Der skinnede Sol over Asgaard,
Midsommersol med sin stikkende Straale,
og Aserne tømte de mjødfyldte Skaale
og strakte sig dovent paa Gulv og paa Bænke,
mens Kvinderne slynged en blomstertung Lænke
om Loke og Thor.
I vuggende Duft, i gyngende Lys
laa Jorden og drømte i Dagen,
blomstrende Drømme om Godtvejr og Sol
fra nu og til evig, fra Pol og til Pol,
thi Jorden var sommerung som Dagen.
Og Vinden gik lunt under Buskene om
og vifted de smaa Anemoner;
den kendte sig skabt til en smilende Leg
og ikke til Kævlen med Gran og med Eg
og Hujen i de sønderrevne Kroner.
De blanke Smaabølger mod Bredderne lo
og favned og klukked og kyssed,
saa blinkende vevre, saa trillende smaa,
som skulde de evigt paa Trippefødder gaa
og kælent-blødt med Blade blive drysset.
I vuggende Duft, i gyngende Lys,
i legende Midsommerdrømme
laa Jorden, den svulmende unge, og nød
det leende Solskin, som flød og som flød
og ikke vilde standse med at strømme.
Og Aserne lefled og lo over Bord,
da døde paa èn Gang hvert leflende Ord.
Skinfakse, Dagens luende Hest,
sveddampende midt iblandt Guderne stod
og prusted og rysted og vrinskede angst,
med Bringen bedækket af Skum og af Blod;
og Solen flammede glorød i Vest,
og Natten slog ned over Jorden.
Det brused i Skoven, og Maagerne peb,
og Søen gik tungt imod Stranden,
sortnende Skyer over Himmelen strøg,
de gulnede Blade om Stammerne føg,
og nøgne Grene knaged mod hinanden.
Ude mod Nord
løfted sig langsomt en bjærgtindet Sky,
og hen over Asgaard et Kuldegys for,
som drev de ængstede Guder i Ly.
Kun Odin blev;
hans Kinder var hvide, og Læberne dirred,
og tæt om hans Hoved hans Ravne flagred
i vaklende Flugt og med Skrig,
mens stift han stirred
paa Skyen, der løftede sig.
Et Sus skar frem gennem Luften,
dumpt, med truende, langtrukken Klang,
som naar Smeden svinger sin Hammer, —
og Suset kom anden, kom tredje Gang,
som et Omkvæd, rytmefast, tungt.
Da rejste Odin sig, bredskuldret, høj,
og pegede tavs imod Skybanken ud,
og Ravnene fløj.
Gennem spillende Blæst, gennem voksende Strøm,
over buldrende Fjældskred og faldende Stammer,
over sandkvalte Kilder og slukkede Baal,
over brølende Have og sludende Kløfter,
hvor Jætteynglen snøfter
og skriger med spottende Skraal
og med løjet Jammer, —
over døende Slægter gik Flugten
op imod Snefoget, op imod Stormen,
der slynged omkring dem de isnende Skyer
og de kvælende Taager, der steg
fra Frostens Dalslugt, til Ravnene veg
og søgte muskelslappede hjem; —
forfulgt af hoverende Hyl fra tusinde
Jætteøgler de vakled afsted
og daled dødtrætte, susende,
med Sne paa Vingerne ned i Asgaard.
Da kaldte Odin paa Urd. —
Fra den svejende Ygdrasil træder
hun frem for Alfader og græder.
Thi Vølund staar
i den evige Kuldes stormfejede Dal
og svinger sin Hammer og slaar og slaar
susende Slag med gungrende Klang;
Ansigtet gløder i Essens Skær,
og Ilden slikker det mægtige Sværd,
der, kølet i Is og hærdet i Sne,
skal splintre det Lyn, der rammer dets Klinge;
rundt om paa Klipperne sidder en Hær
af stirrende Gribbe og skulende Ulve,
som sætter i Hyl for hvert Slag, der falder,
og fejer med Hale og basker med Vinge,
naar Gnisterne springe.
Og op fra de snetunge Bjærge
højt imod Nord
stiger, løftet af Stormen,
Vølunds Ed.