I et Exemplar af Nytaarsgave for Damer 1797
Til M. S.
Til M. S.
Græciens Ynglinger fro tilbade i festlige Dandse
Helicons Møer, de hulde Ni, under Navnet af Muser.
Højt til festlige Dands samtonede Fløjten og Sangen.
Muserne vare — det hine Græciens Vise kun vidste, —
Jordiske Piger engang, og selv de dandsed’ i Lunden
Muntre ved kjælen Sang og Musik af landlige Fløjte.
Haand i Haand de svævede snart, saa lette, som Zephyr,
Hver en Stilling var skjøn, hver Bøjning en tryllende Ynde.
Snart de, hver i sin Ynglings Arm, fornyede Dandsen,
Valsed’ i gladere Kreds, og gladere bankede Hjertet.
Trætte af Sang og Dands de sig hvilte i Rosernes Hække.
Busken gjenlod af Kys, og fortrolig Hvisken var Talen.
Sangenes Gud, Apollo, saae det med straalende Øje,
Rysted’ af Velbehag de blonde, bølgende Lokker.
Af de favre Ynglinger ni han lærte de Sange,
Der til fjerneste Slægt fortalte om ni af de Piger,
Med de tryllende, kjælne Smil, og som dandsed’ i Lunden.
Henrykt hørte den fjernere Æt de hellige Sange,
Lærte af Sangens Gud, og henrykt den bygde et Tempel
Op i den skjønneste Lund for de Ni, under Navnet af Muser.
Piger og Ynglinger her tilbade i festlige Dandse:
Skuffed’ af Sangenes Kraft de tro’de hver Muse en Guddom.
Højt til festlige Dands samtonede Fløjten og Sangen.
Favre Elinna! o! at Apollo venlig mig lærte
Sange for kommende Slægt! Din Roes i foreviget Lovsang
Bar da min glade Røst hen til den sildigste Verden.
Fjerne Æt jeg fortalte den Lyst, at beskue din Ynde,
Al den blide, den frydende Glands i dit tryllende Øje.
Da jeg voved’ mig til, at besynge dit følende Hjerte,
Aabent for Veemods Sorg og glad ved hver Levendes Glæde.
Henrykt den fjerne Æt ved min skjønne Sang da opbygde
Templer, og knælende bad til Elinna, den tiende Muse,
Skjøn, som enhver af de Ni, for Gudinder en elskelig Søster.
Henrykt jeg hæved’ min Røst, og min glade Sang dem fortalte,
Denne Elinna var min tro og hulde Veninde.
Favre Pige! min Sang skal ej naae de fjernere Dage;
Snart skal dens Lyd, som mit Navn, naar jeg nedsænkes i Graven,
Glemmes, og højt det lever en føje Tid hos en Ædel,
Der, saa venlig, som du, ej haaned’ mit varmere Hjerte;
Dette, der enten giver Alt eller Intet; men fordrer
Meget igjen, hvor det gav sig ganske. Ak! ofte det skuffet
Fik kun glindsende, tomme Ord, der i Veemodens Time
Viftedes lette bort, som Taagen for Storme fra Norden.
Ej kan min svage Sang forgude dit Navn og din Ynde,
Men en hellig Guddom er mig dit trolige Venskab;
Den skal ledsage hvert mit Fjed paa min Vandring i Livet,
Styrke mit vaklende Trin i Længsel, i Kummer, i Taarer.
Naar, henslængt i en Krog af Verden, jeg sørger og glemmes,
Den i Veemodens Stund skal tilhviske mig salig Fortrøstning.
Ja, en hellig Guddom bliver du mig, som Veninde!
Fast og evig her i mit Hjerte throner dit Tempel.