Nicolai Søtoft (1790–1844)

Seer ei paa mørken Bølge,

I ædle Flokke,

Hvis Blik de Elskte følge!

Paa Norges Strande

Seer hist Athene stande!

Den gyldne Lokke

Omhvirvler hendes Pande.

Hun raaber høit fra Klippens Skove:

”Jeg vasker Skioldets Støv

I Sarpens sølverklædte Vove,

Og bytter Lauren om med Granens Løv!

Mit Hellas’ Skarer døde:

Jeg stod saa ene hist i Konstens Have,

Min Fod bedækt med Gruus af Tempelgrave;

Heroers brudte Palmegrene

Jeg rakte taus den sorte Melpomene;

Thi Helios, som steg i Morgenrøde

Var siunken ned i Aftnens Øde!

Men — fierne Toner dybt fra Thule løde:

”Du blege, taareblændte Kvinde!

”Det Døde vil paa ny sig her gienføde.

”Drag hid og søg, og du skal atter finde!”

Og Sorgens Gravslør sank fra mine Lænder;

Thi som i Thuiskons, saa i Herthas Skove

Jeg seer, min Altarflamme atter brænder.

Jeg seer ei Marmor blot blev Hellas’ Gave;

Thi — her mit Navn de grove

I hviden Marmor og med Sølverstave,

I Kæmper for Athenes Flag!

Her hvælver jeg mit Skiold, som Templets Tag,

At i de høie Klippeperistyler

Saa trygt kan vandre Sokrater, Æschyler!

Mit Spyd jeg strækker fiernt mod Norden,

Fiernt imod Sydens Egne,

Høi er min Throne: maa jeg ikke hegne

Om Lys og Frihed trindt om Jorden?

Saa seer ei paa den mørke Bølge,

I ædle Flokke!

I Norges Steen vil de mig Minder sætte;

Af Norges Gran vil jeg dem Krandse flette,

De gaae — men gaae de ikke i mit Følge?”