Jørgen Jørgensen Sorterup (1662–1723)

    Det var den store nordiske krigs tid. I November 1714 var Karl XII, efter sit dristige fjortendagsridt gennem Evropa, kommen til Stralsund og havde overtaget kommandoen der. Nu blev den danske regering dobbelt opsat på, at forhindre overførelsen af tropper og ammunition fra Sverig til Pommern. <margin>Den Første Heldte-Sang.</margin>Der blev givet ordre til at göre flåden sejlklar, og nu blev der travlhed på »Holmen«, som schoutbynacht O. Judicher havde fået bestyrelsen af i December 1710. Overbefalingen over flåden havde Christian V’s sön general-admiral Ulrik Christian Gyldenløve; men de mænd, som især skulde vinde sig et navn i søkampene i 1715, var: Christian Carl Gabel, Peter Raben og Christian Thomesen Sehested.

    <margin>Den Anden Heldte-Sang.</margin> Omtrent midt i April 1715 afsejlede den svenske schoutbynacht C. H. Wachtmeister med en mindre eskadre, 4 linieskibe og fregatter, til Østersøen. Så snart man i København fik melding derom, blev schoutbynacht C. C. von Gabel sendt sammesteds hen med en eskadre på 8 linieskibe og 2 fregatter. Wessel, på Løvendals galej, opdagede först, hvor den fjendtlige flåde¹ lå, nemlig ovre ved Femern. Den 24de mødtes de to flåder, og en hård kamp begyndte. Den lille svenske flåde blev efter en tapper modstand ilde tilredt, og måtte ved mørkets frembrud søge ind under den holstenske kyst. Da Gabel næste morgen kom sejlende ind mod Kieler fjord, så han, at Wachtmeister havde sat sine skibe på land og, til tegn på overgivelse, hejst det hvide flag på »Hedevig Sofie«. Men alligevel var Svenskerne i fuld gang med at ødelægge skibene for at göre dem ubrugelige for de danske, og de holdt först op dermed, da en parlamentær havde bragt det bud, at besætningerne ikke vilde blive skånede, hvis ikke de standsede med ødelæggelsesværket. De 5 af skibene, linieskibene: Nordstjernan, Sødermannland og Göteborg, samt fregatterne: Hvita Ørn og Falken, blev indlemmede i den danske flåde, men admiralskibet »Hedevig Sofie« var så forskudt, at det måtte lades tilbage som vrag. Sejren blev höjtidelig fejret d. 28 April i København, og Gabel avancerede til viceadmiral og udnævntes til kammerherre.

    <margin>Den Tredje Heldte-Sang.</margin> I slutningen af April afgik admiral Peter Raben med hovedflåden til Østersøen for at afskære forbindelsen mellem Sverig og Pommern, og viceadmiral Sehested blev med en eskadre af fladgående skibe, bombarderer, brandere m. m. afsendt til Rygen for at understøtte den påtænkte erobring af denne ø og Stralsund. Over Østersøen havde Raben convoyeret Sehested, der lagde sig til ankers inde under den pommerske kyst ved Rudø. Da det rygtedes, at en overlegen svensk flåde var farvandet, sejlede Raben bort op imod Stevns for at undgå kamp, og den svenske flåde indesluttede da Sehested ved Nydyb, på sydsiden af Rygen, men kunde intet udrette imod ham, da han lagde sig ind på lavt vand. Senere fik Raben forstærkning, så at han blev jævnbyrdig med fjenden (21 linieskibe), og d. 8 Avgust mødtes de to flåder. Kampen begyndte tidlig på eftermiddagen et par mil østen for Rygens sydøstpynt, og fortsattes til henimod kl. 8, da den svenske flåde flygtede, styrende syd om Bornholm. På dansk side faldt bl. a. viceadmiral Jost Juel, de svenske mistede admiralerne E. Johan Lillje og Michael Henck. Flere svenske skibe var så ødelagte, at de næsten var synkefærdige. — Efter at den svenske flåde var gaaet til ankers i Karlskronas havn, gik den danske flåde til Køgebugt, hvor skibene blev gjorte kampdygtige igen. Da Raben, der til belönning havde fået dannebrogsordenen, i Oktober måtte forlade flåden på grund af sygdom, blev overkommandoen taget af selve general-admiralen, Gyldenløve.

    <margin>Den Fjerde Heldte-Sang.</margin> Sehested var imidlertid bleven liggende ved den nordøstlige kant af Usedom. For at løse sin opgave: at støtte en erobring af Rygen, måtte han först rense farvandene for et par svenske flådeafdelinger. I Stettinerhavet, syd for Usedom, lå Cronhawen med 7 stralsundske fregatter; dem fik han jaget ud, hvorpå de forenede sig med en anden eskadre i Nydyb under Anckarkrona. Den 24 September begyndte så kampen mellem de to flåder; den fortsattes næste dag og endte med, at Svenskerne måtte trække sig tilbage. Derved var farvandet mellem Rygen og fastlandet således renset, at den påtænkte landgang på Rygen af de allierede nu kunde iværksættes. D. 15 November landsatte Sehested ved Stresow på Rygen 18000 mand; Frederik IV og kongen af Preussen fulgte med, hver på sin galej. Den 16de om morgenen kom Karl XII med en afdeling af sin hær, men blev efter en hæftig kamp, i hvilken bl. a. generallöjtnant Dewitz udmærkede sig, slået tilbage med stort tab; de svenske mistede bl. a. generalmajor Bassewitz.

    <margin>Den Femte Heldte-Sang.</margin> Nu havde Sverig kun Stralsund tilbage. En forenet dansk-preussisk-sachsisk hær samlede sig i nærheden af denne by i sommeren 1715. Den danske hær kommanderedes af Frederik IV; blandt hans höjeste officerer var følgende generallöjtnanter: Hertugen af Würtemberg, Scholten og F. J. Dewitz. I slutningen af Avgust var Svenskerne, efter at skansen ved Peeneflodens munding var erobret, bleven fordrevne fra Usedom. Nu indesluttede den allierede hær Stralsund og begyndte belejringen; den 20 Oktober åbnedes de første løbegrave. Det lykkedes, ved at gennemskære en dæmning, at sænke vandstanden omkring fæstningen. Nærmere og nærmere trængte belejrerne, »hornværkerne« (fremskudte forskansninger) blev tagne, og endelig var brescherne i murene så store, at byens kommandant, general-löjtnant Dücker — Karl XII havde i en lille båd forladt Stralsund d. 22 Decbr. — måtte overgive byen d. 24. Decbr. —

    Det var en storslået historisk eventyr-tid, det var Karl XII’s og Tordenskjolds dage. Var det ikke naturligt, om en sådan dådstid havde skabt en sang, der kunde bære dens minde ned igennem tiderne? Men blev der sunget? Ja sang kom der, men det var en sang, hvori der næsten ikke var en eneste luftning af den ånd, som var suset hen over Ruslands sletter og Nordens have. Tidens störste literære dåd var Peder Paars.

Her følger et par prøver af kvad, som den store nordiske krig gav anledning til. Poeten Jörgen Friis besang »Danmarks store Sejer-Aar 1715« i anledning af Frederik IV’s hjemkomst d. 6. Jan. 1716. Om Rygens erobring synger han:

    Dernæst har vi de lejlighedsdigte, gadeviser, der fulgte enhver begivenhed i hælene, og med lige upartiskhed besang Tordenskjolds bedrifter og vanskabte kalve.

    En bogtrykker Phoenixberg besang kampen på Colberger-Heyde d. 25 og 26 April 1715:

    Om kampen under Rygen og de følgende begivenheder synger han i en anden vise:

Der er kun 2 af alle disse sange, der endnu kan tåle dagens lys; det er den bekendte vise om Tordenskjold:

og Sorterups heltesange.

    Jörgen Sorterup var præst i Lyderslev i Sydsjælland fra 1692 til 1723. Medens han boede i sin stille landsby-præstegård, fulgte han med bevæget sind begivenhederne i 1715. Her var han ikke langt fra den minderige Køgebugt, og folk i Stevns kunde følge de danske orlogsskibes hvide sejl, naar de gled ned gennem Øresund ud i Østersøen, kunde vel også af og til høre kanonskud drøne derude fra. Hvorledes han fik efterretningerne om de begivenheder han besang, kan vi ikke sige med sikkerhed. Rygtet har vel bragt ham adskillige træk; han synger jo selv

og helt ubekendt med aviser var den tid jo heller ikke. De vigtigste var »Kopenhagischer Post-Reuter« og »Den Kjøbenhavnske Post-Rytter«. Desuden udkom der jævnlig »Relationer« (Flyveblade) om de mærkeligste begivenheder i krigen. Fuldt pålidelige har hans kilder ikke været, derom vidner enkelte, skönt mindre fejltagelser. —

        I tilegnelsesdigtet fremstiller han sig selv som en jævn »landsbymand«, der vil »paa gammeldags en Kiempe-Vise qvæde«, og han håber, at hans foster, »som haver Bonde-Nykker«, ikke skal mishage de höje herrer, hvem han har vovet at tilegne det. Han synger ikke for at forøge stråleglansen om de store heltes navn — det formår hans lille »prås« ikke — men for at mane andre til at følge dem. Måske vil mange spotte hans gammeldags heltesange —

    Havde det blot været en minuet, en fransk bourre eller en anden nymodens ting, da skulde folk nok have lagt mærke dertil; ja havde det endda været

hvor der taltes om »Martis danske Sønner«, om »den Tre-forked Herre Neptunus«, om »hvor Nereides begræder, at Havedts skryde-Strøm dem skænkte lutter Bloed« osv. osv. Men, udbryder Sorterup,

    Den art at digte på, det er »Som Blomstered der hos sin Skjønhed Giften bær«. Han vil dernæst forklare, hvorfor han har brugt sangformen med omkvæd. Det er om brave kæmper han vil synge, og derfor benytter han den gammeldags kæmpe-vise-stil.

    Og at han bruger omkvædet til en lovprisning af Gud, vil vel ingen tage ilde op? —

    Det er en heltesang han vil synge, og kvad om helte har været den ældste digtart både hos Ebræerne og hos andre folk. Det er den, som har værnet det store navn og den store dåd »mod Tiidens aadig Tand«. Og han minder om Karl den stores kærlighed til de gamle viser, om kvadene i Saxos historie osv.

dog, det tiden trænger til, er ikke kælne hyrdesange, men heltekvad. Og han håber, at hans simple sange vil gå ud blandt folket og »klinge i hvert Øre til en god Opmuntrelse«, og han »mener det kand skee,

    At hans sange först kommer så længe efter de besungne bedrifter, giver han to undskyldnings-grunde for: For det förste har hans »Digter-Geist« den samme egenhed

    Dernæst havde han et syn, som forskrækkede ham: Han kom til et pallads for at aflevere sine sange, men så her pakke på pakke »af lutter Ære-Vers og lange Titeler«, der blev båret frem af store mænd, ja endogså af dem, som må bære »Fløyels Vinger på deres Kiorteler« (doctores theologiæ). Det tog begyndelsen fuldstændig modet fra ham, men så tænkte han: når nu alt dette er blevet læst igennem, så kan måske din simple sang også blive læst og modtaget med venlighed. Og så lod han sit digt løbe af stablen. —

    Efter nogle anmærkninger til indledningsdigtet følger så de 5 heltesange. Man har gjort Sorterup uret ved at sammenligne disse heltesange med folkevisen, men til denne sammenstilling har han rigtignok selv givet anledning. Har man folkevisen i minde, når man læser hans sange, vil man let stødes utilbørlig af adskillige pletter i dem, skruede udtryk og vendinger, der kunde friste en til at tænke paa en folkesang rococcostil. Men vil man være retfærdig mod ham, skal de læses med den samtidige digtning som baggrund. Så vil man glemme de enkelte pletter og glæde sig over, at så simple, hjærtelige og virkelig poetiske toner kunde klinge frem midt iblandt den tids tomme og opskruede rimerier. Det bedste i disse »heltesange« er groet frem af den sunde, danske folkenatur, og derfor har de også kunnet begejstre Grundtvig til at synge sit smukke digt om