Martsviolen
Helliget C......... F.
Helliget C......... F.
Ein Veilchen in der Jugend der Natur.
Schlegels Shakespear.
Hellig staaer du her med sænkte Blikke,
Nattens Taarer paa din friske Kind;
Ak! det snevre Hierte fatter ikke:
hulde Barn! dit fromme Sind.
Beskeden og bly
du blomstrer i Ly,
for Mængdens siælløse Blik dig dølger;
sødtduftende Smaa!
blandt de spæde Straa
skiuler du dig i de lysgrønne Bølger.
Med Stolthed og Haan,
uden Hierte og Aand,
Hverdags-Trællen forbi dig iler.
Han smiler kun huld
til det røde Guld,
bryder sig ei om dine Smile.
Derfor sænker du de fromme Blikke,
dølger Taaren paa din Kind.
Ak! du veed, han fatter ikke,
hulde Barn! dit fromme Sind.
O smiil da til mig,
og duft til mig,
dit Sprog kan sødt i mit Hierte trænge.
Tæt op til mit Bryst
med barnlig Lyst
klynger jeg dig i de gyldne Strenge.
Betydningsfuld, din Blomstersiæl jeg fatter:
En Blomst som du i Ungdomsvaar jeg kiendte,
En Blomst som du — o! ingen Kraft udsletter
det første Indtryk! — du som tændte
de første Længsler i mit Bryst, Naturens Datter!
Dig skiønne Blomst jeg disse Blomster fletter.
O du, mit Hiertes første Tryllerinde,
min Barndoms Freya! kierlig søgte
jeg disse fromme Børn, mens Vaarens Vinde
med deres dugbesprængte Lokker spøgte,
hen til mit Bryst de ømt sig monne bøie —
Da stod Du for min Siæl — saa englehuld,
i Blomstgestalten stod du for mit Øie,
og — barnlig Længsel greb i Harpens Guld.