Kong FRIDERIC farer til Pommeren ud,
Med Kongen er Cimbriske Heldte,
Hvis Hierter af Kriigens opildede Krud
Og brendende Luer ey smelte.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Kong FRIDERIC sidder berusted til Hest,
Med skarpeste Sabel ved Siide;
Hand beder, at HErren vil være Ham nest,
Saa Eggen paa Fiinden maa biide.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Hand siger: Vi agter med Vaaben og Sværd
Den Fiintlige Vælde at svekke,
Hand Freden at nyde ey længer er værd,
Som fanged an Freden at brekke.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Kong FRIDERIC samler sin Danske Armee,
Der Fiinden tor Hovedet byde;
De Heldte befindes saa sinded’, at de
Paa Pommeren længis at bryde.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Hvor disse berustede Kiemper far frem,
Som skinner af Vaaben og Verge,
Der bever hvert Hierte, der ryster hvert Lem,
Der skielver de steenige Bierge.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Der hvæser af gloende Munde;
De fører de Klokker, der ringer for Liig,
Hvor Fiinden ved Lyden maa blunde.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Ved Graven, for Fiinden at sperre;
Om Skiebnen tilforn har været ham tynd,
Da vil hun nu vorde langt verre.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Hand drives som Dyred, der drives ved Jagt,
Indtil det i Snaren erlangis,
Det spiller og vimpter vel længe: Med Magt
Omsider dog snæris og fangis.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Fra Norden gaar Kongen af Dannemarck paa
Sin Fiinde ved Sverdet at jage,
Fra Vesten vil Kongen af Preussen fremgaa,
Og Passerne hannem betage.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Tu Mægtige Konger her tages i Haand,
Som trolig hin anden det meener;:
De haver mod Svensken alt fnytted det Baand,
Til hvilcket dem Retten foreener.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
De foyer tilsammen saa vældig en Magt,
At Svensken derfore maa grue;
De store Kriigs-Kiemper har stadigt i Agt
Den striidige Fiinde at kue.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Med Sverdet fra Fiinden de tager,
Der efter fra Usedoms Volde og Kratt
De hannem gesvindigt forjager.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Omsider fra Rygen og Ruden de ham
Med blodige Pande bortviiste;
Hand flygted og var ey paa Hælene lam,
Dog meget i Flugten forliiste.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Stralsund er den Eeniste Tilflugt og Sted,
Til hvilcken Hand kunde sig yde;
Men ingen Bevaring, er HErren ey med,
Muur eller Volde kand yde.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Nu trekker Armeerne sammen, og vil
Den Fiintlige Festning beringe,
Mand laver saa grusomt og hæseligt til,
At Ørene derved maa klinge.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Her skangis, her gravis, her settis en Leyr,
Half Hundrede Tusend er reede
At storme, og Staden at vinde ved Seyr,
Ja prove mod Fiinden en Heede.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Deels kaster op Jorden, og borer sig need
Ved krumme Kanine-lobs Gange;
Deels tapper ud Vandet af Graven, og veed
Behændigt til Volden at lange.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Et Batterie stilles hos andet, hvorpaa
De bugede Morser opforis,
At Luften og Skyerne roris.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
I Voldene, smælder og knalder,
Saa grueligt, at mangen et kummerligt Sind
I dødelig Afmagt omfalder.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
De Volde, naar disse Ild-Ovne slaar loes,
Og af sig en Kugle-Regn jager,
Skal vorde som Sneen, der hastelig toes,
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Danske Striids-Heldte tar Kaaren i Haand,
Bestiger en Skandse til anden,
De hugge de Fiinder i Panden.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Horn-Verkerne stoder de Hornene af,
Fiinden af Skandserne drive;
Saa mangen braf Svenske her Aanden opgaf,
Som vilde sig fangen ey give.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Von SCHOLTEN en Herre saa dapper som graa
For Kongen ærbødigst fremtræder,
Og siger: Paa Staden vi ville nu gaa,
Og lære ham ydmyge Sæder.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
FRIDERIC samler de Heldte, og Dem
Sin Kongelig Ville lar viide;
Hver lofde at sette frimodelig frem,
Staden ved Stormen bestriide.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Saa reiste sig Forsten af Würtenberg op,
Hand vilde som Kiempe med fremmerste Trop,
Paa Staden saa vældeligt brekke.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Hr. DEVITZ og GERSTORPH og flere med Dem,
Af Kongens behiertede Jetter,
De rykker mod Staden, de skynder sig frem,
Og Hiertet ey hiemme forgietter.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
De Kiemper tilsammen begyndte en Leeg
Med gloende Bolde at spille;
Saa mangen Svensk Herre om Næsen blev bleeg,
Fordi hand ey naade sin Ville.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
De Danske Striids-Heldte saa tordned’ og skød,
At Volden blev fældet og brekked:
Ald Luften om Staden var luende gloed,
Saa Fiinden blev saare forskrekked.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Kong CARL ud af Sverrig fra Staden hen ud
Paa Jollen maa soge sin Frelse,
Der Kongen af Dannemarcks skyndige Bud
Ham vilde med Myndighed helse,
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Hand farer fra Staden igiennem det Gatt,
Til Flugten hand nodtis at gribe:
For Hand gick i Søen om koldigste Natt,
Da var Hand vel haardigst i Knibe.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Men DYKKER, som kiendte at Frelsen var goed,
Paa Freden begyndte at tinge;
For Kongen af Dannemarcks Seyer-riig Foed,
Hand maatte nedlegge sin Klinge.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Her frydes nu Seyer, her blæses Clarin,
For Staden gik Kongen til Haande;
Indbyggerne frelstis fra storre Ruin,
Og meere uliidelig Vaande.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Kong FRIDERIC rider i Staden hen ind
Med Kongen af Preussen tillige,
De hafde tilsammen med Møye lagt Vind,
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Nu haver de Konger sig Hæder indlagt,
Den mægtige Fæstning er vunden.
Vor Fiinde skal fare herefter saa sagt,
Og viide Hand Mage har funden.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Har Sverrig ham kaldet den Store, da kand
GUD hannem til Liiden vel giore,
Slet ingen maa skryde af Vælden, for hand
Faar Enden paa Leegen at høre,
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
Vi lover vor HErre, vi takker vor GUD,
Som Kongen saa naadigt bevarede
Paa Togged, i hvilcket hand mandigt foer ud,
Og Selv sig fra Faren ey sparte.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
De Heldte, som hafver sig Ridderlig holdt,
Skal nævnis i Evigheds Minde;
Naar Døden omsider gior Legemet koldt,
Da skal ikke Rygted forsvinde.
Ved HErren fordriver vi Fiinden.
GUD HErren, som Selver Kong FRIDERIC gaf
En Seyer til Enden og fleere,
Hand være hans Pille, hans Stotte, og Staf,
Og stedse hans Vælde formeere!
Ved HErren fordriver vi Fiinden.