Kong Frode højt ved Gilde sad,
Kong Frode djærv og snild;
Ved gammel Mjød og Skjaldekvad
Han blev saa huld og mild.
„Nu siger frem, I Dannemænd!
„Nu siger uden Blu:
„Hvo te’de sig min bedste Ven
„Med kjek og sindig Hu?
„Og den, som meest har gavnet mig, —
„Det sværger jeg ved Thor! —
„Af dette Horn skal læske sig
„Her øverst ved mit Bord!“
Flux mange Kjæmper traadte nær
Og priste deres Daad;
En talte om sit hvasse Sværd,
En om sit snilde Raad.
Og Lejreborgen rundt gjenklang
Af Mod og Snedighed,
Og Kongen fra sit Leje sprang,
Saa glad han blev derved.
Da saae han, at en Gubbe sad
Heel nederst ved hans Bord,
Og ikke mod, ej heller glad,
Ej mælede et Ord.
Hans Brynje bar saa mangt et Skaar
Af fordums Hug og Stød;
Som Vandfaldsskum hans hvide Haar
Ned paa hans Rustning flød.
„Og er du, Gubbe! uden Daad,
„Saa gak, hvorfra du kom:
„Saa gak og end i Kvindegraad
„Din usle Alderdom!“ —
„Ej Skjændsel blegede mit Haar,
„Thi Retsind var mit Navn;
„Og ej jeg for min Konge staaer
„Foruden Daad og Gavn.
„Da Gullands Fylkekonge sig
„Mindst ventede sin Død,
„Mod ham, din Gjæst, du øved’ Svig
„Og ham at dræbe bød.
„Men jeg til Højbords satte ham
„Og lod i Fred ham gaae, —
„At Fredegod ej Meen og Skam
„Af Manddrab monne faae.“
„Nej ikke er du uden Daad! —
„Kom hid, kom hid! — thi den,
„Som styrer Kongens onde Raad,
„Er Kongens bedste Ven!“