Ingen Lyd er mig større Qval, end Gjøen af Hunde.
Ofte, dog med Behag, hørte jeg Naboens Tyrk.
Venner, gjet nu, hvorfor! dog, strax vil jeg Sagen fortælle.
Hen i Skumringen sneg Lina, min Pige og Fryd,
Sig forleden hen til min Dør, da bjeffede Hunden,
Næsten røbed’ den os; zittrende kom hun herind.
Nu, naar jeg hører den gjøe, da strax jeg tænker, hun kommer,
Eller jeg mindes den Stund, da hun den ventede kom.
I. Smidth.