Alt er saa stille!
Blid og høitidsfuld er Nattens Fred;
Let og blid jeg føler Taaren trille
I den tause Eensomhed.
Vel den, som hviler!
Gud gav den, han elsker, Søvnens Roe;
Trøstefuld os Glemsel da tilsmiler,
Glæder i dens Skygge boe.
Hvo ikke sover,
Og hvis Jammers Taare rinder ned;
Han ei glemme, engang vi gaae over
Til Guds evig blide Fred.
See Tiden svinder,
Og vor Kummers Tid snart svinder hen.
Hver en Veemods Taare, som her rinder,
Gud giengielder hist igien.
O! jeg vil græde!
Men min Graad er ingen Klage-Lyd.
Denne stille Graad er meer end Glæde,
Meer end hele Jordens Fryd;
I hver en Stierne
Skuer jeg din Magt, o store Gud!
Glad ved dette haaber jeg det Fierne,
Alt jo er din Godheds Bud.
Med dig fortrolig,
Verdners Herre, Fader, Gud og Alt!
Seer jeg fra min lille Tue rolig,
At en Verden hist nedfaldt.
Naar Verdner falde,
Og naar Straaet visner, synker hen.
Viisdoms Arm i Støvet vi paakalde,
Dette Alt jo ordned’ den.
Lad Dagen svinde,
Gud jo ogsaa skabte Nattens Tid!
Du, som Mørkets Skygger bød oprinde
Tryg til dig staaer al min Lid.
Thi, gode Fader!
O! din Viisdoms Maal var Alles Vel.
Aldrig Almagts Øie her aflader
Blid at vaage for min Siel.
Naar trygt jeg sover,
Med din Haand, jeg veed, du vogter mig;
Giv mig Freden, som du kierlig lover
Alle dem, der dyrke dig.
I blide Drømme,
Lad mig skue da din Herlighed;
Lad hver jordisk Drift fra Sielen rømme,
Som den slavisk tynger ned.
I Gravens Bolig
Snart maaskee mit Legem hviler her;
Gud! naar da min Siel er frie og rolig,
Hist mit Held en Drøm ei er.
J. Smidth.