Forbi mit Vindve slingre
Vildvins forblæste Ranker,
— saa sagteligt det banker
som spæde Barnefingre,
blodrødt et Blad sig klæber
imod den vaade Rude,
som pressed sig derude
mod Vindvet tyste Læber,
og hver Gang Vinden krammer
det røde Løv, en Strimmel
af Aftnens gule Himmel
hen over Vindvet flammer.
Hvad er det for en bange
bedrøvet Drøm, der pikker
paa Ruden som en Tigger
for Trøst og Brød at fange?
Jeg tør saa lidet trøste,
og jeg veed ingen Føde,
der faar en Drøm, som døde,
til Mod paany at høste,
og jeg veed ingen Varme
i noget Hjærtekammer,
der veed for saadan Jammer
med Bod sig at forbarme,
og jeg maa tavs forsage
og se mod Vindvet klæbe
Vildvinens røde Læbe
og høre Ranken klage,
og jeg maa sidde stille
og se med kolde Øjne
en Drøm, som dør, bag nøgne
Dugruder høstkoldt spille.