Hr. Henrik han sidder saa tankefuld,
Hans Hoved til Jorden mon hælde;
Det gjør hannem Sjælen saa sorrigfuld,
At Skjoldungens Stridsmand mon trælle.
(Omkvæd.)
Nu snurre de Guldhjul for Gangerens Skridt,
Nu bruges kun Skjoldungens Stridsmænd til Strid;
Hil være Hr. Henrik!
Hr. Henrik han stander i hviden Sand,
Der maler han Streger saamange,
Baade krumme og krused’ som Møllevand,
Baade rette og korte og lange.
Han kalder paa Tømmermand, kalder paa Smed,
Han viser dem Stregerne sine,
De sige: Hr. Henrik! hvorfor den Sved?
Han svarer: For Brødrene mine.
I to Gange tyve og fire Aar,
Hver Dannemand til stor Harme,
Af Skjoldungens Flyhavn Vandet opgaaer
Ved trællende Sømænds Arme.
Jeg bygged’ saamangen en Mølle før
For Jarler og Præster og Bønder;
Jeg tænkte: Gud lønner den Mand, der gjør
En Mølle, som Flyhavnen tømmer.
Saa grubled’ jeg baade ved Dag og ved Nat,
Jeg havde ej Tanker til Andet,
Indtil jeg fik see den Mølle saa brat
Opstaae ved min Haand udaf Sandet.
Og hør nu, I Hammer- og Øxemænd,
Nu mærker I paa min Tale,
Før Vinden den vifter de Streger hen,
Og førend at Sol monne dale.
Saa viste han dennem heel tydelig
I Sandet de Møllestykker;
Han maled’ dem atter, hver for sig,
De vare vel tusinde Stykker.
Han talte de Tømmermænd Øxehug til,
Vog Slaget af Smeddenes Hammer;
I tumle nu flux Eders Jern i Ild
Og flække Eders Egestammer!
Det vared’ i Uger, det vared’ ej meer,
End tyve og een tilende, —
Da fejled’ der ikke Stykker fleer
Af Flyhavns Mølle behænde.
Det var Hr. Henrik, han blev saa let
I Sindet, saa veltilmode;
Af alle de Stykker gjorde han eet,
Og flux stander Møllen paafode.
Saa spændte han Gangere otte an
Den Flyhavn straxen at tømme;
Det gruer i Livet paa hver en Mand
At see, hvor det Vand mon udstrømme.
Det undrer hver Mand, som tænker derpaa,
I ikke eet Døgn tilende
Kan to Gange fire Ros mere formaae,
End femhundred Mand udi trende.
Nu stander den Mølle i Kongens Flyhavn;
Nu træller ej Skjoldungens Helte;
Men Møllen skal sjunge Hr. Henriks Navn,
Saalænge Skjoldungen har Helte.
Og Møllen skal sjunge det dobbelt engang,
Naar Kampens Flammer os vække;
Naar stolt den forener sin vældige Sang
Med Dannemarks sejrende Snekke.
Nu snurre de Guldhjul for Gangerens Skridt,
Nu bruges kun Skjoldungens Stridsmænd til Strid;
Hil være Hr. Henrik!