelse, gjør ogsaa ene Fordring paa literær-historisk Interesse.
Jeg har dernæst gjennemgaaet en betydelig Mængde af Falsters Samtidiges Skrifter og andre mit Æmne angaaende Verker, og deels deraf uddraget, deels af mit eget Forraad hentet, hvad jeg troede i antiqvarisk, historisk eller lingvistisk Henseende kunde oplyse min Autor. Da jeg ikke turde antage alle mine Læsere saa bibelfaste, som Falsters Samtidige vare, har jeg ikke forsømt at notere de Steder af den hellige Skrift, hvortil han efter sin Tidsalders Skik saa hyppig sigter. Endelig har jeg, for at lette Citationen, betegnet Stroferne eller Verslinierne med Tal.
De Anmærkninger, der saaledes ere opstaaede, ere ligesaa lidet skrevne for Lærde af Faget, som de selv gjøre nogen Paastand paa Lærdom. Men da jeg har troet, at burde tage Hensyn til Læsere af forskjellig Dannelse og med forskjelligt Tarv, indseer jeg fuldkommen, at ligesom jeg herved har gjort mig mit Arbejde vanskeligere, saa tør jeg saameget mindre smigre mig med at finde alle Læseres Bifald.
En eller anden af Falsters Venner vil maaskee savne den vidtløftige Diatribe: „Nyttig og absolut nødvendig Betænkning om Frieri og Giftermaal“, der plejer at opføres med imellem denne Forfatters Satirer. Uden at dele Rahbeks om denne „Betænknings“ Authenti ytrede Tvivl har jeg, som jeg troer, med Føje, udeladt den, fordi den paa ingen Maade kan kaldes en Satire. Det er en velmeent, i højeste Alvor udført, men med al hine Tiders Snakkesalighed udtværet versificeret Advarsel om de ulyksalige Følger af et ubesindigt Giftermaal.
Med Hensyn til Orthographien mødte mig adskillige Vanskeligheder. Det simpleste havde været, at aftrykke Texten med diplomatisk Nøjagtighed; men saa uomtvistelig rigtigt dette end er ved saadanne Sprogmonumenter, som dem, af hvis Udgivelse Justitsraad Molbech har erhværvet sig saa megen Fortjeneste, og hvor Orthographien ofte er af Vigtighed for at erkjende Ordformerne og disses Overgange, saa hensigtsløst var det at optage alle Inconseqventser hos en Forfatter, der er saa nær ved vore Tider, ja saa hensigtsstridigt her, hvor Materien er Hovedsagen. Hertil kommer, at Orthographien i de mange Udgaver af hver enkelt af de Falsterske Satirer er meget afvigende, og i de senere ingenlunde forbedret. Jeg har da i det væsentlige fulgt den Retskrivning, som hersker i de ældste Udgaver; men søgt at gjennemføre den noget mere conseqvent og lempet den, især i Brugen af Consonanterne, efter den Skrivebrug, der nu er almindeligst. Naar jeg f. Ex. hos Falster finder hafde og havde, skriver jeg stedse det sidste; naar han har Prins, Prinds, Printz, Prindsz, skriver jeg Prinds; finder jeg mælder, melt, forandrer jeg det sidste til mældt o. s. v.
Den største Afvigelse, man vil finde, er, at jeg heelt igjennem har brugt Jod (je) foran Vokalen, altsaa: gjør, Gjerning; en Brug som A. E. Boye i Fortalen til sine Holbergiana, af mig ubegribelige Grunde, erklærer for „aldeles urimelig i det danske Sprog“. Vel er det sandt, at Brugen af i i dette Tilfælde har været ganske almindelig i ældre Tider, og at den endnu har, rigtig nok faa, men vægtige Autoriteter for sig i Boye selv, Molbech, Oehlenschläger, Mynster og nogle flere; men Brugen af Jod er saa almindelig, ja i den hele yngre Generation saa eneherskende, at den, uden at tale om, hvad der er sagt og kan siges for dens Rigtighed, neppe vil fortrænges igjen, og jeg kunde derfor maaskee spare den Undskyldning, at jeg ikke vilde have tilladt mig denne Afvigelse fra ældre Tiders Brug, naar jeg ikke havde frygtet for at jeg, ved at forandre mit Manuscript i dette Stykke, skulde af gammel Vane henfalde til min sædvanlige Skrivemaade, og altsaa blive uconseqvent.
Brugen af Jod efter Vokalen isteden for y eller det nyere fra Tydsken indkomne i (altsaa plejer for pleyer eller pleier) er saa fremherskende i de Udgaver, jeg har gjort mig til en Regel at følge, at jeg, som desuden antager den for rigtigst, uden Betænkning har fulgt den. Saaledes er da opstaaet den af Boye med Udtrykket „svensk“ for Had lagte Jodorthographi, den samme, som heelt igjennem følges i Holbergs udvalgte Skrifter, og som ingenlunde er saa ny, som den af mange antages for. Den følges, ikke ved Skribentens eller Sætterens Skjødesløshed, men med sjælden Nøjagtighed, f. Ex. af Biskop Gunnerus, i hans Fortale til C. Worms fordanskede Boileau, og hvad mere er, ligesaa conseqvent af Falsters Biskop, L. Thura, i hans „Poetiske Sager“, 1721, 4to. Dog,
hvo spørger nu, om Ord er bogstaveret ret?
Nej, man sig tager nu alt saadant meget let.
Jeg mener kun, at man ikke fremmer Conformiteten i vor Retskrivning ved samvittighedsfuldt at følge Molbechs Ordbog endog i dens Trykfejl; jeg holder for, at de stridige Partier gjorde bedre i at give indbyrdes efter i deres Fordringer, og at de i det mindste ikke burde lade Eensidigheden stige til et bittert Had, som forleder til fornærmende Udfald paa og „daarlige og grundløse“ Beskyldninger for Ubeføjelse mod anderledes tænkende.
Men har jeg tilladt mig en, jeg troer, beskeden Frihed i Retskrivningen, da har jeg ingenlunde anmasset mig en saadan med Hensyn til Grammatiken. Naar Falster derfor, som Holberg siger om sin Tids Poeter, sjælden “in verbis distingverer numerum singularem fra plurali”, saa har jeg, der troer, at min Falster nok vidste, hvad han gjorde, heri og i mere fulgt ham samvittighedsfuldt; thi dette er ikke Retskrivning.
Kjøbenhavn, i Juli 1840.
Chr. Thaarup.