I
Der var skumklædte bølger, som gled og som brød,
mens hænderne hvidned om rat,
der var vindenes sus,
der var havtaagens gus,
to lanterner som lyste, en grøn og en rød
i en taagetæt, stjerneløs nat.
Kaptajnen gik frem og tilbage og frøs,
vi listed langs minernes rand,
og den bidende vind
gjorde rormanden blind,
og styrmanden banded, kaptajnen han gøs,
da udkiggen skreg: dær er land.
Men jeg gik saa stille i fyrrummets skakt,
mens „mester” nynned en sang,
der var hjemvéens trøst
en om øresunds kyst,
og kulmanden lytted til stemplernes takt,
og der var ingen mine som sprang.
II
I staalskibets bug
under luftrørets sug
i skæret af sodende lamper,
ved kedlernes fyr
mens morgenen gryr
mens stænger og stemplerne stamper,
med svedende krop
mens trykket gaar op
kan jeg høre en sær symfoni;
en ventil hvisler damp,
et stempel slaar stamp
i en hamrende haard melodi.
Der er stænger paa rad,
som hamrer i had
mod mit lyttende spørgende blik,
trae — a — uljaja
hui — — huitija
trae — a — ulja — — huitidik.
III
Trae—a—uljaja, trae—a—uljaja,
en lyd, som et stønnende suk.
Trae—a—uljaja, trae—a—uljaja,
som klinger i krydsende hug.
Huei—ti—hfui, huei—ti—hfui,
et fløjt i en pibende lyd.
Huei—ti—hfui, huei—ti—hfui
som glimt fra et flyvende spyd.
Plikke—likke—dik, plik — — — dik,
som et urværks tællende hjul.
Plikke—likke—dik, plik — — — dik,
som pistol, der spændes i skjul.
IV
Som en gud uden lemmer og ansigt
ligger den mægtige kedel,
men med fire lukkede munde
og en bug, hvori rasende kræfter er spændte.
Med min vablede, vædskende haand
fatter jeg fast om den lukkede fyrklap,
svinger den op med et sæt,
saa den bastede gud hadaander sin hede imod mig,
i et nu er min næse, øjne og mund
brændt til en ørken,
hvorover kulstøvet ligger som sand i Sahara,
men straks springer kvægende kilder af sved
nedover mit ansigt;
og jeg griber i frydefuld trods
det mægtige, spidsede fyrspyd,
jager det ind i den kogende bug
og lægger langsomt derpaa mit legemes vægt,
saa luft kommer til bag de sintrede slagger.
Mine nøgne armes beklædning af haar
krøller sig sammen i rasen og had
mod min fjende, gud Moleks mund.
Med et spring er jeg væk
hans grinende jernlæbe ned,
saa han atter er kneblet, bastet og blind.
Tre gange gaar jeg imod ham i kamp
og vinder hver gang,
slejser hans mund me’d det rødmende fyrspyd
saa flammerne slimer sig hen over bugenes ribber,
og han selv savler gløder i angst for min magt.
Tungtaandende, træt staar jeg ved staalstigens trin
og ser, hvordan gløderne drypper og slukkes.
V
Dær falder en gnist,
den blaaner som staal,
den slukner og dør — — —
den har naaet sit maal.
En blæret klump glas
som draaber sig trind
og firer sig ned,
som en larve i spind.
Det glammer i gult,
det flammer i hvidt
og størkner saa snart
til en sær stalaktit.
Det brænder i brunt
det knalder som bomber
og irres til grønt
i dets døds katakomber.
VI
Træt er jeg, og sidder urørlig
for ikke at mærke pinen i alle mine muskler — — —
deri bestaar hvilen.
med ludende hoved betragter jeg
venstre og højre haands flader
jeg ræddes ved synet.
Javel! Du er træt, og har vablede hænder,
men jeg ser det for mig i hjernen,
at snart skal vablerne springe,
og Du vil stønne af smerte,
saa skal Din hud brænde fast til Dit fyrspyd
og Du vil staa som en flæbende dreng,
men saa! — — — og først saa
er Din pinsels tider forbi,
saa skal en klap i Din hjerne slaa ned
og Du vil høre op med at tænke,
da vil Du passe Din pligt,
sløv som en slave,
der slæber sin sten
til sin herres palads — — —
urørlig for alt,
ligegyldig for smerte og skændsel;
Jeg ræddes derfor
og længes imod det.
Da modnes min tanke:
jeg beslutter at vise mig selv
at jeg endnu har vilje og kraft
til at flytte min krop
trods smerter og pinsler;
Og jeg staar op paa staalstigens trin
klamrer mig skridt op for skridt
for ikke at styrte og knække min ryg.
Da længes jeg op mod det kølige mørke,
og i et nu er min sjæl deroppe i natten
og betragter sin krop, der møjsommelig klamrer sig opad;
Den ser ham staaende, aande besværligt — —
han ser mod en gylden stribe i øst
og derpaa løftes hans legemes længsel mod hvile og fred,
og det knuses til støv i utalte atomer,
men sjælen griber sin tankes fyrspyd
og jager med det henover havet i ubundet trods
for at støde det haardt ind i Moleks indre —
Men i samme nu, springer solen af havet
og dagen er født,
og min sjæl er i mig, og jeg frydes,
thi atter jeg mærker atomerne samles
og igen kan jeg glædes, thi dagen er skabt,
Men jeg skabte dagen, min fryd ved at være — — —
i løssluppet trods, slejsed jeg solen.