Dog hulde Vaar! du maa jo gjerne flygte
Blandt Skovens lysegrønne, tætte Stammer,
Du gjerne maa forlade Brudens Kammer,
Du, som dets Hvælving sødt af Roser bygte —
Du hisset jo dit Kald maa ogsaa røgte,
Du hisset jo maa tænde Rosenflammer,
Din Flugt skal ei min Aand forvolde Jammer,
Din Roses Visnen vil jeg ikke frygte.
Thi hun som her mig Livet har forsødet,
Hun er som Rosen vist, der hen skal visne,
Men — falder hver en Blomst mig end af Skjødet,
Og skal mit Hjerte selv i Døden isne:
O Salighed! — med hendes rige Dyder
Min Aand til Eet i Døden sammenskyder.