En Hund en Dag ad Marken gik,
og der den sære Grille fik:
at samle sig hvert Græs og Straae,
der løst omkring paa Marken laae.
Den, som en sand Botanikus,
tog baade Stort og Smaat i Huus,
alt som Linnees Katalogus
har numereret Straa og Græs,
og fik ihast et lille Læs.
Om Genus og om Species
ei ængsteligt sig brød vor Hund;
men i sin Samlen tænkte kun
frisk paa hvormeget, ei paa hvad.
Min gode Læser! mig forlad:
at om den Hund ei siges meer!
Dens Lige Du saa ofte seer.
I Kost paa Marken der just er
en Hest, som paa den Samling seer:
som Hest eenfoldigt nærmer sig
til Hunden: ”tør jeg spørge Dig:
”hvad med det meget Hø Du vil,
”Da intet Gavn det er Dig til?
”Men derimod vi andre kan.......”
Vred Hunden skreg: ””gaae, Klodrian!
””mig med Din dumme Spørgen væk!
””Jeg samler et Bibliothek””.
Jeg skrev den Fabel, da jeg saae
Grev Bip blandt sine Bøger gaae,
som Hunden gik blandt Hø og Straa.
Anton Julius.
