Vise
(Uden Melodie, som er den lovet).
(Uden Melodie, som er den lovet).
Kom, drik din Viin, og syng, min Ven!
Om levende vi sees igjen,
Saa lige veed vi ikke.
Hej, klink! og lad os sværge til:
Hvis ej i Nat vi døe, vi vil
I Morgen atter drikke.
Jeg havde ej paa Adams Viis
Forskiertset mig et Paradiis:
Det kan jeg næsten vide.
Men, den Formodning dog jeg har;
Hvis Kundskabs Frugt en Drue var,
Jeg neppe lod den sidde.
En Kirkefader skreg med Fynd,
At Drik og Kjærlighed er Synd!
Jeg troer det næsten ikke.
Hvis sandt det er, da grandt jeg seer
Jeg Arme, som forhærdet leer,
Maa dybt i Synden stikke.
Op, skjenk engang! af Glæden varm
Med fulde Glas ved Pigens Barm,
Jeg alle højt forkynder:
At Druens Saft og Kjærlighed,
Det allerbedste er, jeg veed;
Og jeg den største Synder.
(Hvem det saa behager kan før det sidste Vers lægge følgende til)
At Ærens Tempel-Stie er trang,
Er vist, thi samme kan paa Sang
Man smukt beskrevet finde.
Afsted! jeg reisefærdig staaer,
Hvis Linna med det brune Haar
I Templet er Gudinde.
At Himlens Vej er trang og stejl,
Og mangen Flok paa den gaae fejl,
Det skal et Steds staae prentet.
Jeg græder ej for Himlens Savn:
I Linna’s silkebløde Favn
Dets Fryd jeg alt har hentet.
Kom, Venner, som har Piger kjær’!
Hvo veed, hvor vi i Morgen er,
Om Sol for os skal lyse?
Men lever jeg, da vist jeg veed,
Jeg drikke vil og kysse med;
Og Linna med vil kysse.