Som sørgepilens bark er den bitter.
Som en glød, der fæster sig under neglen,
naar asken skrabes væk fra arnen ved daggry,
saaledes nager dens pine.
Langsomt, men trodsende hver hindring,
som en blind vinder vej mellem mængden,
saaledes baner taaren sig vej over kinden,
men som bjergbækken ved snesmeltningen er den,
aldrig synes den at standse.
Som fuglen frier sig fra sin tyngde,
naar den slynger sin vinges hvide streg imod skyen,
saaledes frier sjælen sig af sin sorg,
naar øjnene fyldes med taarer.
Sødmefyldt som vilde biers honning,
blødt som barnets mund mod moders bryst,
kvægende som kilden for den tørstige,
saaledes er taaren.