Jeg vandrer til den dunkle sorte Jord,
I Nattens Flor
Saa bly din lyse Stjerne til dig kommer;
Og, er det Vinter selv med hviden Snee,
Du kan mig see,
Saa venlig som i blomsterskjønne Sommer.
O, hvor jeg frydes, seer du op til mig!
Fryd ogsaa dig!
Lad Stjernen see et Smiil paa dine Kinder!
Hvad er din Sorg? hvi sender du mig Suk?
Dit Blik opluk!
Saa meget, meget du paa Himlen finder.
Her finder du din Engel, det er mig,
Forglem mig ei!
Tæl freidigt med mig, og jeg vil dig lindre,
Men — er din Sorg for dyb — ak! følg da med
I evig Fred!
Du inde hist seer større Lys at tindre.
Ja send dit Blik i Evighedens Hav
Fra Mulm og Grav!
I Himlen selv du meget meer vil skue
End paa dens Dække herligt, bredt og vidt
I Natten tidt
Du seer at funkle med den gyldne Lue!
I Himlens Forgaard ene Stjernen staaer,
Og Aar for Aar
Den lyser mild og vil til dig nedstige,
Naar ei du kan paa Aandens Vingeflugt
Opstige smukt
Til dit og mit og Alles Fædrerige!
Hvad? hører du ei paa min Nattesang?
Bag Skovens Hang
Jeg seer dig alt nedbøiet — ak! at sove!
Kan du ei hæve dig fra dunkle Jord?
I Stjernechor
Ei dristig til din Fader hjem dig vove?! —
Farvel! farvel! farvel! jeg flyver bort,
I Natten sort,
Og hyller ind mig i dens Sørgeklæde.
O! naar du vaagner af din trygge Blund,
Skal Blomst i Lund
Med Dug dig vise: — Stjernen maatte græde!
Søtoft.