Der er sorte pi’r paa kajen
kom nu sømand, op og kig
faa nu grejerne af vejen
faa nu klude paa Jer rig;
har I penge i Jer lomme,
har I slebet Jeres kniv,
nu kan æventyret komme,
det kan gælde liv for liv.
Men en finne skød hans pige,
og jeg hørte for sig sæl
Hilmer ganske sagte sige:
fanden ta hans raadne sjæl.
Jeg har kniven i min lomme,
den er skarp min skedekniv,
nu kan æventyret komme,
det kan gælde liv for liv.
Hilmer farer efter manden,
vil ha’ pigen med igen,
og han faar et slag i panden,
finnen stikker saa i rend;
har Du kniven i Din lomme,
den er skarp min skedekniv,
nu vil æventyret komme,
det kan gælde liv for liv.
Hilmer venter, er parat,
staar med faste, spændte næver,
finnen faar en kammerat
som vil med paa øretæver;
har I kniven i Jer lomme,
den er skarp min skedekniv,
nu vil æventyret komme,
det kan gælde liv for liv.
Hilmer løfter benet bøjet,
aldrig glemmer jeg det syn,
løfter hænderne for øjet
som et hedt og hastigt lyn.
Jeg har kniven i min lomme,
I faar ingen brug for kniv,
nu vil æventyret komme,
det kan gælde liv for liv.
Og jeg hører luften hvæser
under Hilmers vilde dødssving,
og han knaser deres næser
under skoene i et kraftspring.
I har kniven ud af lommen,
I faar ingen brug for kniv,
nu er æventyret kommen
og det gælder liv for liv.
Det var springet „salt’ mortale”,
det var indsats liv mod liv,
de slap nemt med at betale,
de fik ingen brug for kniv.
Har I penge i Jer lomme,
har I slebet Jeres kniv,
nu er æventyret omme,
og det galdt sgu liv for liv.