Epistel
til
til
Frederik Høegh Guldberg
Frederik Høegh Guldberg
ved
ved
hans Søns, Oves Fødsel
hans Søns, Oves Fødsel
den 25 Sept. 1798.
den 25 Sept. 1798.
Du har en Søn! Jeg seer Dig smile
i Glædens Ruus betragte denne Søn,
og i Dit Blik jeg Salighed seer spille,
og taus Din Læbe aabne sig til Bøn,
som fuld af Tak Du op til Glædens Fader sender!
Sig nu igien Dit Blik til Din Marie vender,
hvor fuld af Modersorg og Lyst
hun trykker Ove til sit Bryst.
Saa blideligt fra hendes Øie
et venligt Blik nu møder Dit;
men aldrig før det var saa ømt, saa blidt.
Nu hen mod hende seer jeg Dig at bøie
Dit glade Aasyn . . . . . Himlens Salighed
nu over begge stige ned,
hidsendt fra Godheds Gud; og hendes Tale
er kun det glade Suk, der langsom bæver frem;
en Taare er Dit Svar. Kun glade Aander tale
saa med hinanden hist i Glædens Hiem.
Lyksalig jeg, at selv jeg kiender,
ja! længe kiendte alt en Faders Held!
og derfor nu af Samfryd brænder
ved Eders Fryd min hele Siel
i qvægende, fornyet Ild.
Marie! Guldberg! I, hvis lille Stue
er Dyds og Venskabs Helligdom,
hvor tidt med sorgbetynget Sind jeg kom
men altid trøstet gik tilbage,
I venlige min Sang modtage,
der lyder her, mens Alt til Ro er dysset ind,
og Maanens Lys paa Ruden bæver! —
Ved natlig Lampes blide Skin,
som hellig Stilhed blid omsvæver,
jeg hilser Eder. Tungsinds Aand
med susende og mørke Vinger
i langsom Flugt sig om min Isse svinger
med gyldent Bæger i sin Haand.
Men det, som i hans Bæger flyder,
er Alvors bittersøde Lægedrik;
og majestætisk blid han gyder
tvo Draaber ned i Glædens Kalk. Jeg fik
den ei endnu ublandet, reen at smage;
og ak, saa tidt han tog den heelt tilbage!
Dig, Guldberg! rækker jeg til denne Fest som Ven
mit Bæger. O hvis Dine Læber finde
min Drik for bitter, ræk mig det igien!
Og med de Taarer, som endnu deri skal rinde,
jeg ene det udtømme vil.
Ei lad Marie Drikken smage
men sæt i Skynding Bægret til!
Useet af hende giv mig det tilbage,
ifald Du troer: at Tungsinds Røst
et Øieblik forbittre skulde
den fro, den blide Moderlyst
og vække Mismod hos den Hulde!
Det hellige, det høie Moderkald
opfyldes bedst med blidt og roligt Hierte.
Vee Den, som med unødig Smerte
forøger moderlige Taarers Tal!
Du har en Søn! Beruust af Faderglæde
i høie Jubelskrig Du bryder ud
og priser inderligt Algodheds Gud,
mens ømme Taarer Dine Kinder væde.
Og Held Dig! — Dog, har Du betænkt derhos
den store Hær af høie Pligter,
som følge med Din Fryd, Din Roes?
hvoraf enhver den Mindste, som Du svigter,
frembringer Taarer, Sorg og Nag,
saa vist som Solen bringer Dag.
Kan Du med kiekt, uskrækket Øie
i Nattens alvorlige Stund —
naar Din Marie sødt i saligt Blund
seer Himlens Aander fra det Høie
besynge fro ved Harpelyd
en Moders Værd, en Moders Fryd —
o kan Du da, foruden ræd at bæve,
see disse Pligter svæve
i talrigt, helligt Kor
forbi Dit Blik? Og tør Du sige
med Manddoms Aand og freidige Ord:
ei blot Du vil, men og Du kan dem aldrig svige?
Ynd Venskabs Haand, endog naar den,
af Tungsind ført, Advarsels Streng berører!
O han fortiener kun en Ven,
der villig, ogsaa da, dens Toner hører!
Dog Guldberg! Du — som adlet Mand,
ei ved Din Faders Rang men ved hans Dyder,
dem tro han lærte Dig — Du villig lyder
hvert Bud, som Æren byde kan.
Den Aand, der blev Din Gave,
er fri som Fuglen, men er Slave
af Borgerpligt og Ærens Kald.
Og hvad er Æren Dig? Ei Adel,
maalt efter Guld og Ahners Tal,
men Daad og Vandel uden Dadel
som Borger, Fader og som Mand:
og ei den Rettighed, at staae bag Kongers Stole
og bære vatret Baand paa guldindvirket Kiole;
men gavnlig Daad for Fædreland,
urokket Trofasthed ved Sandheds Banner,
og Trods mod store og mod smaae Tyranner,
der haane, krænke Dyd og Ret.
O! denne eneste, vor sande Ære,
den kan, den skal, min Guldberg lære
ved Tale og ved Daad sin Æt.
Alt seer jeg ham, Din Søn, at træde
som Yngling frem, oplært ved Dig,
paa Kundskab, Ædelsind og Dyder rig,
sølvlokket Stammefaders Glæde.
Kodanske Musers Kor, hvis Ven,
hvis tro, hvis huldeste Mæcen
Din Fader var, skal Alle ile,
for med den bedste Krands til Løn,
at krandse fro hans Sønnesøn,
i det de venligt Oldingen tilsmile.
Se! det er Banen, lys og skiøn,
som, fulgt af Haabet, Sielens Tryllerinde,
mig Venskabs yndige Gudinde
har for Din Ove viist. Men ak! i natligt Slør
han kommer, Tungsinds Aand, saa mørk som før;
de lyde varslende, hans tunge Vinger;
han maler mig med langsom Finger
et dunkelt Træk af Fremtids Stund.
Dig viser han mig, Guldberg! stille
med vaagnet Blik fra Nattens Blund
til Dybsinds Gransken hen at ile.
Du grunder paa hver Mening om,
hver Vanarts Drift i spæde Bryst at rette;
og paa, hvorledes bedst til Kundskabs Helligdom
Du kan med Faderhaand ham Veien lette;
end seer jeg Dig ved huusligt Bord,
i venlig Tale med Marie,
til denne Gransken Eders Ord
med varme Hierter at indvie;
indtil Din Oves Kiertegn, Leeg og Raab
lydt glædefuldt om Eder lyde!
og hele Talen sødt afbryde,
i det de kalde kun til Fryd og Haab.
Ved Aftenstund i Havens Gange,
maaske i Selskab med en Ven,
ved Nattergalens blide Sange,
mens Stierner smykke Himmelen,
hinanden Arm i Arm, gientage
I kiere Overlæg igien.
Alene Dyds og Sandheds Ven,
som kun i nyttig Daad og huuslig Fryd vil smage,
hvad der er Held; som ene troer
det Borgers Pligt og Mandens Hæder,
ved hver sin Handling, hvert sit Ord
at virke Held og Andres Glæder;
det er den Mand, hvortil
Din og Maries Søn Du danne vil.
Men atter Tungsinds Vingeslag jeg hører —
naar skal jeg dem ei høre meer! —
og med sin Giallerstav mit Øie han berører,
saa Fremtids Forhæng jeg oprullet seer.
Med foldet Pande, mørknet Øie
jeg seer Dig grundende at bøie
taus i Din Haand Dit Hoved ned.
Det er ei nok: en Yngling veed,
at Dyd er ene Mandens Lykke,
blot ved sit eget Værd os elskelig;
med Afsky skal han ogsaa tænke sig
hver Last og kiende den i hvert det Smykke,
som Ungdoms Sands og visnet Sind
den pynter med, hvis ei, at han skal hildes
i dunkle Labyrinter ind,
og fra den rette Vei forvildes,
der, søgt ved Anger, findes seent igien.
Den var, den er endnu en Gaade,
og ingen Bog opløser den,
og ingen Teori kan raade
i denne Kunst: at lære Mennesket
at skye de tryllende Sirener,
der lokkende omgive det
i tusinde og idel nye Scener
fra Vuggens blide Ro til Gravens sikre Favn;
hvoraf hver enkelte tidt med borget Navn,
der blænder os, vort Øie til sig trækker,
og da med kielen Arm os rækker
det Bæger, paa hvis Rand
en ussel Draabe Honning svømmer,
men som, naar dristig man det tømmer,
tilbunds er fyldt med Gift, og kan,
har det engang berørt vor Læbe,
vor Fryd i senest Fremtid dræbe.
En kierlig Fader bedst kan her
det Slør fra vore Øine drage
der laaner hine Tryllerinder Værd;
alene ham det muligt er,
saa varligt Sløret bort at tage,
at ei det Baand, hvis Navn er Kierlighed,
der til vor hele Art os binder,
til Qval for os skal briste med.
Hertil en Fader ene finder
i Modgang Kraft, i Medgang Stadighed;
det er hos ham Naturens Gave.
”Elsk Dyden! blot fordi kun den er skiønnelig!
kiend Lasten, ogsaa naar den tryller Dig!
og had den fast, men ynk dens Slave!”
saa lærer værdig Fader fro sin Søn
og har i Hiertet alt sin Løn,
som i sin Følelse den Rettesnor, der byder
af tusind Midler ham de bedste vælge sig.
Med denne Tro jeg tør tilraabe Dig:
Held Ove! han har Dig til Fader.
Vee Ynglingen, som skal i fremmedt Ledebaand,
maaske kun ført af leiet Haand,
gaae frem, og ind paa Livets Bane træde!
Ham venter seen og sparsom Glæde;
thi vildsom, slibrig er hans Vei.
Og kun vor fælleds gode Fader,
hvis Blik for os at vaage ei aflader,
kan vogte ham, han snubler ei.
Igiennem alle Livets Farer,
Sireners Trylleri og Lumskheds Snarer,
Din og Maries Haand skal lede Ove frem.
Alt seer jeg Eder i det glade Hiem
om Sneese Aar det Syn at nyde:
at han staaer frem, som dannet Mand
med ædelt Hierte, lys Forstand,
og Kraft, til Løgns og Urets Magt at bryde;
kun bøielig, hvor Lov og Ret det byde.
Jeg hører Eders glade Raab at lyde:
”hav Tak, o Gud! at Ove er vor Søn!
Han var vort Haab; han er vor Trøst og Løn.”
Dog — hvi skal Vennesang fortie,
at Sorg og Kummer vistnok bie
paa ham som Borger og som Mand,
naar han med virksom Aand sit Fædreland
ei blot som Leiesvend vil tiene?
Hvis hævdet Dumhed bliver vaer,
at mindste Grad fortrinligt Værd han har,
strax dens Apostler sig forene;
ved Magt, ved List, ved Løgn, ved Nedrighed
hans Virkekraft de trykke ned;
hver Plan, han vil til deres Skræk udføre
for Ret og Sandhed, de tilintetgiøre;
ved tusind Kneb skal smukt udpyntet Last,
hans Arvefjende, deres Magt forøge
og, skiult i Baghold, træsk forsøge,
om vel hans Rygte staaer urokket fast.
Og Vee ham, om de mindste Feil opdage,
der kan fornedre ham til deres Rang!
Med bitter Haan og Pøbelsang
de glade hvert hans Værk, hver Daad modtage;
og, stedse ivrige, de hvile ei,
før de med Kummer har bestrø’et hans Vei,
omstænget hver hans Id med Hindring,
og prøvet paa, med giftigt Bid,
ei blot for hans men fierne Tid
at sværte ham og hans Erindring.
Dog, stærk ved Manddoms Kraft for gode Sag,
som Egen stærk i Stormens Brag,
som Klippen staaer blandt Bølgeslag,
den Ædle staaer, og Avinds Pile
skal matte synke for hans Fod;
thi Sandhed er hans Skiold, og Dyd hans Mod.
Fra Tronens Glands, og om han stod
paa Baalet, kan han freidigt smile
ad Voldsmands Sværd og Pøbelskrig.
Hans faste Ven er Gud i Himlen;
og rolig, fro han hæver sig
til Evighedens Glands op over Vrimlen,
som her, forvilder og forført,
hans sidste Aandedrag maaske med Fryd har hørt. —
Vil Du, Din Ove skal ei være
for hver politisk Storm et Spil,
da bør han snart som Borger lære,
Magnatens Gunst er ingen Ære,
og det ei Ret, som Mængden vil.
Ja, Vee Enhver, der beiler til
Hiins eller Dennes Roes at vinde!
Strax, er han ædel, vil han finde:
at næsten aldrig denne Gunst
var Dydens Løn; og snart, som Dunst
ved mindste Storm, den vil forsvinde.
Ei Bifald kan den Ædle være kiert,
hvor herskesyg Magnat staaer fræk ved Velfærdsroret
og troer: en Stat er vel regieret,
naar han, og Slæng, og Frille vel er foret.
Forfølgelse og Had han svor mod Hver,
som Ret og Sandhed dristig har fortolket. —
Ei beile Sandheds Ven til Roes hos Folket!
Tidt blev den Lastens Lov, og altid tvilsom er.
Fra Sandheds Vei af Præst og Jarl forvildet,
det dømmer kun sit Held, sin Ret,
som det er hungrigt eller mæt.
I Søvn ved Magtens Kunster hildet
det hader Den, som vækker det,
men troer paa Den, som smigrer fræk dets Laster.
Og, slaaer dets Rasen løs, opslaaer der Borgersplid:
ei sin Tyrans men Lovens Aag det kaster.
Saa lærer vor og fjerne Tid.
Thi bør Du hærde Oves Hierte
mod Verdens Dadel og dens Roes!
Vor Vandel blot kan hædre os.
Fortræd og Kummer stedse bo’de hos
den Mand, som fandt sin Fryd og Smerte
blot i sin Samtids Bifald: let, som Dunst,
forgaaer dets Trylleglands paa Gravens Bredde;
og Sandheds stærke Røst omsider dog skal redde
den Ædles Roes, skiøndt det ham nægtede sin Gunst.
I Mørket Tidens Løb vort Navn kan dølge;
men evig skal enhver vor mindste Daad
som Aarsag vare i en evig Følge
af Virkekraft. Den Tanke bør vort Raad
i hver vor mindste Handling være,
og ei den usle Ære:
at glimre her et Øieblik,
her, hvor med os hver Skurk kan dele denne Ære;
hvor Dyd sin Løn og Last sin Straf fast aldrig fik.
Nei! fremfor Alt Du bør Din Ove lære
vor Jords det bedste Held er Sielefred;
den største Roes, at have gavnet;
Han gavned’ ofte meest, hvis Navn ei Verden veed;
den største Fryd er Mands og Fader-Navnet;
og Han døer bedst og meest tilfreds,
som døer ukiendt af Verden og kun savnet
i stille, huuslig Kreds,
hvis Fryd han var . . . . .
Men hvi skal jeg afmale
for Dig en Fryd, hvis Tolk Dig Muser valgte til,
hvorom kun Din den yndte Lyras Spil
os værdigt skiønt kan tale?
J. Smidth.