Og skiønne Kriigs-skibe forlaarne;
Ey styggere Budskab de nylig har haft,
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Hr. GABEL forvoldte dem Sorrig og Meen,
Hand nappede alt det ham mødte,
Der maatte i Sverrig vel væred en Steen,
Hvis Hierte af Sorgen ey blødte.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Saa mangen skiøn Jomfru begræder sin Ven,
Og Søster sin kieriste Broder,
Saa mangen en Encke der sidder igien,
Og Sorgen i Taarerne boder.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
De Svenske Søe-Heldte gaar atter i Raad,
Med fleere Kriigs-Skibe og mandelig Daad
I Fægtning vil de sig indlade.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
De setter fra Hafnen, de stikker i Søe,
Ad Rygen hen lader de stande;
Paa Vandet de heller vil mandeligt doe,
End slippe de Pommerske Lande.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
De Danske Orlogger har lagt sig i Ly
I Bugten ved Stevens for Anker,
Hvor Fiinden ad Rygen hen-vancker.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
De kommer og bringer til Flooden Rapport,
Hvor stercke de Fiinder kand ventes,
Hr. RABE ophidzer sit Anker saa kort,
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Hand giver Signaler, hand tridser op Seyl,
Ad Pommeren lader hand skriide;
Paa Kaasen til Fiinden hand ikke tog Feyl,
Men fandt ham ret liige til Tiide.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Og vilde Flotillen beringe;
De sogte at giore den Kiempe forsagt,
Og hannem med Jlden at tvinge.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Da SESTED nu pusted paa Fiinden saa hart,
Rogen ham lidet behagde,
Da kommer Hr. RABE med flyvende Fart,
Og liige mod Fiinden sig lagde.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Hand hafde i seylende Folge med sig
De Kiemper, til hvilke hand siger:
I Helte staar troligt og dappert med mig,
Lâr see, at ey nogen mig sviger.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Hr. RABE opsetter Bloed-Fanen paa Stang,
Og Løsen til Striiden lær høre;
Hans store Cartouer for Fiinden saa sang,
At døved blev mangen et Øre.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
De Svenske forsagde ey heller det Spill,
Men svarde med samme slags Toner,
Der Blodet blev varmed, da lagde de til
Med store og stercke Canoner.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Paa Haved begyndtes en Rog og en Damp
Med lynende Torden at brage,
De sterkeste Bierge, den haardigste Kamp
I Klipperne siuntes at knage.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Alt Haved var blevet en gloendes Ild
Og Bølgerne blussende Lue;
Til Døden hin anden at kue.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Det varde fra Middag til Mørked gik paa,
I Haande de Karle saa toges,
At ingen kand siige hand nogen Tiid saa
Tu Flooder om Seyren saa droges.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Hr. RABE dog holdt sig saa Dapper og Kiek,
At Seyren gik hannem i Haande.
Vor JUEL udi Slaged fik dødelig Smæk,
Dog Fiinden til dobbelte Vaande.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
De Svenske Orlogger fick saadanne Brudd,
Som ikke var mueligt at bøde;
Med fleere Søe-Heldte fradøde.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Thi priiste de Vinden og pakked sig fort,
Der Lygterne vare udslugte.
De takkede GUd, de fra Juthan slap bort,
Hvis Lunte de keedtis at lugte.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
De farvede Strømmen i Haved,
De maatte befiende, at Kampen var heed,
I Gildet betalte de Laved.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Tre Skibe de miste, det Eene sank reent,
De andre paa Skiærene stodte;
Den Skiebne, som dennem i Slaged var meent,
Paa Veyen i Flugten dem mødte.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Hr. RABE forbliver i Søen med Seyr
I Havnen, om mueligt, at rende.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Hr. GYLDENLEW selver gaar derpaa om bord,
Og fører vor Seyer-riig Floode,
Hand agted at komme med Fiinden i Ord,
Og giore ham vidre til Gode.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Hand hafde til hannem de Nødder bereedt,
Hvis Skaller var haarde at knække;
Hvis Saft udi Skalden vil brekke.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Hand agted at giore ham tummel og syg,
Der pleyer at knage i Lænder og Ryg
Paa dennem, der Skaalen ey vegre.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Men Fiinden vel huuskte hvorleedis hand var
Hos RABE for nylig til Gilde,
Hand hafde nu intet at spilde.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Hr. RABE før hafde saa plukket og pilt
Hans eene forhakkede Siide,
At hand ey den anden saa hastigt har vildt
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Hand vidste, at Løven i Bringen er føer,
Og Tanden af Rovved vil føde,
Thi frygted hand Løvens blodtørstige Kløer,
Og turde ey gaae ham i Mode.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Og prøfde sit vanlige Væsen,
Hand satte med Ørnen ad Fiinden igien,
Og nap ham Tu Skibe for Næsen.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Nu legger de Danske med Seyer til Land,
Kong FRIDERIC elsker de Heldte,
Der tumlede Fiinden i Pommer-havs-Vand,
Og hannem saa mandeligt feldte.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Hr. RABE belønnes med Ridderlig Baand,
Til Vidne hand troligt har tiened,
Kong FRIDERIC haver af mildeste Haand
Hans Dapperhed dette forleened.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Hvo vilde ey striide? hvo vilde ey staa?
Naar Kongen saa naadigt kand skiønne
Paa Ridderlig Gierning, og ponser alt paa
Hvorledes Hand Troskab kand lønne.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
Vi give GUD Æren for Seyren, og gior
Det Ønske for Dannemarks Floode:
GUd føre Selv Sverdet herefter som før
De Danske Søe-Kiemper til Gode.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.
GUD give Kong FRIDERIC stedse maa see
Sin Fiinde at flygte og falde,
Saa alle maa Kongen, hans Fiinder til Spee,
FRIDERIC Seyer-riig kalde.
Vil HErren, saa vinder vi Seyer.