Ambrosius Stub (1705–58)

Tillad, beømte Mand, da mig din Svaghed ikke

Tillader, at jeg kan personlig takke dig,

At jeg paa dette Blad mit Hiertes Tak maa skikke,

Skiøndt samme bliver ei din store Naade liig,

Tag dette ringe Skrift med samme Mildheds Øie,

Som du med naadig Haand det første tog imod,

Saa maa mig Lykken vel imod sin Hensigt føie,

Og jeg en dobbelt Tak nedlægge for din Fod.

Tænk, gode Herre! selv, hvor glad mit Sind maa være,

Hvor fuldt mit Hierte af en ydmyg Skiønsomhed,

At du en lidt bekiendt vil din Naade ære,

Helst mig, der hidtil ei af nogen Naade veed.

I mange Aar var jeg iblandt Studenterflokken,

Endnu er jeg desvær blandt Skriverkarles Tal,

Min Lykke gaaer det med saa langsomt som med Dokken,

Gud veed, om noget af os begge blive skal?

Dog vedder jeg for mig, maa kun din Mund sig røre

Med samme Naade, som dit Øre hørte mig,

Skal man den Tidende med Tiden faae at høre,

At jeg ved dine Ord blev dobbelt lykkelig.

Da skal min Mund om Ord, min Siæl om Tanker lede

For at erkiende det, din Naade giorde mig.

Min Mund skal prise dig, mit Hierte altid bede,

At Guds og Kongens Gunst maa altid følge dig.

Før skal der blive godt af kiøbenhavnske Drenge

Før Luften være reen ved Gammelholms Canaal,

Før skal Fabrikerne forskaffe Landet Penge,

Før skal Hr. Ewald gaae paa Sviir hos Cardinal,

Før skal en Lieutenant ei mere kunde prale,

Før skal i Danmark ei en Tydsker være til,

Før skal jeg den Gield, jeg skyldig er, betale,

Før jeg din Naade og min Pligt forglemme vil.

Trofaste Kongens Mand, tag her den Troskabs Orden,

Som ingen har fortient med større Skiel i Norden.

Hvor trofast Landets Barn bør glæde sig derved,

At see, man husker dog iblandt din Trofasthed.

Vil Troskabs Løn ikkun saa tro fremdeles blive,

Som man dig Troskabs Tegn har seet mod Danmark give,

Da er ei Orden til, ei Rang i dette Land,

Som jo din Trofasthed sig billig vente kan.

Christian Møller Friis.