Yngling med det gyldne Haar,
Som saa fro i Engen springer,
Leger med de hvide Faar,
Og med Blomsterklokken ringer!
Hvilket Under! hvilken Pragt!
Hvilken spraglet Blomsterdragt!
Friske Lilier, Roser røde
Spire hvert dit Fied imøde!
Fagre Yngling paa din Barm
Grønnes tusind Blomster hulde!
Trindt omkring din spæde Arm
Snoe sig Ranker underfulde!
Hvilket himmelsaligt Blik!
Nævn mig, hveden hid du gik.
Vennehuld og from din Fader
Vistnok Kuld og Mørke hader!
„Kom hid! kom hid! det Blad saa grønt
„Jeg spreder i Engen!
„Paa Blomstersengen,
„Der ville vi hvile saa sødt, saa skiønt!
„Ak! men om jeg siger
„Min Fader — o vee!
„Vist Møen fra Sønnens Hierte da viger,
„Thi Pigens Hierte jo hader Snee!“
Uskylds Symbol
Tør ei Møen hade!
„O nei! men de blomstrende Rosenblade
„Bag Sneen bortsvinder!
„Min Fader hedder Vinter,
„Hader Blomst og Sol!
„Hans Borgmuur glindser saa lys, saa hvid
„Som Sølv, som Demant,
„Naar Maanen spreder sin Straale blid
„Giennem Hvælvingens Bue, hvor Solen bortsvandt.
„Smaablomsterne blegne, der spirer ei Blad;
„Og naar i lune Kammer I sove,
„Da monne af lutter Blomsterhad
„Min Fader igiennem Ruden sig vove!
„Da suger Smaablomsten med barnlig Tro
„Hans Aande saa kold;
„Da græder hans Søn; thi de Blomster boe
„Nu i Dødsens Vold!
„See! jeg er ilet fra hans kolde Barm,
„Giennem Skove og Dale,
„Har løbet mit Iisblod, min Aande varm,
„Har vækket den sovende Svale,
„Har kysset Blomsternes Dronning saa from:
„Da gav hun mig Urter; o see!
„Dem spreder jeg kierlig paa Reisen om.
„Naar høit jeg springer,
„Smaaklokkerne ringer;
„Thi dybt i de hulde Blomsterkroner
„Hensvømme salige Himmeltoner!“
O fagre Yngling! din legende Røst
Udbreder vel Balsam i saaret Bryst!
Du Lue, som er af Kuld udsprungen,
Hvad har ved din Vugge dig Ammen siungen?
„Ha! jeg leger saa fro!
„Ak! og maatte vel græde!
„Jeg aldrig maa varigt paa Jorden boe;
„Thi Sol mon fremskride;
„Han hader de spirende Blomsterblade.
„Mod ham jeg ei mægter at stride.
„Da ile de Blomsterskud atter saa glade,
„Og trindt de sig snoe,
„Om min Arm, om mit Bryst;
„Da monne vi huusvilde atter betræde
„En langtfiernet Kyst. —
„See! — alt stiger han rød
„I Purpurets Kaabe paa Østens Bølge.
„I kiære Blomster nu med mig følge!
„O see! i sin Karm
„Han ruller! — O Helt! hvi vil du mig hade?
„Hvi luer din flammende Arm
„Mod mine uskyldige Blomsterblade?
„Hvi dræber din Ild
„Den barnlige Kraft,
„Hentærer min Saft?
„Hvi haaner dit dræbende Smiil
„Det Milde, som synker til Jordens Skiød?“
O du barnlige Aand!
Blandt Blomster du vennehuldt smiilte!
Ei mægted du bære Manddommens Baand;
Thi atter bort fra din Byrde du iilte.
Lyt til Blomsternes Klang!
Hør! de synge din søde Liigsang!
Blomsterne.
Farvel! farvel! du Barn saa skiønt!
Vi smykke nu med Haabets Grønt
Dit sorte Dødninggiemme!
Dig følger snart vor Blomsterrad,
Som giemmer Kierlighed, ei Had,
Har ei, som du, her hiemme!“
Brudt er saa snart din Pilgrimsstav;
See op! see op fra mørke Grav!
Ak hører du os synge?
Hør paa den staalblaa Klokkes Klang,
Cypressens Suk, og Myrthens Sang;
Sov sødt! vi Vuggen gynge!
N. V. Søtoft.